For at forbedre demokratiet i LAP og andre steder, må vi kunne betragte tingenes tilstand lige nu både kritisk og konstruktivt. Her kommer et forslag om et bedre demokrati.

Lige nu er det sådan, at et stort flertal (over 2000) af nuværende og tidligere LAP-medlemmer har valgt at forlade foreningen. Vi har lige nu knapt 700 medlemmer tilbage.

Nej, tro nu ikke, at det er sket på én gang i en slags samlet protest. Det er bare tilstanden lige nu – på baggrund af hele foreningens ca. 7-årige historie. Men det ville nu være rart at være 2700 LAP-medlemmer i dag, og det er dumt at se bort fra et signal om, at for så mange var udbyttet af at stå i LAP ikke umagen og kontingentet værd.

At et flertal har skrottet LAP, betyder ikke, at LAP er så dårlig, at den skal skrottes af alle og nedlægges. Tværtimod – det må være et mindretals ret at holde fast ved noget, som de tror har noget godt i sig, også i mod flertallets opfattelse. Og LAP har jo netop dette gode i sig, at LAP tror på, at f. eks. gruppen af psykiatribrugere har noget godt at holde fast i, også selv om det måske strider imod et endnu større flertals opfattelse. Så langt så godt.

Men det er jo ikke bare dem, der har skoen på, der ved, hvor den trykker. De, der har haft skoen på, men har smidt den fra sig i ærgrelse, ved måske også noget. Jeg har talt med nogen af dem, der har forladt LAP, og jeg tror, at den udløsende faktor oftest har været, at de ikke kunne udholde de indre konflikter i LAP.

Altså kunne LAP som helhed vokse sig stærkere, hvis LAP havde en bedre måde at håndtere modsætninger på.

Konflikterne opstår især, når der besluttes eller prioriteres noget, der binder alle i fællesskabet, så bedre fælles beslutningsprocesser vil være en stor hjælp.

Nu er LAP’s almindelige demokratiske principper jo ikke dårligere end andre organisationers. Men de er altså heller ikke bedre. Og det er jo ikke sikkert, at gennemsnittet er godt nok, hverken til psykiatribrugere eller til gennemsnitsdanskere. Tværtimod.

Derfor er der flere grunde til, at netop LAP ikke skal stille sig tilfreds med et gennemsnitsdemokrati.

For det første er gennemsnitsdemokratiet ikke godt nok til psykiatribrugere, for det tager hverken hensyn til visse psykiatribrugeres særlige sårbarhed og andres særlige stridbarhed.

For det andet er gennemsnitsdemokratiet heller ikke godt nok til gennemsnitsdanskere. Det fungerer jo aldrig særlig godt: De ”åbne” debatter domineres næsten overalt af få stortalende kamphaner og kamphøns, og der er ikke tid til, at alle spørgsmål bliver afklaret. Beslutningerne bliver ofte til flertalsdiktatur eller floskel-manipuleret hastværk.

LAP kan udvikle et demokrati, som er bedre end gennemsnittet, ikke bare for sine medlemmernes skyld. Også i solidaritet til de andre danskere, som heller ikke er tilfredse med gennemsnitsdemokratiet. Hvis LAP med sit eksempel går foran og stiller sine højere standarder og bedre metoder til rådighed for alle, får alle endnu en grund til at vise solidaritet med LAP.

Simpelt flertal

Jeg mener, at LAP især splittes af en almindelig, men upåagtet vrangforestilling: Det er den forestilling, at demokrati er ensbetydende med simpelt flertal, og at simpelt flertal er enten en god idé, den mindst ringe idé, eller bare den eneste idé – fordi "det er nødvendigt at træffe beslutninger… og der er ikke er noget alternativ". Jeg har hørt det til kvalme.

Simpelt flertal er ganske vist den bedste garanti for altid at kunne beslutte noget hurtigt. . Til gengæld giver det ingen egentlig garanti mod forhastede eller forkerte beslutninger. Simpelt flertal bestemt ikke den eneste demokratiske idé (F. eks. er kvalificeret flertal et alternativ – desuden enighed eller som det sidste nye: Enighed med turbo.)

Om simpelt flertal nogensinde er en god idé eller bare den mindst ringe idé – det kommer an på situationen, og på hvor mange andre idéer, man har at vælge imellem. For eksempel var Cuba-krisen i 1963 klart en situation, som krævede gode. beslutninger, hurtigt. Aldrig en forkert, forhastet beslutning. Og den gode, hurtige beslutning kan sagtens være at vente og gøre ingen ting. I en sovjetisk ubåd skulle 3 officerer den gang beslutte om de skulle skyde med atombomber. De 2 havde simpelt flertal for at skyde. Men de havde også et mindretal på én, som sagde nej, og med støtte i deres enighedsprincip forhindrede han global katastrofe.

1. Tilbageholdenhed med beslutninger.

Det første, ret simple skridt til at undgå konflikterne er at tilbageholdenhed med beslutninger i det hele taget. I Cuba-krisens ubåd gav enighedsprincippet støtte for en sund tilbageholdenhed. Tilbageholdenhed støtter den tryghed i fællesskabet, at man ved, hvad man har, mens overdreven beslutsomhed fører til ændringer, utryghed og tab for nogle medlemmer, som derved mister tilknytning til foreningen. I stedet skal man uddelegere så meget beslutning som muligt til dem, som selv skal udføre dem. En bestyrelse eller landsledelse skal højst bestemme rammer for et arbejde, og det skal ske før. arbejdet sættes i gang.

2. Enighed med turbo.

Når det er nødvendigt med fælles beslutninger, skal de knytte fællesskabet sammen snarere end at splitte det. ”Enighed med turbo” er navnet på et beslutningssystem, som kan give foreningen, hvad den til enhver tid har brug for, både styrke, hurtighed og tilbageholdenhed. ”Enighed med turbo” består af 3 principper:

1. Enighed: Det er bedst for sammenholdet, når hele beslutningen sker i enighed.
2. Turbo: Hvis et man mener, at beslutningen haster så meget, at man ikke kan nå fuld enighed i tide, kan man foreslå at "starte turboen". At starte turboen betyder, at man til lejligheden. indfører en hurtig beslutningsproces, som ikke kræver fuld enighed. For at "starte turboen" skal man først blive enige om ét element af spørgsmålet, nemlig om, at det overhovedet er så nødvendigt. at træffe en beslutning, at alle både vil fravige enighedsprincippet og bakke op om en turbo-beslutning. Dernæst skal man være enige om, hvilken turbo man vil bruge. Der er mange alternativer: Simpelt flertal er bare ét. Ellers kan man f. eks. bruge voldgift, lodtrækning eller "formandens indstilling afgørende".
3. Tilbageholdenhed. Hvis gruppen hverken kan enes om hele spørgsmålet eller enes om en turbo beslutning, udløser det automatisk beslutningen tilbageholdenhed. Eller ”Tænkepause”, om man vil. Man enes altså om at gøre ingenting; men det er meget bedre end ingenting! For de, som inderst inde ærgrer sig over, at gruppen efter deres mening forpasser en chance, giver med deres tilbageholdenhed et stærkt bidrag til gruppens solidaritet. Det lønner sig senere.

Enighed med turbo er naturligvis lidt mere indviklet at bruge end simpelt. flertal. Men helt ærligt: Vi arbejder i grupper, som kræver at blive taget alvorligt i spørgsmål så vigtige og indviklede, at man kan komme op at skændes om dem. Skulle vi ikke kunne lære at bruge et system af 3 principper, hvis det er bedre?