Pressemeddelelse
København den 7. februar 2005
Luften er tæt af cigaretrøg, når man træder ind på Sidelinien på Nørrebro, der er et aktivitets- og værested for mennesker med psykiske lidelser. Et par gange i løbet af dagen er der rygepauser, hvor der bliver luftet ud, men ellers lægger røgen et tæt slør over stedet. Men nu har en gruppe brugere, besluttet at det skal være anderledes. De vil skodde smøgerne eller i det mindste skære ned på forbruget.
- Vi har nok tidligere været lidt berøringsangste over for folk med psykiske lidelser og ment, at de skulle have lov at have cigaretterne at støtte sig til. Men blandt folk med psykiske lidelser er der jo mange der gerne vil stoppe med at ryge præcis som blandt de øvrige københavnere, og derfor er vi også glad for at Sidelinien henvendte sig til os for at få hjælp, fortæller sundhedskonsulent Helle Boyer Dræby, Folkesundhed København.
Sund livsstil er et tema, der har været på dagsordenen i flere år på Sidelinien. Først blev maden sundere, så begyndte de at motionere, og nu er turen kommet til cigaretterne.
- Brugerne har været meget interesseret i at arbejde med deres sundhed. De kan mærke at sund mad og motion hjælper på humøret. Vi har taget det i små skridt, så sundhed bliver en del af hverdagen og nu er nogle altså parat til også at gøre noget ved rygningen, siger Inge Jane Christensen, som arbejder på Sidelinien.
Folkesundhed København har derfor lige startet det første rygestopkursus på stedet. 6 rygere ud af stedets 40 brugere har meldt sig. De skal nu mødes 5 gange á 2 timer under ledelse af en rygestopinstruktør, der vil give dem værktøjer til at komme godt igennem rygestoppet, håndtere evt. vægtproblemer og forblive røgfri. Og som noget særligt også sørge for at brugerne kontakter deres læge, hvis der er brug for ommedicinering efter at cigaretterne er lagt på hylden.
Sidelinien er det første sted, der er startet rygestopkurser for københavnere med psykiske lidelser men værestedet Pegasus på Enghave Plads og institutionen Lindegården i Roskilde følger snart efter.
For yderligere information kontakt:
Sundhedskonsulent Helle Boyer
Dræby,
Folkesundhed København
Telefon 26 74 07 49
eller
Inge Jane Christensen,
medarbejder på Sidelinien:
telefon 35 82 85 51.
Sidelinien ligger i Bragesgade 8 C på Nørrebro og har åbent: Mandag - onsdag kl. 8.30 - 15.30, torsdag kl. 8.30 - 20.00 og fredag kl. 8.30 - 14. Læs mere på www.side-linien.dk