Jeg lå helt tavs i 5 døgn i hospitalssengen på den lukkede afdeling. Uden indtryk, uden tidsfornemmelse. En stuegang, jeg ikke kendte noget til, afgjorde: I kælderen med ham! Uvidende om hvad der skulle ske, fik jeg køreturen under dynen ned til afdelingen for elektrochok. Hvad der foregik, vidste jeg ikke, og jeg var fuldstændig føjeligt materiale.

Jeg blev som født på ny og frisk som en fisk, der spræller i nettet, men nu var det det totale velværes frihed, der blomstrede - en forhindrende mur var slået i stumper og stykker. Jeg var nu et stort bundt energi. Tøjlesløs og altfavnende, klartseende, frigjort og hæmningsløs levedygtig. Min skinnende livsglorie måtte mattes - og det blev den. Udskrevet, med en livskvælende recept i inderlommen, gik jeg atter ind til kun den halve tilværelse. Et forår gik uden at være et forår. På badeværelset åbnede jeg skabslågen, tog medicinglasset med de forebyggende piller - kastede det mod flisevæggen. Pillerne flød overalt. Jeg fjernede risten og skyllede alt det, der velment var tilstået mig, bort. Jeg græd ikke, men gjorde mig hård i mit raseri: ”Komme hvad der vil!” Virkningen af pillerne, forebyggelsen imod manien, svandt langsomt, og dagen kom, hvor det tog fat. Et opslidende eventyr startede - krydret med livsfarlige momenter.

To af mine kammerater havde lovet mig selskab i mit kælderværelse ved spisetid om aftenen, og de ville medbringe forsyninger til de slunkne maver. De kom ikke. Dybt skuffet og selskabssyg pakkede jeg min lille kuffert med pas, bogen ”Mytteriet på Bounty» og nogle få klædningsstykker. Kort efter, jeg havde forladt mit værelse, stillede mine tre kammerater uden for døren, men fandt hurtigt deres banken på nytteløs.

På et værtshus mødte jeg blonde og runde Ruth sammen med en anden pige. Som en anden levemand forlangte jeg 20 Cecil, tændte en og tvivlede ikke på omgivelsernes beundring. Jeg snakkede løs, og de to piger forlystede sig vældigt i mit selskab. Der var ikke langt til banegården. Inden jeg forlod værtshuset, stoppede jeg op ved baren, hvor der i den modsatte ende stod en dejlig og moden dame. Jeg beordrede cocktailrysteren at servere hende en ”Dortmunder”, lagde nonchalant en stor seddel på disken og svævede verdensmandsagtigt ud fra værtshuset. I banegårdskiosken købte jeg småkager og to flasker rødvin. Jeg købte billet til København og gik ned til perronen og satte mig i nattoget. Jeg begyndte straks at spise af småkagerne og skyllede krummerne ned med den ene flaske rødvin. Jeg havde været kvik nok at sikre mig flasker med skruelåg. Det blev Nyborg. Ombord på færgen forlod jeg straks togvognen. Efter overfarten vendte jeg tilbage til kupeen og opdagede, at tegnebogen var forsvundet. Mine oplysninger til konduktøren forårsagede en større undersøgelse i togvognen. Ingen fandt på at kigge i min kuffert - deri lå tegnebogen. Jeg blev rådet til at henvende mig på politigården i København. På vej dertil så jeg mange højtstående personer, mest militære - der var mange der passede på mig. De var klar over min ankomst.

På politigården blev jeg henvist til et mindre kontor, hvor der sad en betjent med muskulatur som en veltrænet bokser, men jeg var aldeles uimponeret. ”Giver du en cigaret?”, spurgte jeg frit. Betjenten blev rasende. De nødvendige data blev nedskrevet, også den pæne sum, der var i den ”mistede” tegnebog. Kufferten stod ved min side og i den var tegnebogen stadig, velforvaret! Solen skinnede, og jeg gik ud i det myldrende København. Målet var Rigshospitalet, hvor jeg ville aflægge den gode, gamle afdeling en hurtig genvisit. Efter at have været borte derfra i næsten 4 år blev jeg alligevel tituleret ved navn af en hvidkitlet herre, der var på vej ned ad trapperne, ”Goddag Klintholm”, sagde han. Denne maniske fantast, der havde hærget og besat en hel lukket afdeling med sit livssprudlende humør, glemtes altså ikke bare. Besøget blev kun kort, og jeg bar videre på min kuffert. Jeg følte den som en art levende væsen og forsøgte at stille den fra mig flere steder, men kunne ikke slippe den ...

