Her i sommer arrangerede Livsglædegruppen en tur for alle til sporvognsmuseet, der ligger på Midtsjælland mellem Roskilde og Ringsted.

Det tager lidt tid at komme dertil. Da museet fylder en del, må det ligge i naturskønne og landlige omgivelser. Den sidste tur dertil foregår i en rigtig sporvogn: man skal ikke kun se dem, men rigtig mærke dem, hvordan det skramler jern mod jern, samt at de er meget dårligt affjedret. For unge mennesker kan jeg fortælle, at en sporvogn er en form for lille tog, der kører på skinner, der er lagt ned i vejen, det var noget vi havde i storbyerne ind til start 70’erne. De fungerede ligesom busser med mange stoppesteder i byerne. Men de var ikke fleksible, som en bus der kan køre på alle veje, tilmed var der fordybninger i vejene, som cyklister nemt kunne vælte i. Deres brændstof bestod af strøm, som de fik fra ledninger, der hang oppe i luften oven over dem. Bybusserne overtog deres funktion. Sporvognene blev solgt til Egypten, hvor de kører rundt i hovedstaden Cairo, men i Danmark er det en museumsgenstand, der ikke kommer igen.

Der er rigtig mange sporvogne at se på museet. Det er som at komme tilbage til gamle dage, som om man har været i en tidsmaskine. Når man er på museet, kan man tage nok en tur endnu længere ind i skoven, igen med en rigtig sporvogn der knager og knirker. Det er ikke kun danske vogne, de har, også en del tyske. Da vi kom til endestationen i skoven, fik vi os en kop kaffe og en lille kage. Hele herligheden bliver drevet af frivillige, der altså ingen løn får. Penge til at drive det får de fra entréen samt ved salg af kaffe, kage, is og andet fra deres kiosk. Et dejligt besøg, hvor det meste foregår udenfor, det er man ikke vant til på et museum. Men heldigvis var vejrguderne os venligt stemt, som man kan se på billederne.

Hvis man vil tjekke stedet ud uden at møde op, kan det gøres på: www.sporvejsmuseet.dk. Jeg siger tak til Preben, som stod for at arrangere turen på selve dagen.