Så er vi igen i den kolde tid, hvor vi skal være gode ved hinanden. Vi skal varme os mod kulden udefra. Måske også holde mere sammen – også gerne af hinanden. Jeg tror, at jeg før har været inde på at det er en underlig verden vi lever i. For eksempel taler alle om de ’varme hænder’, som alle vil have og plejes af, men i virkelighedens verden er det oftest dem der bliver fyret først og i stedet ansættes ’kolde hænder’ til at organisere og systematisere effektiviseringsprogrammer, spareprogrammer og styringsredskaber. Et af de varme emner lige nu er styringen af psykiatriens ambulantenheder – det vil sige distriktspsykiatrien og andet ambulant udenfor hospitalssektoren. Der er oprør lige nu blandt fagfolk, blandt andet psykiatrisygeplejersker, som har været hos folketingets sundhedspolitikere. De går så vidt som til at sige at der er sket et paradigmeskifte (en grundlæggende forandring) fra kvalitet til kvantitet.

Hvis man egentligt tænker efter, er der alt for mange grunde til at blive trist. Hvilket også flere efter sigende bliver. Vi havde før europarekord i at være det land hvor flest unge drak sig fra sans og samling. Nu er den rekord ved at blive erstattet af at vore unge bliver ensomme og depressive. Jeg går jo hverken ind for depressivitet eller depression. Jeg går nærmest imod. Tværtimod prædiker jeg altid at glasset er halvt fuldt i stedet for halvt tomt. At jeg så af og til har svært ved selv at klare mosten er en anden sag. Men det går jo heller ikke altid som præsten prædiker. Jeg kendte engang en mand som hed Jan Thygesen Poulsen, som holdt foredrag og underviste i latter, som motion og livsstil. Han var Præsident for Den Internationale Latterklub i Danmark. Jan underviste mest i den fysiske latter – altså at man som en øvelse fingerer latter og eftergør forskellige former for latter – efter devisen ’fake it til you make it’. Forbilledet er den indiske læge Dr. Madan Kataria.

Selv gør jeg det mest i den ordmæssige og intellektuelle latter. Man kunne måske - for at sætte smilet på spidsen - kalde det den psykiske latter. Det er bevist at mennesker med humor rent faktisk lever længere. Komikeren Jørgen Ryg, fra de gode gamle dage, mente endda at mennesker uden humor burde have invalidepension. Han mente det af et godt hjerte. Inden Jan rejste udenlands havde han et andet mål om ’gode nyheder’. Efter erfaringen af at de fleste nyheder er dårlige nyheder – om ting der går galt og en verden der er af lave. Ønsket om de gode nyheder, skal ikke forveksles med en anden god kampagne som hedder ’Verdens bedste nyheder’.

De er udelukkende fokuseret på gode nyheder om ulandene. De vil vise at det trods alt går fremad for mange ulande, selvom det stadig kan se sort ud. Mange er af den opfattelse, som er svær at benægte, at mennesker som læser avis og ser nyheder dagligt bliver i dårligt humør og i værste fald depressive. Grundlæggende ligger det i det positive at man forventer at alt går efter bogen, normalt og forventeligt godt. Men så er det ikke en nyhed. Det journalistiske dna er det usædvanlige, anderledes og selvfølgelig, konfliktfyldte – hvorefter man ofte konfronterer modsætningerne. Men det gør at man nærmest skal være fyldt op af stor positivitet og sprutte af livsglæde og jubeloptimisme for at gennemleve de daglige nyheder. Hvad nytter det at eksperter fastslår, at vi lever i den mest fredelige verden nogensinde i menneskehedens historie, hvis vi hele tiden hører om den ene krig efter den anden, hvad enten det er i Islamisk Stat, Syrien eller Kroatien. Der skulle efter sigende, historisk set have været langt mere ufred menneske til menneske og landene imellem. Men det er først nu vi har TV2 NEWS og andre nyheder, hver time døgnet rundt og ’Breaking News’ med upassende mellemrum. Der er nogle som mener at journalister er så gode til spørgsmål – fordi de ikke selv er gode til at svare. Måske det er journalisternes ægtefæller eller kærester som påstår det.