Turen gik nu over Fælledparken. Jeg kunne se lidt af tribunen til Idrætsparken og kom pludselig i ”GIVE-UD-HJØRNET”. Den flotte frakke, min forlovede havde givet mig, fløj hen over det våde græs, uret og nøglebundtet ligeså. Endelig åbnede jeg kufferten, smed tegnebog, jakke og benklæder og billigbog ud i det gryende forår. Der stod jeg, sommerklædt i en tynd silkeskjorte en kold, men solrig dag i marts. Jeg tog den anden flaske rødvin, men drak ikke en dråbe - det blev spredt ud over det ganske København, for det var Jesu blod. Der var ikke overbefolket i Fælledparken.

Jeg følte pludselig, jeg havde enorme kræfter, og at de måtte have en udløsning En stor og kraftig mand dukkede frem. Her kunne den opladede energi komme til sin udfoldelse. Den forbavsede mand blev overfaldet så akavet, at det var grinagtigt. Manikeren blev holdt fast og med hjælp fra en forbipasserende, blev salatfadet tilkaldt. Overfaldsmanden græd voldsomt og så for sig, at Pilatus ville give ordre om hurtig korsfæstelse. Der stod nu fire velvoksne betjente ud af politivognen. Jeg fulgte lettet og taknemmelig med dem. Jeg havde undgået korsfæstelsen. Jeg fik lov at sidde alene i en smal celle, hvor der kun var et klapsæde af træ. Efter en halv times kørsel blev jeg ført ned i et stort kælderrum, hvor der kun lå en madras og et usselt, gråt tæppe på cementgulvet. Foroven var der et lille, smalt vindue, hvor jeg kunne beundre kvindernes ankler og fornemme kloakken.

Efter 6 timer fik jeg at vide, at manden, jeg havde overfaldet, ikke ønskede at rette tiltale mod mig. En betjent fik at vide om mine forsvundne effekter, der lå og flød i Fælledparken. Betjenten kørte den lille Folkevogn, mens jeg sad ved siden af med projektøren ud af vinduet. Vi nåede tilbage uden den forsvundne kuffert. Jeg blev løsladt.

