De røde løbere var endnu engang rullet ud, og utallige mennesker med røde trøjer løb rundt for at skabe de bedste muligheder for endnu et psykiatrimøde. Endnu en gang.Eller rettere det syvende.
Om de 7 år for psykiatrien, ligesom bogen ’Syv Aar for Lea’ betegner en lang frustrerende kamp eller svarer til biblens ord i Det Gamle Testamente om 7 gode og 7 dårlige år, 7 fede år i overflod og 7 i hungersnød, er som så meget andet et personligt og politisk spørgsmål.
Uanset at mange brugere, behandlere og politikere taler om flere penge til psykiatrien, bliver de kommende 7 år under alle omstændigheder næppe fede og i overflod. Men håbet om bedre tider kan vi alle have. I Folketingets vandrehal står skrevet på væggen: Håbet beskæmmer ingen.
Alt på Psykiatritopmødet var ikke som det plejede. Initiativtageren og den gamle rorgænger og landsfader, den tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen takkede af. Manden som i en nytårstale i 1997, fremsatte de ofte citerede ord: Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Poul Nyrup overlod roret som formand for Det Sociale Netværk til borgmesteren for Helsingør, Benedikte Kiær. Poul Nyrup tog initiativ til dette netværk og samtidig det årlige Psykiatritopmøde i 1997, efter han vendte hjem til Danmark fra sin tid i Europaparlamentet. Det er Det Sociale Netværk sammen med et andet netværk, ’PsykiatriNetværket’ som skal fortsætte Psykiatritopmøderne den første lørdag i oktober. PsykiatriNetværket består af 14 organisationer – blandt andre LAP, SIND, Bedre Psykiatri, tidsskriftet Outsideren, OCD-foreningen og Livslinjen. Formanden her hedder Mogens Seider, som er daglig leder af Fountain House, som også er med i netværket.
Det var også denne gang på Frederiksberg. Det var ikke kun de 7 år, som blev fejret. Christian Martin var en af debatdeltagerne og han fejrede sine 13 års recovery-dag. Christian er selv recovery-konsulent. Det kommer meget an på, hvilke forhold man har til at støtte sig… Han fastslog, at systemet skal bygge håb op og sammen med psykiatribrugeren skabe grundlaget for et godt liv. En anden deltager i debatten, psykiatrisk konsulent Per Vendsborg sagde: ’Nu er jeg læge, og vi har forstand på at være syg! Ikke forstand på at være rask…’ - Derfor er det vigtigt, at man lytter til brugeren, brugerne. Derfor er dialogen altafgørende vigtig, og at brugeren bliver og føler sig hørt. Brugeren skal ikke tilpasses ’Systemet’. Systemet skal tilpasses brugeren…
Den standende debat, som har kørt et stykke tid om diagnoser, delte også vandene på mødet. Psykiater Per Vendsbog sagde, at han var modstander af at omdefinere sygdomsbegrebet. Karl Bach, fra LAP, var uenig og talte for en omdefinering. Han så hellere en betegnelse om psykosocial funktionsevne som overordnet begreb. Han sagde, at ligesom man fx kan være sliksyg, morsyg og skinsyg kan man også være periodisk sindssyg, uden at man lider af en eller anden sygdom. Debatten om, hvornår er man syg, og hvornår er man rask, fyldte en del. Der var måske en vis enighed i, at diagnoserne skulle fylde mindre, og de kunne være sten på vejen. Man skulle hellere fokusere på at fjerne sten og i stedet bane vejen for ’den bedste dig’ med de bedste muligheder.
Ungdomsformanden for Røde Kors, Amalie Utzon, fortalte om et arbejde, hvor frivillige kom på hospitalsafdelinger mest for at spille ludo. En af de frivillige havde sagt til en sygeplejersske at ’det var jo ikke noget særligt’. Hvortil sygeplejersken svarede, at ’det er det bedste der var sket i lang tid…’ Repræsentanten fra Peer-projektet sagde at mindst 1/3 af socialpsykiatrien bør være ’peers’, men at der var en stivhed i systemet.
Peers er ansatte psykiatribrugere rundt omkring, som har erfaring og viden, og som undersøgelser har bevist har en langt større og gavnlig virkning på andre psykiatribrugere. I den modsatte ende af den politiske fødekæde bebudede den nytiltrådte Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde om psykiatrien at ’dette område har min bevågenhed’. Det lyder lovende, og hvad kan man forlange mere? - Måske at den kommende tid viser forståelse og handling. Et ubestrideligt højdepunkt var en række blå og røde balloner, som fra scenen blev sendt ud i salen, og som publikum skulle sende videre i et rødt eller et blåt mål. Det var et ordløst scenarie som viste at mennesker, ukendt for hinanden, kunne samarbejde og endda få noget fornøjeligt – og konstruktivt – ud af det. Ord er et væsentligt redskab til at forstå og nå hinanden. Smilet er den korteste vej mellem mennesker, sagde verdensdanskeren Victor Borge. Lykken er at glemme sig selv i andre, sagde H. C. Andersen. Jeg siger, at seancen viste, at ord ikke altid er nok – viljen til samarbejde og troen på at handling giver forvandling skal også til. Så blev det også ekstra festligt af at ballonkastningen og ballonskubningen skete til tonerne af min barndoms absolutte hit: ’Jeg vil ha’ en blå ballon’. Ikke desto mindre viste det endelige resultat, som vist ikke skal tages som nogen form for valgprognose, at flest røde balloner kom i mål.
Som et sidste tegn på nye tider sluttede mødet med en fællessang. Det var traditionen tro ’Du kom med alt hvad der var dig’. Men denne gang var det ikke landsfaderen med den gode last at bryde ud i sang, Poul Nyrup, men PsykiatriNetværkets formand Mogens Seider, som stod for sangen. Han var dog så beskeden, at han udlod at synge for, men overlod det til salen og en telepromter. Telepromteren, som stod for teksterne på storskærmen, havde hele dagen fungeret upåklageligt. Men da den skulle have sit endelige gennembrud, brød den tilsyneladende nervøst sammen. Måske blot et udtryk for solidaritet med alle de tilstedeværende psykiatribrugere og dansk psykiatri i særdeleshed. Så teksterne til sangen hoppede og dansede frem og tilbage og skabte ren forvirring i sangen. Det kan heldigvis ordnes til næste år – og så må vi se og vente, håbe, arbejde, samarbejde, kæmpe, skrive, tale og tro på bedre tider for hjertesagen – større forståelse og bedre forhold for psykiatribrugerne i Danmark.
