Det varmede utroligt meget med den påskønnelse for mit arbejde, som helt ærligt engang imellem er et sejt træk. Jeg blev psykiatribruger i 2001 og havde ikke drømt om, at jeg skulle blive involveret i foreningsarbejde - men jeg mødte bl.a. Hanne Wiingaard til et medlemsmøde, hvor tre brugere fortalte om, hvordan livet fra aktiv i det normale arbejdsmarked og til livet som psykiatribruger kunne forme sig. Det var både forskrækkende, men også inspirerende og var medvirkende til, at jeg landede i bestyrelsen for FAP Storstrøm, som det hed dengang. Men amterne blev opløst og foreningen splittet op i kommuner, og jeg fortsatte i bestyrelsen for LAP Guldborgsund og Lolland, hvor jeg det meste af tiden har været formand, men også både kasserer og webmaster.
Når jeg modtager sådan en pris, vil jeg ikke undlade at takke mine forskellige bestyrelsesmedlemmer gennem årene, for uden dem var der slet ikke sket så meget.
Min største egenskab i bestyrelsesarbejdet er nok at holde gang i de projekter, vi har aftalt, og at få en indimellem broget flok til at samarbejde. I alle bestyrelser, uanset om det handler om frimærker, hunde eller andet opstår der uenigheder, og det er ikke anderledes, når det gælder psykiatri – så et konstant træk i fælles retning siden 2002 er vist slet ikke så ringe.
Det største projekt vi har i vores grundforening er vores motionsprojekt i Nykøbing F, der er 100% brugerstyret og som 10. august har fungeret i 6 år. Jeg (og den øvrige bestyrelse) ville så gerne have et lignende projekt i gang på Lolland, men ingen tør/vil/kan være tovholder, men vi håber stadig det vil lykkes en dag.
Vi har også en netværksgruppe for psykisk sårbare kvinder – den har eksisteret i godt 3 år og er også brugerstyret. Begge grupper er opstået pga. Mette Bramsdal, der er vores fantastiske idebank – tak Mette, men også stor tak til Susanne Svensson og Erik Warburg, der igennem de sidste 6 år har været stabile sejtrækkere sammen med mig både i bestyrelsen, men også med vores motionsprojekt Jeg er uddannet PMV (Personlig Medicin Vejleder) – et Emilia-projekt og forløberen for det nuværende Peer to Peer… Desværre har Guldborgsund og Lollands kommuner aldrig set værdien i at bruge os, men via den uddannelse fik jeg mod på at få indført NADA, som et tilbud til brugerne. Det fungerer ikke helt, som jeg ønskede det, men er et skridt i den rigtige retning.
MIN HVERDAG ER FYLDT MED:
Venner, der har holdt ved trods min psykiske nedtur og manglende formåen i forhold til den, jeg var, mine dejlige børnebørn samt ikke mindst min store interesse for hunde, som jeg både træner, opdrætter og deltager på jagt med.
Jeg flere gange haft lyst til at lade LAP være LAP og koncentrere mig om mit eget liv, men enten dukker der et nyt spændend projekt eller en urimelighed op, som jeg ikke kan lade være med at blande mig i … lige nu er det redning af det tidligere succesfulde værested i Nr. Alslev, som socialpsykiatrien har formået at køre i sænk og lukkede den 1.7. 2016 LAP Guldborgsund og Lolland har nu sammen med Atriumfonden fået muligheden for at få et år til at bevise, at vi kan få stedet til at blomstre igen – det er et stort, men meget spændende projekt, og derfor hænger jeg selvfølgelig stadig på.
Så tak for påskønnelsen, den varmede meget, og jeg håber, I har lyst til at se mere om ”min” dejlige grundforening på www.123hjemmeside. dk/LAPGuldborgsund eller finde os på Facebook.