Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har stået i spidsen for Psykiatritopmøderne siden 2009, de har alle sammen været afholdt på Frederiksberg Gymnasium, også i år.

Konceptet er det samme gode hvert år, en kendt konferencier, (Cecilie Frøkjær, Martin Krasnik eller Mikkel Bea - alle kendt fra tv) i år var det Huxi Bach, kendte politikere - ofte ministre, populære musikere så som Peter Belli, Savages rose, og Tina Dickow. Derudover foredrag samt workshops, hvor man vælger et emne, man kan debattere i et lille forum. Afslutningsvis en panel debat. Rammen er god, så god at jeg har brugt tid på arrangementet hvert år, også i år.

Det er nogle kloge foredragsholdere, de har hyret. De siger det, som folk i salen vil høre, det vil sige ser meget kritisk på psykiatrien, samt flytter fokus fra den sindslidende til alt muligt andet, samfundet, arbejdsgiveren, sagsbehandleren osv. Det er netop for følsomt et emne at tale om, hvad den sindslidende selv kan gøre. Som en af tilskuerne sagde, der var med for første gang i år: ”det er vennerne der mødes”, det var godt formuleret. Der var (igen) vennesnak, vi blev hele tiden ”strøget” med håret, som man siger. 

Sygdommen, som en sindslidelse jo er, blev også i år forklejnet, som én sagde om sig selv, når han var indlagt på en lukket afdeling: ”Jeg har ikke en sygdom, jeg har bare en midlertidig personlighedsændring”. Til det replicerede en læge: ”Nu skal vi passe på ikke at forklejne og udvande det hele, der er også fordele ved at have en sindslidelse”. Det, han mente, var at hvis det kun er en midlertidig personlighedsændring, så kan man godt aflevere sin førtidspension, samt de andre økonomiske fordele, der er ved at være syg og have nedsat erhvervsevne.

Et tidligere år havde én fundet en karikaturtegning frem, han projekterede op, så alle kunne se den. Den forestillede en læge, der trak en vogn med firkantede hjul. Oppe i vognen lå brugerne formede som runde hjul... underforstået at lægen var så dum, at han ikke kan se, at de runde ”bruger-hjul” kunne få vognen til at rulle hurtigt afsted. Tidligere formand for socialrådgiverne Betina Post, sagde i forbindelse med at få brugerne ud på arbejdsmarkedet, at det var ikke reglerne og brugerne, der var noget galt med, men der imod sagsbehandlerne, ”så dem skulle vi måske skifte ud”. Det klappede hele salen selvfølgelig af. 

På det første topmøde, sendte et LAP medlem det signal ud, at sindslidende bliver behandlet ligesom sorte i Sydafrika, under apartheid systemet for 30 år siden. Med andre ord, de sindslidende bliver holdt uden for jobs og boligområder her i Danmark, med usaglige begrundelser, svarende til at ens hud er sort.... (sammenligner manglende faglige kvalifikationer, og ikke så stor en økonomisk levefod med sort hud farve).

Dem, der arrangerer de møder, er nogle kloge mennesker, de ved godt hvad folk vil høre. Poul Nyrup er også en klog mand, han står ikke i spidsen for en ny psykiatribrugerforening, men et netværk, som kan rumme alle dem, der er i forvejen. Det er altså ikke en konkurrent, tilmed kommer mange af medlemmerne fra x, y og z organisation til mødet, da deres organisation betaler rejseomkostningerne. Der kommer aldrig noget frem, som er faktuelt forkert, som så bliver stoppet, eller som man kan lære af. Såsom på en skole for voksne sindslidende, hvor lederen ansatte både sin mand og voksne søn. For at få plads til manden måtte hun fyre et stk. lærerinde. Det er et brud på forvaltningsloven.

Konklusionen på det hele er, at det er pakket godt ind, men det rykker ikke noget, man følger aldrig op på noget et år efter eller konfronterer ledere på x, y og z sted med dette og hint. En positiv stemning vil man have, men mon jeg ikke også kommer til næste år, trods alt.