Om implementering af peer- støtte i den psykosociale indsats og psykiatrien. Peer-Netværket Danmark lagde ud med Psykiatritopmøde i oktober 2015, landstræf i Vejle i marts 2016, hvor 110 deltagere mødtes til to spændende og hektiske dage i netværkets tegn, to folkemøder på Bornholm og Møn, og diverse arrangementer for vores medlemmer.

Men der er også en hverdag, og det betyder tid til at gå i dialog med vores medlemmer og interessenter, og finde ud af hvordan det går på arbejdspladserne og ikke mindst hvordan borgere og patienter modtager peer-støtte medarbejderne.

Én af Peer-Netværkets kerneopgaver er at skabe netværk for projektets primære målgruppe, nemlig peer-støtte medarbejdere, og der er nu etableret netværksgrupper i Jylland og på Fyn og Sjælland. Grupperne danner grundlag for bl.a. faglig sparring mellem peer- støtter, men er også med til at give os en større viden om praksis- delen. Peer-støtterne kommer fra mange forskellige baggrunde.

Nogle har uddannelse med sig, andre har ikke. Nogle vil gerne tale diagnoser, andre synes ikke, det er vigtigt. Nogle er nået langt i deres forandringsproces, andre er knapt så langt. Men fælles for alle er, at de bruger de levede erfaringer i arbejdet med at støtte andre i deres forandringsproces. Ofte hører vi ”det er det mest meningsfyldte arbejde jeg nogensinde har haft” – dét på trods af de udfordringer og vanskeligheder, der kan være forbundet med at tage sine personlige erfaringer med på job. Men sjovt nok er det som regel ikke relationerne til borgerne eller patienterne, der er den største udfordring. Det er ofte samarbejdet med de øvrige kollegaer, der kan være svært.

Når man pludselig står med en helt ny slags medarbejder, der bliver ansat på baggrund af erfaring med psykiske vanskeligheder, og det bliver betragtet som en vigtig ressource og kompetence, så giver det anledning til spørgsmål på arbejdspladsen. I de fleste tilfælde er der taget en ledelsesbeslutning om implementering af peer-støtte som en del af den recovery orienterede indsats. I Peer-Netværket får vi mange henvendelser, både fra peer-støtte medarbejdere, men også fra deres arbejdsgivere og øvrige kollegaer. Vi oplever nysgerrighed, begejstring, men også vrede, usikkerhed og frustration, og vi kan blot konstatere, at der er lang vej endnu før en peer-støtte medarbejder bliver betragtet som enhver anden kollega på en arbejdsplads. Der er tydeligvis behov for en større indsats på implementeringsområdet. Mange gange handler det for medarbejderne om at få lov til at være nysgerrige og stille spørgsmål, også de svære.

Nogle medarbejdere vil gerne møde en peer-støtte og høre om deres erfaringer. Men hvordan finder vi balancen mellem en fornuftig implementeringsindsats og samtidig at undgå at skabe et nyt ”dem og os”, hvor den nye medarbejdergruppe med erfaringskompetencer får prædikatet skrøbelig og sårbar og nogen, der skal ”passes på”? Peer-støtte medarbejdere bidrager med en særlig viden, der sagtens kan sameksistere med den øvrige faglige viden. Det kræver selvfølgelig, at alle er klar til at indgå i et samskabelsesprojekt og at være åbne og nysgerrige på det nye og ikke så kendte. Borgerne og patienterne bliver heller ikke altid spurgt, når peer-støtte medarbejderne flytter ind på arbejdspladsen.

I Peer-Netværket er vi i sagens natur optaget af peer-støtte begrebet og effekten af denne støtte: når mødet mellem mennesker, der er forbundet af ”fælles” erfaringer, kan være med til at understøtte en forandringsproces. Men vi ønsker også at være med til aktivt at skabe forandring hen imod en psykiatri/ psykosocial indsats, hvor medmennesket er i centrum og peer-støtte medarbejderens kompetencer er en uundværlig ressource.

FAKTA

Læs mere om Peer-Netværkets aktiviteter, medlemskab og tilmeld dig nyhedsbrevet på www.peernet.dk og følg os på Facebook

Peer-støtte initiativet (Forsøg med ansættelse af medarbejdere, brug af frivillige og brug af mentorer med brugerbaggrund i den regionale og kommunale indsats): I tre partnerskaber, som består af kommuner, regioner og brugerorganisationer (bl.a. LAP), vil der i projektperioden (2014-2018) blive udviklet og afprøvet tre modeller for støtte, som gives af mennesker, der selv har erfaringer med psykiske vanskeligheder (peer-støtte). Sideløbende vil et nationalt peer-netværk (Peer-Netværket Danmark) drevet af brugerorganisationer arbejde med at skabe netværk og faglig sparring mellem mennesker, der arbejder som peer-støtte medarbejdere.

MÅLGRUPPE:

De primære målgrupper er både borgere, der modtager indsatser fra de psykosociale tilbud i kommunerne og borgere, der modtager behandling i den regionaleog distriktspsykiatri. En anden primær målgruppe er medarbejdere med erfaringskompetencer (peer-støtte medarbejdere). Den sekundære målgruppe er ledere og medarbejdere i de professionelle kommunale og regionale indsatser til mennesker med psykiske vanskeligheder.

Kilde: Socialstyrelsen

Læs mere om peer-støtte initiativet på www.socialstyrelsen.dk