Vel ankommet til Christiansborg blev jeg, onsdag den 20. oktober 2007, som ca. 100 andre sluset ind gennem sikkerhedssystemet. Det er ærgerligt at det er nødvendigt, men det måtte jo accepteres, hvis jeg ville overvære høringen, som LAP´s tvangsgruppe havde stablet på benene.

Der herskede til det sidste tvivl, om vi stadig kunne holde høringen på Christiansborg, da der pludselig blev udskrevet valg. Det lykkedes dog og det lykkedes også at få alle deltagerne ind i Fællessalen i tide. Kaj Larsen fra LAP´s forretningsudvalg bød velkommen. Han indledte med sangen ”Jeg vil male himlen blå” - som han oplæste da han ikke mente at kunne synge. Sangen skulle symbolisere ”Håb, lys og tro”.

Høringen og de efterfølgende debatter om Handicapkonventionen kunne således begynde. Til dette var Tina Minkowitz, advokat og WNSUP-formand (Verdensnetværket af Psykiatribrugere) inviteret til på engelsk at fortælle om sine holdninger omkring tvang og til den ny konvention. Det var tydeligt, at hun mente konventionen om FN-rettigheder burde indarbejdes i den danske lovgivning. Hun mente også helt klart, at menneskesynet indenfor psykiatrien er forkert. Tina Minkowits´ indlæg varede 40 minutter som for mig, der ikke havde translatørsættet på, var ret svært at forstå.

Der er stor forskel på fysisk handicap og psykisk handicap, når det gælder muligheden for at vælge sin behandling. De somatiske patienter har ret til at nægte en behandling som lægen foreslår. CRDP – Human Rights – paradigmet, men psykisk socialt handicap er ikke inkluderet. FNkonventionen skal gælde alle mennesker med psykiske sygdomme og psykosociale funktionsnedsættelser.

Respekt, muligheder og alternativer. Kriminelle psykisk syge skal ikke straffes for forbrydelser, men have støtte i stedet for tvang. Angående frihed står der i artikel 14 i Konventionen: Du er til fare for dig selv og andre – det kræver behandling! Tvangsbehandling – ønsker vi ikke, men fængsel kontra tvangsbehandling med medicin. Art. 25: Fri for tortur og umenneskelige behandlinger! Elektrostimulation betragtes af nogle som farlig – Patienten skal kunne give sit samtykke til det. Hvor er hjælpen? Ombudsmanden skal træde til her. Det var nogle af stikordene Tina Minkowitz kom ind på. Afdelingsleder Birgitte Kofod Olsen fra ”Institut for Menneskerettigheder” prøvede at fortolke konventionen direkte – og der er ikke kun gode nyheder, fastslog hun. Det drejer sig om tvangsmedicinering, tvangsfiksering og skærmning med opsyn. Handicapplanerne skal undersøges grundigt og patienten skal selv kunne være med i behandling, konsekvenser, støtte og fleksibilitet. Konventionen vil kunne medvirke til at rette op på disse faktorer. En behandlingsdom på ubestemt tid er en kraftig diskrimination. Rent juridisk skal der uddannes personale til at kunne anvende de nye konventioner optimalt.

Efter pausen fulgte en paneldiskussion, hvor tre politikere var mødt frem trods den igangværende valgkamp. I panelet sad folketingspolitikerne Karen Klint (Socialdemokraterne), Birthe Skaarup (Dansk Folkeparti) og Per Clausen (Enhedslisten). Birthe Skaarup, som var formand for Sundhedsudvalget, erkendte at den nye konvention ikke har været diskuteret i udvalget. Hun genopstillede i øvrigt ikke til folketingsvalget. Per Clausen mente at tvang stadig er et overgreb! Udgangspunkt og økonomi er vigtige. Psykiatri- og sundhedsordførerne ville gå videre til deres gruppe med ønsket om, at der skal findes en bedre balance i interessen for psykisk syges behandling - end det i øjeblikket er tilfældet.

Tidligere landsretsdommer Holger Kallehauge (DSI) sad i sin rullestol oppe på indgangspartiet til Fællessalen. Han slog fast, at frivillighed går frem for tvang – støtte frem for værgemål! Man skal gennemgå reglerne og have respekt for menneskets værdighed, som ligger i konventionen – uanset handicappets grad eller type. Det gav klapsalver fra salen.

LAP-konsulent Karl Bach fortalte bl.a. om Verdensorganisationsmødet i Mexico. Derovre er der ingen rettigheder for psykisk syge. Han fortalte også om sin egen tvangsbehandling og - fiksering og om sit seneste sygdomsanfald. ”Jeg var jo bare sindssyg”! Han efterlyste et sted man kan være imens man er meget syg, f.eks. et hotel for temporær akutte sindssyge personer. Patienthoteller er allerede etableret flere steder i DK på somatiske hospitaler, eksempelvis for cancerpatienter.

Karl Bach var fortaler for at blive fritaget for enhver form for tvang i psykiatrien og ville ikke modtage medicinsk behandling.

Erik Olsen fra LAP-København/Frederiksberg ønskede en grundlovsændring.

Lars Bo sagde i sit indlæg, at behandlingsgaranti på somatiske sygehuse pt. er 1-2 måneder, men det gælder ikke indenfor psykiatrien!