Efter en konflikt, en fejl eller måske et uheld har man som regel ofte en idé om hvad man skulle have gjort i stedet. Noget i retning af hvad Storm P. siger om at erfaring har man først bagefter – og så er det for sent. Ting Ta’r Tid – og har sin rækkefølge. Storm P. igen…: - Dommeren til den anklagede: Er De blevet straffet før? Den anklagede: Nej, hr. dommer. Altid bagefter. Altid bagefter. Journalisten sidder velbehageligt i bagklogskabens behagelige bakspejl. Vi der kan huske tilbage til det forrige årtusinde, kan måske huske dengang foråret var grønnere, sommerferierne var længere, badevandet varmere, julen altid var hvid, der var flere boghandlere i hver en by og på hvert et strøg, mange flere chokolade- og musikpladeforretninger, Otto Leisner og man kunne få næsten alt for en tier. Man kunne også læse i Den Lille Røde Bog For Skoleelever. Hvis man ville af med en lærer skulle man eksempelvis få klassens kønne pige til at flirte med ham og så få nogle kompromitterende fotos af det. Som en modvægt mod den, skrev en bakkesangerinde og en formand for Aktiv Lytterkomite Den Lille Positive. Den kan jeg ikke huske andet fra end at man skulle være positiv. Jeg havde naturligvis læst begge bøger, som det samfundsinteresserede barn jeg var. Måske journalister før og nu kunne tage lidt ved lære af, om ikke bogens indhold, så overskrift og målsætning og ikke kun være kritiske, men også konstruktive. Et eksempel på en unødig negativ vinkling. Endda et afskrækkende eksempel fra Ekstra Bladet, lyder under overskriften ’Håbløst falleret’: Den pensionsovermodne popmama trækker stikket, men desværre kun musikalsk.

Sanne Salomonsen udtalte forleden, at hun er begyndt at overveje, hvornår hun skal gå på pension. Om cirka 5 minutter ville umiddelbart ikke være nogen dårlig idé. ’ Og senere: ’Pladen består af nedtonede udgaver af tolv af Salomonsens gamle og nye (mest gamle) travere, hvilket jo umiddelbart er et fornuftigt koncept, når man har mistet både penge og stemme. ’ Heller ikke i Ekstra Bladet er der megen støtte efter at være kommet sig over svær sygdom og videre i livet. Vi kan også være ganske hårde, grænsende til modbydelige over for hinanden i klasseværelserne, på Facebook og andre sociale netværk, i medierne i øvrigt og mod politikerne især. Heller ikke i LAP kan vi sige os fri for at smage den bitre most.Man har længe talt om tonen i debatten om flygtninge og indvandrere, men tonen har nu bredt sig til næsten alle melodier og emner. Michael Jeppesen har lige haft en programrække i DR om især kvindelige politikere og de særligt sexistiske angreb de har været ude for. Serien hed: ’Ti stille Kvinde’. Titlen lyder som en pænere udgave af Egon Olsens udråb til Yvonne i Olsenbanden: ’Ti stille sindssyge Kvindemenneske!

Danmarks Radios første generaldirektør var kammersanger Emil Holm. Derfor hedder det kunstige vandløb omkring det nye Koncerthus og DR By naturligvis også Emil Holms kanal! Kammersangeren var miljøskadet og gik først og fremmest ind for dannede programmer og såkaldt finkultur. Allerede i Danmarks Radios barndom lavede man bruger- og lytterundersøgelser for at få at vide hvad folk ville have. Men Emil Holm holdt dem altid hemmelige, fordi folket ville have noget helt andet end hvad han ville have at folket ville have. Han ville have mere klassisk musik og de ville hellere have Johanssons Boogie Woogie Vals. Tilbage til tonen i samfundsdebatten og mennesker imellem. Uden at virke det mindste finkulturel, synes jeg godt vi kan bede om at få kammertonen tilbage! Det mindste vi kan gøre for at forstå hinanden er i det mindste at tale pænt til hinanden. Det er svært at være menneske. Men prøv alligevel!

