3. Uddannelse
At lære noget nyt er dejligt. Uddannelse rækker lige fra tilegnelse af en ny bageopskrift eller en ny måde at snakke med sin søster på - til at lære om verdenspolitik eller universets matematik...
At lære noget nyt kan man altid gøre med god samvittighed. Det behøver ikke direkte at føre til et arbejde. Hvis man gerne vil lære engelsk, fordi man gerne vil forstå teksterne i sin yndlingsgruppes musik, er det OK. Men måske finder man en dag ud af, at der er en forfatter, som skriver på et spændende engelsk. Eller man får lyst til at rejse til de Britiske øer.
Sådan er det også i forhold til erhvervsrettede uddannelser. Det er godt at kunne noget. Og man behøver ikke nødvendigvis finde et job i det, man har uddannet sig til - eller rettere kan man ikke være sikker på, at man får et job inden for sit felt, når man påbegynder sin uddannelse. Det handler om mange ting: Kriser på arbejdsmarkedet, ens egen psykiske tilstand, ens dygtighed til at sælge sig selv, ens evne til at finde gode tilbud...
Psykiatribrugere er nøjagtigt lige så velbegavede som andre mennesker. Så samfundets mange uddannelsestilbud står i princippet åbne for os.
Psykologhjælp m.m.
I mange amter har man gratis psykologhjælp på gymnasierne og evt. andre ungdomsuddannelser for de 17-19 årige. Hvis du føler, at du er ved at droppe ud - og måske har brug for råd og hjælp - så henvend dig til din studievejleder. Når det gælder faglige uddannelser, lærlingeuddannelser o.s.v. får man nok bedst hjælp ved at henvende sig til sin fagforenings socialrådgiver med sine problemer i første omgang.
"Bogstøtten" er et tilbud i København for studerende på videregående uddannelser. Det holder til hos Fountain House i København. Adresse: Bogstøtten, Teglværksgade 22, 2100 Kbh. Ø, Tlf. 3916 0970, www.fountain-house.dk
Specialpædagogisk Hjælp
På erhvervsuddannelserne og de videregående uddannelser er der mulighed for at få specialpædagogisk bistand når det gælder om at få styr på dit uddannelsesforløb, men det er meget ukendt. Der er mulighed for at få flekset din uddannelse lidt eller få noget støtte. Ordningen administreres af SU-styrelsen.
Glidende overgange
Der er ikke langt fra at være dygtig til at tegne eller snedkerere, til at gå på et kursus for at blive bedre. Der er ikke langt fra at lave et godt stykke frivilligt, socialt arbejde - til at blive ansat i en FAP eller en anden forening som medarbejder i skånejob. Der er ikke langt fra at arbejde i skånejob til den dag, hvor man står foran et valg: "skal jeg sætte pensionen i bero og tage et flexjob". Men der kan komme sygdomsperioder ind imellem. Så kan man komme tilbage til "start" og må begynde forfra igen. Der er ingen, der har sagt, at livet er let!
De næste sider handler om, hvordan man praktisk kan gå i gang med arbejde - hvis det er valget.