Når jeg læser Thomas Werges indlæg i LAP-bladet og husker tilbage på, da han holdt foredrag i LAP-Roskilde, kommer jeg i tanke om, hvad min psykiater, tidligere ledende overlæge i psykiatri, Peter Stigaard Jensen, sagde om det: ”endnu et vildskud i en endeløs række af vildskud”

Og Peter har fuldstændig ret, for der har været mange af dem.

Genetik, arve hygiejne, eller racehygiejne, som det oprindeligt blev kaldt, opstod i USA omkring år 1900, kom hurtigt til Europa, hvor bl.a. Danmark og Sverige blev førende i det.

Tyskland overtog så førertrøjen i 1920.

Formålet var, at skabe en ren sund race af hvide mennesker, fri for alle sygdomme, og tanken blev støttet af statsledere, nobelprismodtager, og andre, der troede, at de var bedre end andre. Så da nazierne kom til magten, var det såkaldte forsknings grundlag for deres første racelove der, og de gik ikke ud over jøder, men åndsvage, psykisk syge m.m..

De officielle love, som nazierne indførte, var ikke så grove overfor de, der var anderledes - som psykisk syge - som den, f.eks. Danmark allerede havde indført i 1920'erne.

Uofficielt begik nazierne deres første folkemord på de berørte grupper, allerede i midten at 1930'erne. Racen skulle holdes ren!

Efter 2 verdenskrig skyndte alle lande sig, at tage afstand fra tanken, med to undtagelser - Danmark og Sverige. De sidste love om genetik, arvehygiejne og racehygiejne blev først afskaffet i Sverige i 1987. Hvornår det skete i Danmark, ved jeg ikke, men i hvert fald blev der begået store overgreb på anderledes langt op i 1970´erne. Så blev der stille om det i en del år, men omkring år 2000 kom idéen igen, denne gang som fostergenetik.

Og for at sælge ideen tog de først Downs syndrom (mongolfoster). Roligt og stille fortalte de befolkningen, at de var for dyre for landet, derfor skulle de afskaffes allerede i fosterstadiet.

Og det bliver de i dag

Glidebanen er startet, for hvem bliver de næste, der er for dyre for samfundet. Skal et foster, der efter Thomas Werges mening har en for høj procentvis chance for at udvikle f.eks. skizofreni slås ihjel for at spare samfundet for penge? Og hvor skal grænsen gå?
Og er der overhovedet en grænse?

Personligt tror jeg på, at ingen er født psykisk syge, men omsorgsvigt, tillidsbrud og overgreb kan få alle mennesker til at blive det, måske i et slags selvforsvar, idet man ikke vil indse eller anerkende, at folk - pårørende man holder af, stoler på og elsker - groft har svigtet.

Men det vil føre os tilbage til en snak om, hvorvidt psykisk sygdom er et tegn på et sygt samfund, således at de, der bliver psykiske syge, i virkeligheder er de ”normale” og de, der påfører andre sygdommen, er de ”unormale”, der trives i et sygt samfund. Men anerkender man det, vil pillemedicinindustrien dø ud.

Og så kan folk som Thomas Werge ikke tjene millioner på piller, der i bedste fald er mere eller mindre uskadelige, men som ofte slår os ihjel.

Skulle Thomas gøre gavn, så burde han forske i, hvor mange af os der dør hvert år. I øvrigt tak til dem, der har brugt deres tid til at lave landskampagne mod dødsfald i psykiatrien, det var tiltrængt.

LÆSERBREVE ER NØDVENDIGVIS IKKE LAP’S HOLDNING.