Kære Villy Søvndal

SF, Christiansborg | 1240 Kbh. K

Jeg er en enlig folkepensionist, der bor i lejet lejlighed. Tidligere har jeg fået den mellemste førtidspension. Men jeg forstår ikke hvorfor, der bliver skåret ca. 2.000 kr. ned om måneden, når man bliver ældre. Jeg har været syg i mange år og bruger mange penge om måneden på helsekost.

Når man bliver ældre, skal der bruges mange flere penge til briller og ikke mindst til tandbehandlinger. Jeg bruger ikke delprotese, så når jeg skal have lavet en fast bro, får jeg kun lidt hjælp fra kommunen. Jeg ville være taknemmelig, hvis der kunne laves en mere retfærdig fordeling, således at sparekniven ikke altid bruges, så det går ud over de ældre. Det er ikke fordi jeg har noget imod at de yngre skal have mere, men ikke så meget mere. Og der er rigtig mange andre ældre, der har det samme synspunkt.

Til slut vil jeg ønske, at du fortsat får god fremgang i politik.

Med venlig hilsen
Inge Marie Frost
9380 Vestbjerg
(Skrevet den 22.04.08)

Kære Pia Kjærsgaard

Kærmindevej 33 | 2820 Gentofte

Vedr.: Jeg er en enlig folkepensionist, der bor i lejet lejlighed. Jeg har før fået den mellemste førtidspension, og nu er jeg gået ca. 2.000 kr. ned om måneden. Jeg har været syg i mange år og bruger mange penge til helsekost. De fleste ældre har store udgifter til tandbehandling, briller og fodbehandling end yngre. Jeg bruger ca. 500 kr. om måneden til diverse kosttilskud og naturmedicin, da jeg har gigt og ikke tåler kemisk medicin grundet dårlig mave. Helbredstillægget dækker ikke disse udgifter.

Kort vil jeg bemærke, at jeg har søgt kommunen om lidt hjælp til en MK-krone, da jeg mangler to tænder et sted. Men da jeg også har manglet tre tænder i overmunden, blev der sendt et overslag til kommunen over, enten to implantater eller en bro. Min tandlæge har frarådet mig, at få aftageligt apparatur på grund af stærke svælgreflekser.

Kommunen tog udgangspunkt i, hvad en delprotese ville koste og jeg blev bevilget 5.814 kr. den 19. sept. 2007. Jeg fandt en tandlæge, der var billigere og fortalte min sagsbehandler to gange, at jeg kunne få lavet en bro, og om det var i orden, at jeg så ville få det aftalte beløb, når behandlingen var færdig. Det fik jeg et klart ja til. Den 29.01.08 afleverede jeg til kommunen den betalte tandlægeregning, på den bro kr. 11.500 kr. og regnede med at jeg ville få 5.814 kr. Den 31. jan. får jeg et brev om, at det er nødvendigt med endnu en tandlægefaglig vurdering, før der kan træffes en endelig afgørelse. Jeg synes det er bagvendt, at hvis jeg havde en delprotese i munden, ville jeg få det aftalte beløb.

Jeg føler at de kører med en folkepensionist, der ikke har andre indtægter end pensionen. Det ville være mere retfærdigt, synes jeg, at folkepensionister fik mere.

Grunden til at jeg skriver til dig er, at det var dig der fik gennemført at folkepensionisterne får en ældrecheck. Det skal du have mange tak for.

Med venlig hilsen
Inge Marie Frost
9380 Vestbjerg
(skrevet 5.02.2008)

 

Brev

 

Brev