Sidst beklagede jeg mig vist om tidernes ugunst. Mine bønner blev ikke hørt. Jeg må indrømme at opråbet ikke helt hjalp. Tiderne er ikke blevet meget bedre siden sidste blad udkom, måske snarere det modsatte. Men forhåbentlig har det været en lille - om end beskeden – trøst, at du ikke er alene om følelsen. I stedet for at synke til jorden over tyngden af verdens tilstand – og måske din egen oveni. Måske i stedet for at tage tyngden ’på dig’ – tænke på hvad du har indflydelse på, og hvad du ikke har. Lidt kan vi gøre. Og det synes jeg, at vi skal... Som for eksempel at smile til kassedamen, spise økologisk eller vegetarisk hvis man er til det, være konstruktiv i sin kritik og støtte dem som påtager sig et større arbejde og ansvar.
Men er man tosset nok til at tro, at man kan ændre verden, synes jeg at man skal prøve. Det er der heldigvis mange, som tror i denne forening. I denne sommer har jeg blandt mange andre gode oplevelser for første gang været til det såkaldte ’Folkemøde’ på Bornholm. Der har i sommerferien været mange festivaler for snart sagt alt, fra selvforsvar til rock og kammermusik. Folkemødet i Allinge er festivalen for politik! Lige fra almindeligt interesserede, til de der skriver om det, til de som er rådgivere, spindoktorer og til professionelle politikere – herunder ministre. Ministre står således øverst på rangstigen, men på latin betyder ’minister’ såmænd ’folkets tjener’.
For undertegnede, som faldt i den politiske suppegryde som barn, var Folkemødet som Pinocchio i Slaraffenland. Et nærmest uudtømmeligt og i al fald uoverskueligt marked for allehånde budskaber. Alle budskaber bliver falbudt og mange drukner i mængden. Som altid er synlighed lig med eksistens. LAP havde sit telt og i naboteltet hos Sind, havde det nye initiativ, Psykiatrialliancen, dialogmøde. Psykiatrialliancen er en samling af godt 30 foreninger med relation til psykiatri, herunder LAP. Målet er at samle initiativerne og styrke indsatsen for mennesker med en psykisk sygdom. Formanden for Dansk Psykologforening, Eva Secher Mathiasen, var der og har før markeret sig stærkt med kritik af politikerne og mangel på indsigt og værdier. Hun var også kritisk overfor udviklingen de seneste år og især den megen måling i psykiatrien på aktiviteter i stedet for effekt. Herunder de nye ’pakkeforløb’ som passer nogle, men bestemt ikke alle og især ikke dem med særlige behov og længerevarende sygdom.
SELVESTE ’RADIOAVISEN’ HAR FOR NYLIG HAFT 90-ÅRS JUBILÆUM.
Den seneste tid har man i kavalkader kunnet høre, hvad der er og var nyheder. Ikke uventet var de dårlige nyheder de bedste nyheder, og de værste nyheder som katastrofer, snigmord, mord var det, der blev husket fra de 90 år. Dog lige med undtagelse af ’Murens fald’.
Der er underligt, at når man skal se tilbage på 90 år, er langt overvejende det værste, det man vil huske. Måske fordi de mulige forbedringer og fremskridt som trods alt sker, sker langsomt og ikke under stor musik og bevågenhed. Alligevel skal man huske på at, fremtiden kommer af sig selv. Fremskridtet ikke. Da Radioavisen startede i 1927, hed den såmænd ’Pressens Radioavis’.
Jeg var bestemt ikke den eneste, som hørte det som ’Præstens radioavis’. Både fordi jeg som barn ikke kendte ordet ’pressen’, og fordi den især i starten var et meget højtideligt og bedaget medie. Den har nu aldrig været en sprogfornyer. Første prioritering er troværdighed – og den er stadig den dag i dag det mest troværdige medie i Danmark. Oprindeligt var årsagen til navnet, at aviserne var bange for det nye medie – radioen og for, at det skulle styre og ligefrem overtage markedet for aviserne. For overhovedet at acceptere nyhederne i radioform ville de have hånd og halsret over det. Derfor var redaktionen styret af dagbladene indtil navneskiftet til Radioavisen. I øvrigt samtidig med at ’Statsradiofonien’ skiftede navn til Danmarks Radio. Det bliver også brugt som undskyldning i radiosatiren Selvsving.
Den ofte tilbagevendende melding i satiren hedder: - Det er altså ikke deres radio, der er noget galt med, men hele Danmarks Radio. Bortset fra fejlopfattelsen af præstens radio, har jeg sammen med den langt senere skuespiller og sanger, grænsende til crooner, Michael Carøe, en særlig oplevelse med Radioavisen. Vi var som teenagere med i redaktionen af et ungdomskulturtidsskrift, som hed ’Tryk På!’, og som udkom i hele Nordsjællandsområdet. Den kvikke læser, som dette blad har ekstra mange af, genkender sikkert navnet fra Shu-bi-duas sangskat.
Engang fik vi endda Helsingør pigegarde til at spille den, mens vi fulgte i hælene på dem og uddelte bladet. Da det i 1970’erne blev landsdækkende holdt vi en reception på Nørrebrogade.
Midt i det hele ringede telefonen, og jeg var den uheldige, som tog den. Det var jourhavende på Radioavisen, som først fortalte, at de ikke dækkede receptioner, men gerne ville have et indslag om det nye medie ’Tryk På!’. Jeg spurgte hvornår - og svaret var nu! Jeg råbte det rundt i lokalet, og svaret var, at så måtte jeg jo tage af sted. Jeg ville ikke være den eneste, som gik ned med skibet, så jeg fik min navnefælle med. Så vi gik fra receptionen tværs over København til Radiohuset på Rosenørns Allé. Vi gik gennem svingdøren og blev vist ind i et højtideligt lokale med eksamensgrønt filt på bordet. Intervieweren Peter Olesen, som senere blev tv-avisvært og arkitekturskribent, fortalte eller rettere undskyldte, at hans chef Jørgen Schleimann havde givet den ordre, at alle skulle tiltales De. Det var trods alt efter 60’erne og hippietiden, hvor grænserne flød og autoriterene forsvandt, men for troværdighedens skyld skulle der være en pæn og høflig tiltaleform. Så det første spørgsmål i dagens hovedradiovis kl. 18.30 fra intervieweren var: ’Jeg sidder her med to af det nye blad ’Tryk På!’s redaktører. Vil De, Michael Krog, fortælle os om det nye blad?’.
Det var vores første direkte kontakt med Danmarks Radio, men temmelig underligt for to cirka 15-årige drenge. Vi blev kastet hovedkuls ud i det, men var åbenbart tilpasningsparate. Det lærte mig dog også, at hvis man stikker hovedet frem og tager ansvar, så følger der ofte kritik med. Da vi mødte de andre på redaktionen, som ikke ville eller turde tage med til Radiohuset, lød reaktionen: I lød som I læste op af Statstidende.
Jørgen Schleimann var i øvrigt også ham som indførte timenyhederne. Først var der kun morgennyhederne, dernæst middagsradioavisen 12.30 og til sidst hovedradioavisen 18.30. I mit barndomshjem var det fast ritual, at hele den samlede familie først hørte Radioavisen 18.30 og derpå TV-Avisen 19.30. Det var dagens nyheder.
Vi var mange, som slet ikke troede på, at der var nyheder nok til at komme hver time. Mange år senere kom så TV2-News med nyheder hele døgnet. Jørgen Hübertz Schleimann blev også manden, som indførte TV-2 i Danmark som dets første direktør. Han døde for nylig, den 7. juli, kun 1 måned før jubilæet. Selvom han var en autoritet havde han også lune. Han var ikke så meget for motion, som ellers blev meget populært i hans regeringstid. Han sagde selv, at han fik rigeligt med motion ved at gå til sine motionsivrige venners begravelse... Han var glad for Frankrig og dets intellektuelle elite, men hans madsmag var ikke så avanceret. Kriteriet for god mad var, at der var rigeligt og det kunne moses. Schleimann var uddannet bibliotekar og meget vidende, og viden er også magt. Derfor må nogen følge med – også fra vores side af samfundsudviklingen. Selv, kan jeg ikke få nok. Jeg er afhængig af stoffet – nyhedsstoffet. Jeg er reelt nyhedsnarkoman. Det kræver også sine depressioner. Enten af helt personlig art eller stærkt tilskyndet af omverdenen og tingenes tilstand. Mange af mine bekendte nægter at høre eller se nyheder, fordi de simpelthen bliver i dårligt humør af dem. Det kan, indrømmet, også kræve et mentalt overskud at følge den daglige nyhedsstrøm.
Men igen vil jeg gerne give lidt syndsforladelse til dem, som ikke altid orker. Af og til er det i orden at tænke som Storm P.: Hvad mener De om verdenssituationen? Ingenting, jeg har fået noget i øjet.
Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi. Hav det nu godt og pas rigtigt godt på jer selv!
Kærligst Michael