Udgivelser fra LAP

Pjece udgivet af LAP, og udarbejdet af Mårten Breum ANTV og en arbejdsgruppe i LAP.
Læs hele pjecen herunder:

Indhold

1. Velkommen på arbejdsmarkedet
2. Projektmager?
3. Udannelse
4. Skånejob, flexjob eller ordinært arbejde?
5. Tilbage til arbejdsmarkedet efter sygefravær
6. Faglig organisering
7. Mobning
8. Hash, stoffer, alkohol og arbejde
9. LAP - og arbejdsmarkedet

1. Velkommen på arbejde!

"I dit ansigts sved skal du tjene dit brød", sagde Gud til Adam, da han kastede denne ud af paradis. I Danmark - og andre såkaldte velfærdssamfund er det ikke alle, der skal arbejde. Vores meget specialiserede og højteknologiske arbejdsmarked holder nogle udenfor. Arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister udgør en stor del af den voksne befolkning. Mennesker, som i deres voksenliv kun har en svag tilknytning til arbejdslivet. Alligevel taler både fagbevægelsen og arbejdsgiverforeninger om "Det rummelige arbejdsmarked" - og hvis de får skabt det, hvordan kan vi så bruge deres koncept til at komme i gang igen?

De fleste, der er brudt sammen psykisk, ved hvor hårdt det er at gå på arbejde samtidig. Derfor vælger mange at droppe ud fra deres arbejdsplads eller uddannelse. Måske bliver man fyret som det første i forbindelse med en sygdomsperiode. Så kommer man forhåbentlig lidt på fode igen. En psykisk lidelse og arbejdsmæssig skuffelse rigere - og hvordan kommer man så i gang igen? Eller hvis man som ung er droppet ud, og ikke kan se en vej ind på arbejdsmarkedet - hvordan finder man sin plads igen.

Denne pjece er et redskab for mennesker, der har været ude i psykiske kriser eller sygdomme. Den handler om de særlige tilbud, der er til os og de muligheder, vi har for at komme i gang igen med et arbejde.

Fagforeninger, rettigheder og pligter er en del af arbejdslivet. Hvordan ser det ud for dig, der måske har et beskyttet arbejde? Hvordan klarer man forholdet til sine kolleger - skal man være åben om, at man har været ude i en krise? Hvis man bliver fyret, skal man så bryde sammen og søge til psykiatrien, eller kan man klare den - og blive stærkere - komme videre?

I denne pjece, der er ment som en minihåndbog for psykiatribrugere, der gerne vil i gang, skulle du gerne kunne finde svarene på dine spørgsmål.

Der er samfundsskabte barrierer, der hindrer, at du kan komme i gang. Men der er også meget, man kan gøre selv. Måden hvorpå man fra samfundets side betragter mennesker, der har været ramt af psykisk sygdom, er dog med til at begrænse arten af den hjælp og de tilbud, vi kan få.
Lovgivningsmæssigt og administrativt sættes vi, der har eller har haft det psykisk og socialt svært i samme kategori som hjemløse og misbrugere. Konsekvensen er, at vi ikke har de samme rettigheder som andre, hvis liv gøres besværligt af et større eller mindre handicap!

Vi håber, at alle psykiatribrugere og andre marginaliserede grupper kan bruge denne pjece som et brækjern. Et brækjern, der kan føre os ind i samfundet igen - højne vores livskvalitet, forbedre vores økonomi og give dig og mig gode oplevelser. God læselyst!

Ind på den rette hylde...

"Alle statistikker siger, at hvis du har et arbejde, så lever du længere. Og hvis du har et socialt netværk, så lever du længere. Faktisk bliver vi gladere af at være sammen med andre mennesker - og det kan f.eks. være på arbejde..."
Marie Louise Knuppert, Sekretær, LO

"Der er brug for flere skånejobs. For når man har fået sin førtidspension og er blevet sat ud på et sidespor, har man brug for at komme i gang igen. Og at der bliver taget hensyn til én..."
Mogens Pedersen, Kioskbestyrer, Brugerkiosken

"Arbejde er suverænt det mest identitetsskabende i dette samfund. Det er afgørende for, hvordan folk føler sig tilpas. En ansat i Brugerkiosken sagde, at hvis nogle skulle spørge efter hans fagforeningsbog, så kunne han vise den. At han, når han sad i toget på vej hjem, kunne tænke, at han var lige som de andre i toget - på vej hjem fra arbejde - og ikke bare et tossehoved, der havde været inde i byen og drikke en kop kaffe, fordi han ellers ikke vidste, hvad han skulle lave..."
Hanne Grey FAP-Århus

SKAL man arbejde?

