At blive syg eller psykisk syg og få sat en diagnose, som patienten, læger og behandler kan forholde sig til er én ting…det er praktisk for alle for at kunne hjælpe og behandle.

Noget helt andet er de konsekvenser, som kan følge med en diagnose. I dette tilfælde en psykiatrisk diagnose. Det har altid konsekvenser at blive syg, både for patienten, men også for alle patientens pårørende. Nu taler jeg udelukkende om konsekvenserne for patienten…

Konsekvenser jeg selv har måttet lide meget under efter at have fået sat diagnosen hebefren skitzofreni, har været udelukkelse af familiefællesskabet, fordomme og tabuer fra samfundet og enkle udnyttelser af min diagnose – så som at benægte alt hvad jeg kunne fortælle, som værende ”syg snak” eller vrangforestillinger, ja ligefrem ordet ”løgner” er blevet brugt om mig.

Jeg har lidt under tabuer i mange år, imens min lidelse stod stærkest på, med et hav af indlæggelser og medicin. Ingen udover psykiatriansatte og andre brugere talte om min lidelse med mig, alle talte om alt andet eller slet intet. I de tilfælde, hvor jeg har prøvet at bryde igennem tabumuren er jeg blevet beskyldt for at mene, at alting skulle dreje sig om mig, hvilket var en stor overraskelse for mig.

Udnyttelsen kom flydende i takt med indlæggelserne. Udnyttelse af administration af min økonomi, udnyttelse af mig som et stykke arbejde, at blive holdt nede og ingen - eller mindre og mindre rettigheder som menneske. Man kan også tale om udnyttelse omkring medicinforsøg og bivirkninger – til sidst ingen rettigheder til at sige fra.

Da jeg begyndte at åbne mig overfor familien og det bl.a. kom frem, at jeg havde været udsat for en grad af incest, blev diagnosen også brugt til at benægte min troværdighed, at jeg havde ”bildt mig det ind”.

Jeg er ofte blevet ”holdt på plads”, både i socialpsykiatrien og på sygehuset med min diagnose. Det skal dog nævnes, at mange læger kunne i starten ikke blive enige omkring min diagnose, en enkelt overlæge mente at jeg kun var pårørende til en hel ”syg” familie og derfor havde givet op.

Autoritetsmagtmisbrug er det værste at stå overfor, mange er stadig meget autoritetstro. Jeg har for 2 år siden haft en arbejdende sag kørende hos en advokat. Jeg havde 12 punkter med lettere eller grovere lovbrud fra kommunens og socialpsykiatriens side. Hele forløbet var dømt på forhånd, da jeg stod ene imod systemet og til sidst trak jeg sagen tilbage for at få min frihed, for de reagerede med vrede, hvilket kun gjorde det hele meget værre for mig.

Men den største og grimmeste konsekvens jeg har lidt under pga. min diagnose, har dog været, at andre kan tro om én at man er farlig, at man kan slå mennesker ihjel eller kan spørge om man så er ”den gode” eller ”den onde” nu? Man kan ikke altid blive ved med at smile overbærende, men det gør ondt at høre. Derfor er jeg også holdt op med at bruge titlen ”skitzofren” omkring mig selv, men bruger de andre titler som jeg også har som håndværker. Kun i trygge rammer og når det er krævet taler jeg diagnose.

Det er dog utroligt så lidt der skal til for at få respekten igen blandt befolkningen, bare på dette punkt, man behøver jo ikke lægge mere til menneskers angst overfor psykisk syge ved at reklamere med skræmme diagnoser, og det er jo ikke alt man er tvunget til at tale om, selvom det er en af de ting man lærer i psykiatrien at man skal.

Det er ikke alt andre kan håndtere at høre om.