Jeg gik gennem København iført min rødstribede silkeskjorte. Det var en kold martsaften, mange smilede venligt, overbærende til mig. Jeg frøs ikke, men var som et velopladet batteri. Min gavmildhed i Fælledparken betød, at jeg nu intet havde. En fodgænger fortalte mig, at jeg kunne gå ind til politiet på Hovedbanegården, hvor de havde en lille afdeling. Der lånte jeg penge til rejsen hjem til Århus, og nu sad jeg i toget på vej til Jylland. Jeg fandt en avis, den var på russisk (troede jeg), men jeg læste den uden besvær. Jeg kiggede op og så ud ad vinduet - toget havde forladt skinnelegemet (det var også meget behageligere at rejse og ingen støj fra hjul og skinner) og var på vej gennem skyerne og ind i evigheden. Ved ankomsten til Århus, havde jeg ventet, at der stod en tusindtallig skare for at tage imod mig. På banegården steg jeg ind i en taxa. Da jeg steg ud af bilen ved min lejlighed, sagde jeg til chaufføren: ”Jeg er Jesus Kristus” og smækkede bildøren i. Chaufføren valgte at køre straks - uden at forlange betaling! Mine nøgler lå i Fælledparken. Jeg tog en sten og smadrede kældervinduet. Der blev pludselig åbnet vinduer rundt omkring og truet med tilkaldelse af politiet. Jeg råbte og skreg, hvad helvede de bildte sig ind - jeg boede her!!! Jeg valgte at gå ned i kælderen og begyndte så at sparke kraftigt til døren - der gik hul. Jeg rev det så stort, at jeg kunne kravle ind. På mindre end ti minutter var værelset gjort til en slagmark, flydende med LP-plader og pornoblade. Jeg gik i seng med et stykke træ fra døren, der ved min mishandling var kommet til at ligne et gevær. Jeg åbnede for radioens mellembølgestationer og skruede som en gal for at følge jagten på mig selv, Jesus Kristus. De VAR i nærheden nu og kunne indkredse mig, hvornår det skulle være. Først hen på morgenen faldt jeg endelig i søvn. Udlejeren af den lille kælderlejlighed, en ældre herre, stod pludselig i værelset. Han stirrede ud over gulvet, men kommenterede ikke roderiet. Manikeren fik besked om at komme op til hans frue kl. ti. Hans kone sørgede for, at jeg fik et stort glas mælk og et par solide rugbrødsklemmer. Derefter kørte fruen mig ud til hospitalet i Risskov. Til frokost der, boller i karry og kartofler, boltrede jeg mig veltilpas og åd for tre personer. Jeg var sgu spændende, jeg den nye her - var mine medpatienter enige om. Det så ud til, jeg havde fundet livet, og i sindssygen fik alle mine skjulte talenter lov til at udfolde sig. Under dynen, siddende op, med vilde fagter begyndte jeg at fortælle: - Derovre på Rigshospitalets lukkede afdeling, skønne 01 - ”Himmelsalen” kaldte vi den, var der en flink fyr, der pissede i håndvasken. Jeg selv jagtede sygeplejersker, men en dag da den guddommeligt skabte højrehånd til overlægen fik min hånd at føle på hendes smukke bag, blev jeg lagt i bælte. Om aftenen kom nervøsiteten ved at indtage medicinen. Måske kunne jeg undgå at falde i søvn, fordi jeg troede, hele afdelingen blev omdannet til et stort sexorgie. På et tidspunkt i total sindssyge blev min seng kørt ud på badeværelset, hvor jeg lå bundet fast til sengen - skrigende og kæmpende for at komme løs. Ansvarsløs behandling? - Åh, mennesker bestemmer intet i denne verden af onde og gode ånder, vil jeg fortælle jer - og så skulle I se en underskøn dejlighed, der var professor på afdelingen. Hun var et par og fyrre år, lille og let kraftig, med kulsort hår, smukt ansigt med en spiselig næsetip, der bar på et par ildrøde briller. Når hun kom forbi på afdelingens lange gang, råbte jeg altid: ”Nu kan Sophia Loren og Brigitte Bardot godt gå hjem at lægge sig!”

I skulle have set mig, når jeg sad med begge ben oppe på bordet og spiste mine spegepølsemadder, alt imens jeg dirigerede løjerne på den store afdeling. Vi var 20 - 23 stykker på afdelingen, og vi havde festlige dage. Om aftenen krøb jeg ud af sengen og løb listende omkring og myrdede folk - mange af patienterne var irriterede over, at de skulle myrdes hver aften - HA! En sen eftermiddag, under middagssøvnen, omdannede jeg sammen med et par andre afdelingen til en borg. Vi skød fra vinduerne ned mod de gummihjulsbesatte diligencevogne. En dag havde jeg fået fat i to øl og gemt dem under hovedpuden. En lille, mager fyr fandt dem, men var ikke mere skør end han kunne tømme dem. Bagefter skældte han mig ud og beskyldte mig for sin fulde tilstand. Jeg ville have ham korsfæstet, og mine trofaste disciple var med på den, men den lille fyr havde stemmepragt! - ”Til jeres senge!”

Hjemvendt fra det gode hospital fik jeg brev fra en af beundrerne på afdeling 01: ”Der blev vel nok stille efter du var rejst!!!” skrev han. 

Fortsættelse følger i næste nummer af Medlemsbladet