Mange kommuner er som bekendt meget kreative, når det gælder om at få penge i kommunekassen. Heldigvis er det dog sjældent, at man – som en sag LAP har været inddraget i – går direkte efter de svageste grupper.

En kommune havde her fået den idé, at man kunne begynde at kræve betaling af brugerne til et kommunalt værested. Normalt kan man ganske vist godt kræve betaling for mange af de ydelser, kommunerne tilbyder efter serviceloven. Men netop her vil tanker nok for de fleste virke noget absurd. Væresteder for socialt udsatte grupper er indlysende nok tænkt som en støtte- og forebyggende ordning - og ikke en serviceydelse.

At kræve betaling her ville åbenlyst modvirke selve ideen med det forebyggende og opsøgende arbejde over for svage og udsatte grupper.

Efter at LAP gentagende gange spurgte til, hvilken lovhjemmel kommunen mente der var til at kræve brugerbetaling, blev kommunalpolitikkerne åbenbart alligevel i tvivl. En forespørgsel i socialministeriet betød da også, at kravet om brugerbetaling blev droppet.

Sagen viser hvor vigtigt der er, at brugeren ikke blot slår sig til tåls med en kommunal beslutning, men går videre med sagen – som i dette tilfælde til LAP.