Arbejde er mange ting. Hvis man har det skidt, er det et stort arbejde f.eks. at holde sit hjem pænt. Men hvis man har lidt overskud, kan man tage sig sammen til at deltage i foreningsliv eller uddannelse med videre. Og for mange er det et mål at komme i gang igen på arbejdsmarkedet. Men hvad ER arbejde?

Hvad ER arbejde?
Hvis ikke milliarder af mennesker havde brugt en stor del af deres liv på arbejde, ville vi i dag højst leve i stenalderen. Ja selv stenaldermennesket og dets forfædre måtte bruge en stor del af deres tid på at skaffe sig føde, tøj og bolig. Det er faktisk først i det moderne "velfærdssamfund" at der er råd til, at store dele af samfundets medlemmer er uproduktive. Men er man uproduktiv, fordi man ikke arbejder med noget, man får løn for? Ikke nødvendigvis.

Arbejdet som begreb er enormt. Det består i at bruge sin tid. At flytte materielle ting fra det ene sted til det andet, eller at forandre ting, mennesker, tanker til noget andet, noget nyt. Så man kunne sige, at selv psykiatribrugeren, som lever et liv i en af samfundets institutioner, gør et arbejde. Hun forandrer sig selv!

Vi i LAP vil gerne være med til at give psykiatribrugere værdighed og udvikling. Derfor mener vi, at arbejdet med sig selv er vigtigt. Og at arbejdet sammen med andre er det vigtigste arbejde, man kan gøre med sig selv! Når man arbejder sammen med andre, forandres man - udvikles. Der stilles krav til én. Man lærer nyt. Og det kan ske mange steder...

Frivilligt arbejde er også arbejde - og handler om fællesskab!

Danmark er et foreningsland. Og et folkeoplysningsland. Mange psykiatribrugere starter deres "nye liv" efter en psykisk krise med hensyntagende undervisning, aftenskolekurser eller foreningsarbejde. Og for nogle bliver det det, der giver livet mening i mange år. LAP's grundforeninger, foreninger af psykiatribrugere (FAP'er), er et lokalt netværk. Og du kan ikke finde nogen lokal psykiatribrugerforening, der ikke med glæde tager imod en ny frivillig. Det gode ved foreningsarbejde er, at man selv kan skabe sine aktiviteter. At man stort set selv bestemmer, hvad man vil være med til - eller sætte i gang.

Selvdisciplin
At starte på en uddannelse eller melde sig til et stykke frivilligt arbejde kræver noget. Ikke så meget som et dagligt lønarbejde. Men man skal vide, at det forventes, at man forpligter sig. Når man har meldt sig til et sprogkursus, kan man ikke følge med, hvis man ikke kommer til næsten alle timer. Hvis man har meldt sig til bestyrelsen i en forening, risikerer man sit omdømme, hvis man ikke kommer til møderne. Den selvdisciplin som får dig ud i den sure vinteraften fra din lille trummerum i lejligheden, kommer mange gange tilbage, når du efter kurset eller bestyrelsesmødet kommer hjem og føler, at du har udrettet noget, lært noget eller fået nye venner.
Den psykiske tilstand, som angst eller depression fører med sig, kan godt være i vejen i perioder. Her kræver det også selvindsigt og selvaccept at melde sig syg - og erkende, at det blev altså ikke i år, man lærte spansk. Selvdisciplin vil også gøre, at dit ry bliver, at "hun sørger altid for at melde fra". Det kan give selvværd, selv i en svær situation . Og de andre, som man arbejder sammen med, føler at man værdsætter dem, når man - på trods af angst eller depression - gør sig den anstrengelse at melde fra.