Politikeren Per Clausen var positiv overfor psykiatriforbedringer og opnormeret økonomi. Der behøver ikke være tale om en grundlovsændring. § 71-udvalget må tage sig af kvalitet i psykiatrien og dette skal løbende tages op til diskussion.

Karen Klint beskrev alt for lange ventelister og sagde, at psykisk syge skal på finansloven. Birthe Skaarup mente heller ikke at der skal ske ændringer af Grundloven og at § 71 og 72 er nok. Målet for ventetider for psykiatriske patienter er en måned.

”Kan og bør psykiatrifaglige begrundelser for tvang veje tungere end vedtagne menneskerettigheder?”

Spørgsmålet blev belyst af Georg Høyer, professor i samfundsmedicin, leder af Norges nationale forskningsetiske komité og opponentindlæg ved overlæge Anders Fink-Jensen, Dansk Psykiatrisk Selskab.

Begrundelser for tvang sker ud fra de sædvanlige kriterier: Skade på sig selv eller på andre. Brug af tvang er det samme som mishandling, mente Georg Høyer og han gennemgik en række tilfælde gennem flere hundrede år om mange former for tvangsbehandlinger. Der er ikke sket større ændringer siden 1984 ved EU-domstolene. Han er fortaler for frivillighed – somatiske hospitaler giver frit valg til at bestemme om man ønsker behandling eller ej. En debat om behandlingsindikation skal implementeres i konventionen. Er alternativ behandling i stedet for tvang en fremtidsvision? Det kom Georg Høyer dog ikke nærmere ind på i sit indlæg.

Psykiater Anders Fink-Jensen fremhævede det store arbejde PsykiatriFonden har gjort vedrørende afstigmatisering af depressionsramte og arbejdet på at få flere yngre læger til at vælge uddannelsen til psykiater. Han nævnte også at medikamentel behandling oftest sker ad frivillighedens vej og at der ikke kommer hjerneskader af behandling med ECT (tidligere også kaldet elektrochok, nu elektrostimulering) samt at antipsykotisk medicin faktisk virker. Psykiatere er ligesom andre læger forpligtet af lægeløftet – ingen ønsker at gøre patienten ondt. Han nævnte også at man gennem Patientklagenævnet kan søge sine rettigheder.

Ellinor Palm fra SIND mente, at der er skjult tvang på bosteder og at medicinering bestemmes af de ansatte læger. Distriktspsykiatrien fik heller ikke fra hende mange gode ord med på vejen. Der bør sørges for nedtrapning af medicin og siges nej til tvang. Måske man ad denne vej kunne undgå de mange svingdørspatienter og at folk bliver fastholdt i psykiatrien.

”Hvordan opleves det at blive udsat for psykiatrisk tvang? Hvad er følgerne og hvad kan der gøres i stedet.”

Dette emne skulle vidneudsagn fra tre brugere af psykiatrien: Nils Holmquist, Gitte Lindskov og Katrine X. beskrive. Til trods for at man frivilligt indlægger sig selv for at få hjælp, kan man risikere at blive ”tvangsindlagt”. Det havde Katrine oplevet – og det var meget svært for hende at blive udskrevet igen uden medicinsk behandling.

Nils Holmquist nævnte Freuds udsagn om behovet også hos den psykiatriske patient for mad, søvn og sex, men Nils´ forhistorie var at han var portør på patologisk afdeling på Bispebjerg Hospital som 19-årig. Han havde natarbejde der og han begyndte at ”se syner”. En ulykkelig kærlighed og en svampeforgiftning gjorde, at han blev psykotisk. Han blev anholdt og efter fire dage i arresten blev han isoleret og kom derefter på Ålborg Psykiatrisk Afdeling i fire mdr. To sprøjter og tvangsfiksering. Fik en flybillet til Kastrup og blev indlagt på Bispebjerg Psykiatrisk Afd. og fik her fejlbehandling. Derpå Sankt Hans Hospital, hvor han blev bæltefikseret, fordi han var ”uartig”. Religiøse oplevelser under psykose kostede bæltefiksering på mave og fødder samt injektioner med antipsykotisk medicin.To nye behandlingsdomme fulgte – ”der kom brand i et tæppe”! – blev takseret til fire års medicinsk tvangsbehandling.

Gitte Lindskov fik en manisk psykose og blev ufrivilligt behandlet med medicin og derefter tvangsfikseret uden videre. Fra 1996 til 2006 gentagne indlæggelser. Hun føler sig mishandlet i 2006 med tvangsmedicinering. Panelet af politikere virkede overraskede og rystede over de tre indlæg. Måske havde de aldrig hørt noget tilsvarende og deres spørgsmål ledte tanken hen på at ”det kan da ikke passe?”

Høringen sluttede kl. 16.30 og jeg var meget træt...

Jeg havde også haft store problemer med min rygning. Fire gange den dag måtte jeg ud på trappen foran Christiansborg for at tænde en hjemmerullet og tilbage igen ind ad jernlukafet. Der skulle jeg igen af sikkerhedshensyn lægge taske i bakke til røntgen og visiteres ved skanning for at sikre, at jeg ikke bar våben eller andet farlig grej. Dimsen bippede dog hver gang jeg blev undersøgt, men jeg blev alligevel lukket ind af den flinke sikkerhedsvagt.