NU ER DET ATTER JUL IGEN – DET LA’R SIG IKKE SKJULE

Det er der tilsyneladende ikke mange og delte meninger om. Og dog er de der, men stemmerne er svage og næsten tyste. For mange af vore læsere og mange mennesker i og i nærheden af den danske psykiatri, er julen svær at komme igennem. Der er måske ikke den helt store sociale nød, hvor den lille pige med svovlstikkerne frysende sidder udenfor og ser den glade familie danse om juletræet i den varme og pyntede stue. Og dog. Der er alligevel mange, som er udenfor. Både uden for den fysiske varme, som hjemløs eller hvileløs, men også den familiære, psykiske og sociale varme. Varme er der brug for i en kold tid.

Jeg vil derfor opfordre alle til at tage lidt flere ind i varmen eller måske bare spørge om at mødes til en kop the, kaffe eller gløgg eller måske en kold øl eller sodavand. Nogle gange kan man være heldig og få et uventet smil, en varm hånd eller et knus eller måske endda nogle gode timer sammen med andre.

Som gode gamle H. C. Andersen skrev, lykken er at glemme sig selv i andre.

Det er i al fald ikke lykken at blive glemt…. Og det kan vi ikke være bekendt.

Jeg holder af Julen trods alt…  Julen er mere end nogen anden højtid forbundet med følelser, fø- lelser om den kære juletid i familiens og julelampens skær. I det hele taget følelser.

Drømmen om barndommens jul, hvor der altid lå to meter sne. Vi længes efter de gode følelser. Derfor er det ekstra svært, når de ikke bliver gengældt af familie, venner, gaver og overflod af god mad. Vi har et naturligt behov for at få indfriet vore følelser. Vi har et behov for at blive rørt – både psykisk og fysisk. Små børn kan dø af mangel på berøring. Vi voksne er mere hårdhudede. Mange film og tv-serier spiller på vore følelser. Som juleklassikeren med den pæne gennemsnitsamerikaner James Stewart: Den er som flere andre af sin slags, så snydende sentimental og tårevædende, tæer-krummende af stormflodsdimensioner. Og jeg elsker dem.

Julesangene er specielt udspekulerede, så de ikke går ud af cirkulation, men kan genbruges hvert evige år. I mange år var den mest spillede sang overhovedet Irving Berlins ’White Christmas’. Den blev sunget af smørsangeren Bing Crosby og af utallige andre sangere verden over. I Danmark blandt andet af den selvudnævnte kartoffelsanger Gustav Winckler. Han drømmer om en hvid jullllll.

I min barndom, hvor der var radiostjerner og ikke kun tv-stjerner, som udmærker sig i kraft af mangel på talent, var der en brillantinecharmør og ’Hvornår var det nu det var’-quiz-vært, som hed Claus Walther. (Redaktionelle noter til yngre læsere: 1) Brillantine var noget, mænd kom i håret for at slippe for at vaske det, men til gengæld dufte af sprit, og håret sad til gengæld fast og så måske lidt vådt ud. 2) Gustav Winckler sang også et udødeligt Melodi Grand Prix’-flop om spegepølsen ’Salami – Din ende er rund – og du er så sund. Jeg putter dig ind i min mund’.) Walther sang dog i stedet: ’Jeg drømmer om en varm juli.’ Det passede også bedre til versefødderne.

 Og på en både passer den også bedre til originalen med Crosby, for han synger oprindeligt, at han i bil kører rundt i Beverly Hills L.A., hvor der er palmetræer og evig sol og derfor drømmer om kølende sne og hvid jul. Internettets mest læste skribenter, véd også at følelser er noget som hitter. Der er mageløst bedå- rende og behårede katte og killinger, som bjergtager ved deres blotte tilstedeværelse. Der er dagbogsblade og hjerteskærende beretninger om livets op- og nedture. 

Der er mindeord når et kendt menneske dør. Her viser vi vores iboende trang til at være sammen i et fællesskab – også om savnet og mindet. Forleden så jeg en lille historie fra USA, jeg blev grebet af. En yngre kvinde med et grædende barn på armen står og skal betale i supermarkedskøen. Hun prøver det ene kort efter det andet og utallige pinkodekombinationer uden held, men stadig med et grædende barn på armen. Det tager lang tid, og køen er ved at eksplodere i utålmodighed. Så træder en ung mand længere tilbage i køen frem og tilbyder kvinden at betale de 1.500 kr., varerne koster. Hun nægter flere gange, men efter pres fra køen – og dens køer - giver hun sig. Hvad kan jeg gøre til gengæld, spørger hun, og han svarer blot, at hun skal gøre det samme for en anden en anden dag.

I flere dage efter går kvinden og har en trang til at takke. Hun husker et reklameskilt, han havde på blusen og finder frem til hans arbejdsplads. Hun ringer op, og straks hun fortæller chefen om hændelsen, bryder han i gråd. Chefen fortæller, at den unge mand få dage efter blev dræbt i en bilulykke. I førnævnte radiotid, var der i den sort/hvide tv-tid også en ubehjælpsomt irriterende, men godhjertet ældre herre, som udgav sig for skolelærer. Efter de mest indviklede og måske kluntede historier mundede han altid ud i det store spørgsmål: Hvad kan vi så lære af det? – Jeg kan ikke svare andet end: Det véd jeg ikke! Andet end at vi har brug for at røres og berøres. At nogle gange kommer hjælpen, når man mindst venter det.

At af og til virker det, som det hele er meningsløst. At vi skal nyde og leve, mens vi kan og tid er. At det betyder noget, at vi tænker på andre end os selv. At nogle gange kan ukendte mennesker pludselig betyde noget for nogen – tæt på og langt væk. At hvert menneske har sin helt særlige og unikke historie. Og måske at alt godt har sin ende,

Mange følelser og tanker er den seneste tid gået til Paris og Frankrig. Jeg sad og bladrede i et gammelt nummer af tidsskriftet Outsideren, som jeg i sin tid var redaktør af og opdagede, at jeg i den redaktionelle kommentar, havde citeret den franske forfatter og Nobelpristager Anatole France: ’Eksistensen ville være uudholdelig, hvis vi aldrig drømte.’ Han skrev også om lighed/ulighed – en diskussion, som stadig er højaktuel: ’Den ophøjede lighed for loven, forbyder såvel rig som fattig at sove under broerne, betle på gaderne og at stjæle brød.’ Jeg har lige haft den glæde at arbejde sammen med mesterkokken Søren Gericke om en ny kogebog, skrevet af psykiatribrugere. Her citerer Søren også Anatole France med yndlingsordene: ’Dem, jeg elsker, ønsker jeg et gran af vanvid – det gør hjertet let.’ Med disse smukke ord sender jeg, og alle i LAP, et fromt, men særdeles velment og hjertevarmt ønske: Fra alle os – til alle jer – ønsker vi en rigtig glædelig jul!

Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi.

Hav det godt og pas nu rigtigt godt på jer selv! Kærligst Michael