15.10.2016
LAP's landsledelse har på sit møde den 15. oktober besluttet at udsende pressemeddelelse i anledning af satspuljepartiernes forlig med regeringen om "Handlingsplan til forebyggelse af vold på botilbud".
Regeringen har indgået forlig med alle folketingspartier undtagen Enhedslisten om at give landets kommunalbestyrelser ret til at indespærre voksne psykiatribrugere på ubestemt tid.
Med nattens forlig om en satspuljefinansieret pakke til forebyggelse af vold på botilbud bryder lovgiverne med et princip om, at man enten skal være aktuelt sindssyg eller være dømt for en strafbar forseelse for at kunne spærres inde på en psykiatrisk afdeling.
I alle landets regioner skal der oprettes såkaldte socialpsykiatriske sygehusafdelinger, som man kan visiteres til, hvis man vurderes at være til fare for andre, har en svær psykisk lidelse, nedsat funktionsevne (handicap) eller svære sociale problemer og har været tvangsindlagt mindst én gang inden for det seneste halve år. Beslutningen om tvangsindlæggelse på de nye afdelinger tages for et halvt år ad gangen – reelt er der tale om anbringelse på ubestemt tid, noget der normalt kun kan ske via domstolene, hvis man har begået alvorlig personfarlig kriminalitet. Forliget bryder således med retsprincippet om, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist. En beslutning om ufrivillig anbringelse kan - efter en formentlig langvarig klagebehandling i Ankestyrelsen – påklages til domstolene, men erfaringsmæssigt er det ganske få, der vil få medhold ved domstolen. I det hele taget afspejler de meget indviklede klageprocedurer i forbindelse med ufrivilligt ophold på de nye afdelinger, at der er tale om et meget uheldigt miskmask af vidt forskellige lovgivninger og traditioner.
Bliver man visiteret til en af de nye afdelinger, vil det reelt blive ens bopæl, idet man bliver frataget sin evt. plads på offentligt støttet bosted. Man skal ovenikøbet selv finansiere en stor del af opholdet, med mindre man til daglig har egen helt privat bopæl. Som vi ser det, er den eneste reelle forskel på de nye "socialpsykiatriske afdelinger" og den almindelige tvangspsykiatri, at man ikke må bæltefiksere eller tvangsmedicinere, men her vil en overflytning til en almindelig tvangsindlæggelse formentlig blive taget i anvendelse i det øjeblik, man opfylder psykiatrilovens kriterier for den form for tvang. Desuden lægges der op til lidt mere socialfagligt personale på de nye afdelinger.
Forliget repræsenterer desværre et brud med princippet om skadesreduktion, der de seneste årtier har kendetegnet stort set al misbrugsbehandling her i landet. I 90'erne blev der i de daværende amter skabt en række velfungerende botilbud for mennesker, der både er ramt af alvorlige psykiske lidelser og samtidigt har et misbrug af lovlige eller ulovlige rusmidler. Her tolereres brug/misbrug af rusmidler, så længe det foregår i egen bolig, samtidig med at man løbende tilbyder og forsøger at motivere til misbrugsbehandling. Disse velfungerende botilbud blev videreført i landets 5 regioner, men har de senere år haft svært ved at overleve på grund af manglende henvisninger fra og spareiver i landets kommuner. Selv om der i virkeligheden er brug for flere af sådanne mindre og rummelige botilbud, er de enten blevet økonomisk beskåret eller helt lukket ned de senere år. Det var her, man fra regeringens og satspuljekredsens side burde have sat ind! På de nye "socialpsykiatriske afdelinger" kan vi se frem til en form for nultolerance-holdning, hvor en formodning om, at man vil indtage/købe rusmidler, i sig selv kan være grundlag for tvangstilbageholdelse eller tvangstilbageførsel.
Med nedsat funktionsevne som et af kriterierne for tvangsindlæggelse på de nye afdelinger, er forslaget i strid med handicapkonventionens artikel 14 om, at "et handicap i intet tilfælde kan berettige til frihedsberøvelse", og artikel 19 om, at man uanset handicap har ret til selv at vælge, hvor og med hvem man vil bo. Fra LAP's side kan vi kun opfordre regeringen og satspuljekredsen til at annullere den del af den indgåede aftale, som nu vil skabe en gruppe af mere eller mindre retsløse klienter på nye fængselslignende "socialpsykiatriske afdelinger".
For yderligere information, kontakt venligst:
LAP - www.lap.dk - Udviklingskonsulent Karl Bach Jensen - karl@lap.dk - 5152 6218
LAP - www.lap.dk - Talsmand Nils Holmquist Andersen - n@blot.dk - 8121 2120