Det er svært at forbedre verden. Prøv alligevel! Hvis du vil gøre verden bedre må du i det mindste begynde med dig selv. Der er dem, som siger at kan man ikke andet, kan man altid tjene som et afskrækkende eksempel. Men dem er der nok af! Du må være den forskel du ønsker at se i verden.

Nogen gange er det ikke så meget der skal til for at give hverdagen et løft. Som da en togkontrollør gik spidsrod i en overfyldt togkupé og en ældre dame ikke kunne finde sit kort, men fremstammede: - Det går ikke så hurtigt! Hvortil togkontrolløren svarede: Det gør ikke noget. Jeg er på månedsløn. Finansminister Bjarne Corydon går vist ind for, eller han har i al fald på befolkningens vegne tilsluttet sig konkurrencestaten. Fjernsynet bugner også af den ene sangkonkurrence efter den anden og konkurrencer i ”Paradise” og med ”Robinson” med mere eller mindre påvirkede, kropssvulmende og solariebrunede ung- og ejendommeligheder. Senest også en konkurrence om Danmarks Nationalret. Før har vi været højt oppe på hitlisterne som lykkeligste land, den mest drikkende ungdom i Europa og så videre. Nu er vi dog røget et par pladser ned. Men med hensyn til mad, havde Danmark for nogle år siden den særlige førsteplads, som det europæiske land der samtidigt brugte flest penge på køkkener og færrest penge på mad. Noget i samme stil med at vi bruger mange penge på kulturpaladser som musikhuse, koncertsale og museer, men sparer til gengæld på det som skal fylde dem med musik og teater. Der er de sidste år kommet nye flotte kulturbygninger i Ålborg, Esbjerg og Helsingør. Danmarks Radio færdiggjorde for nogle år siden Koncerthuset. I bogstaveligste forstand sparede man på indholdet for at få ’musikbeholderen’ flot. Det vigtigste, som vel burde være tv-studierne - for seernes skyld - blev mindre for at få råd til at Koncerthuset fik det rigtige antal sæder til at være international standard. Nu skal DR igen spare og så sparer man Underholdningsorkestret væk. Blå Bjarne – altså førnævnte finansminister - benyttede sig af en blanding af eufemisme (forskønnende omskrivning) og for at blive i de litterære termer en allitteration (bogstavrim), da han udnævnte forslaget til Finansloven 2015 til – intet mindre end - Fællesskabets Finanslov. Efter forliget med støttepartierne, indebærer det flere pædagoger, sådan at der bliver ¼ pædagog (såkaldt årsværk) mere per institution. Men til glæde for kærligheden blev den gensidige forsørgerpligt ophævet for samlevende og ikke-gifte kontanthjælpsmodtagere fra og med 2016. Forsørgerpligten blev håndhævet og dyneløftet i cirka 1 år, så nu må også regeringen, hårdt presset af støttepartierne, mene at størst af alt er trods alt kærligheden. Sundhedsministeren vil også være gavmild i den gode juletid og vil afbureaukratisere psykiatrien. Mindre papirarbejde og mere tid til patienterne.

Så blev det atter jul. Man må i denne tid undres og af og til glædes. Således opmuntrede, kan jeg kun ønske alle en god, varm, afslappende, rehabiliterende og gevaldig glædelig december og alt godt i det nye år! Med de manende ord fra juleshows fra Disney og fra tidernes morgen, vil jeg i traditionens ånd gøre disse til mine og LAP’s:

Fra alle os til alle jer – Vi ønsker jer en rigtig glædelig jul! Og også alt godt for det nye år!

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi

Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv!