Undertegnede vil gerne knytte et par kommentarer til din artikel PSYKIATRI OG BRUGERE VED SKILLEVEJEN i LAP Medlemsblad 4, 10-11, 2006. Langt hen ad vejen, nemlig på side 10 er jeg enig med dig, men så hopper kæden af! Jeg kan se af din titel, at du er veluddannet, og derfor står jeg uforstående overfor, at du kan udta-le dig, som du gør i relation til, at du blev aktiv i LAP for at skabe mere balance mellem de stærke og de såkaldte svage. Og først og fremmest skabe mere trivsel, livskvalitet og psykisk velvære for de svage borgere.

Denne afslutning på din artikel står i skærende kontrast til, hvad du skriver i resten af din artikel = side 11.

Hvorfor skubbe til den rullende bold kaldet "jeg vil ikke tage piller/medicin, de er skadende for mig" ved at skrive, at drømmen om den lette biomedicinske løsning er en livsløgn. At komme med en sådan udtalelse er direkte løgn for at blive i dit sprogbrug. Du kan vist ikke din psykiatrihistorie, måske bunder det i, at du er så ung (?) Jeg opfrisker gerne. Når så mange i så mange år har opnået en så god livskvalitet med fx saltet Lithium, som psykiater prof. Mogens Schou forskede sig til og andre forskere i psykofarmaka, begge kom i begyndelsen af 50'erne bunder dette i uforstand.

Før 1950, hvor man ikke havde Lithium til maniodepressive, led disse patienter forfærdeligt, man anvendte indiansk pilegift (curare chok) og insulin chok, hvilket var smertefuldt og med dårlig virkning, sidstnævnte med megen vægtøgning. De maniodepressive var indlagt på dengang 17 sengs stuer, hvor den første vågne maniske patient sprang hen over alle de andre patienter, der vågnede op til lidelser, der er ubeskrivelige. Naboer omkring Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Århus hørte de mange udgående patienters klageråb.

Disse og de andre sindslidende, så som skizofrene, som var lænket til en hospitalstilværelse for livstid, fik en fri tilværelse ude i det omgivende samfund takket være Lithium og psykofarmaka, som videnskaben havde fundet frem til. Og siden har forsket sig til endnu bedre resultater med så få bivirkninger som muligt. Jeg skriver bevidst "som mulig". Al medicin har bivirkninger, også hjerteme-dicin, som folk nok skal huske at tage og med glæde for at overleve - egentlig samme problemstil-ling som ved sindslidende. Så hvorfor denne fremmedgørelse af psykofarmaka?

Præparaterne hæmmer ikke evnen til at håndtere livets almindelige tildragelser, som du skriver, tværtimod giver de ny livskvalitet. Jeg vil senere kort som afslutning give mit eget eksem-pel. Psykofarmaka giver ikke betydelig afhængighed. Og virkningen forringes ikke, tværtimod forebyg-ger disse opblussen af selvmordstanker og selvskadende adfærd med sin positive effekt (se interne-tudgaven af Mogens Schous Lithiumbehandling af affektive sindslidelser, 4. rev. Udgave, 2004, Kap. 5, s. 22. Forskningsbiblioteket www.forskningsbiobliteket.dk og Psykinfo psykinfo@psykiatri.aaa.dk kan kontaktes).

Det er direkte "farligt", når en veluddannet og velformuleret person, som du, udtaler sig på den måde. Det skaber bestemt ikke trivsel og livskvalitet og psykisk velvære, for at bruge dine ord, for de såkaldte svage og rådvilde sindslidende, der har behov for objektiv vurdering af psykofar-maka og ikke noget så subjektivt, så de ender som svingdørspatienter på psykiatriske hospitaler (UHA hvor jeg har set mange tilfælde i min tid inden for psykiatrien).

Med dine udtalelser opnår du jo, at mennesker med psykisk sygdom fortsat føler sig stigmatise-ret og ikke får et afklaret forhold og kan leve et godt liv med den givne diagnose og behandling, når denne evt. viser sig nødvendig. Det er jo ikke fangevogtere, der befinder sig på psykiatriske hospitaler, men højtuddannet personale med stor empati, der giver omsorg og pleje under smukke omgivelser, for at bruge dine ord. Har du fx nogen sinde set den smukke park, som omgiver Psykia-trisk Hospital i Risskov?

Her gør man meget for at opretholde aktivitetstilbud - mange gange foranstaltet af tidligere bruge-re, som fx strikkehold, madlavning i brugercaféen - beskæftigelse i kreative værksteder, sport qua cirkeltræning, badminton og løb, aktivering af brugere i det berømte og velbesøgte Museum. Bru-gernes eget Galloforlag mv. Dit forslag om etablering af sanatorium/refugium som forsøg på velfærdspsykiatri har overlæge emeritus Johannes Nielsen - stifteren af Galloskolen, Gallocaféen, Galloforlaget mv. baseret på idéen om, at sindslidende kan recovere sig via kreative udfoldelser - for mange år siden oprettet i Skærlund i Nordjylland, hvor sårbare sjæle kan opleve velvære og udtrykke sig kreativt. Sindslidende her i Århus og de omkringliggende egne har mulighed for at opleve forkælelse med, som du foreslår, vand og massør til billig penge i den offentlige svømmehal "Spanien" med velvæ-redufte i sauna og dampbad. Mere avanceret i Wellness Center i forstaden Egå, eller fitness.dk forskellige steder i Århus by til månedspriser, som skulle være overkommelige, ellers kunne man jo fx kvitte cigaretforbruget (må-ske utopi?), så var der sikkert råd. Så det er gammel vin på nye flasker, du kommer med. En sindslidelse kommen man dog ikke over, som du videre nævner. Man kommer igennem den, for de fleste er det dog en livslang affære, som forsøges lindret her i Århus via kommunes mange tiltag, recovery fx og med støttemuligheder til den sindslidende samt bruger- og pårørendeorganisatio-nerne. Så initiativer her i Østjylland, som du efterlyser, foregår i høj grad og har gjort det i mange år, desuden har man som nævnt fra privat side, nemlig Gallo med kriserådgivning og jobformidling for sindslidende.

Psykiatrien inddrager skam allerede højtuddannede og almindelige med brugererfaring i uddan-nelse (MB'ere), forskning og videnskabelige undersøgelser. Og denne er uafhængig og ikke identi-ficeret med medicinalindustrien, som du fejlagtigt oplister. Medicinalindustrien kører sin egen forsk-ning, derfor de dyre præparater, som man dog får tilskud af staten/kommunen til.

Der er også mange initiativer af den ikke-etablerede lægevidenskab. Hvorfor tror du ellers man har den ene landevinding efter den anden inden for psykiatrien?

Jeg står uforstående over for dit postulat, at det giver skæve grundværdier i behandlingspsykiatri-en.

Selvfølgelig er der andre muligheder i psykiatrien, man inddrager fx flere og flere psykologer i be-handlingen, også fordi der mangler psykiatere. HER var et område, hvor du med din universitetsuddannelse og gode formuleringsevne ville kunne tale samme sprog og nå dine ligesindede, nemlig de lægestuderende, da der er en lægestude-rendeflugt fra psykiatristudiet, hovedsagelig på grund af at der kommer så dårlig omtale af psykia-trien, det vil du da vel med din gode samvittighed ikke fortsætte med? Jeg ville gerne ønske for dig, at du realiserede nogle af dine forslag på en konstruktiv måde og dit ønske, at der skal gives lov og god tid til, at mennesker kan blive helt raske og ikke kun nøjes med at dæmpe symptomerne gang på gang med piller/medicin. For så vidt er jeg enig med dig, men ikke at medicin (dit ord piller) medfører gentagne indlæggelser. Tværtimod. Det afholder fra ind-læggelser. Medicin er uundværlig, hvis man vil undgå yderligere sygdomsudbrud og et grel eksempel herpå har jeg fra min egen historie, som jeg vil anføre som afslutning, så du kan se, at jeg har lidt at have min viden om medicin/ikke medicin i. Jeg ville også gerne være helt, helt rask for min livskvalitetsnedsættende sygdom maniodepressiv (bipolar affektive) sindslidelse og ikke gå rundt med den tikkende bombe, som mine manier er, in-deni mig, men desværre forskningen er kun nået til, at der er "noget" på det 12. gen.

Jeg har siden 1982-85 haft ni voldsomme manier, som selv ikke saltet Lithium kunne holde i ave. Først da min psykiater Ulla Bartels, Psykiatrisk Hospital i Risskov foreslog at gå med livrem og seler i form af at give Lithium følgeskab af Ciscordinol depotmedicin, Nordotol (elepsipræparat), fik jeg 15 gode anfaldsfrie år. I slutningen af 1999 lagde Lithium sig som depot i mine nyrer og nedbrød dem 50% og jeg skulle seponeres langsomt for al medicin, da man håbede, at manierne var væk. Men da jeg var medi-cinfri tordnede manien sidst på året 2000 frem og var årsag til en indlæggelse på 2½ måned (mod sædvanligvis hhv. 1 måned). Langt henne i forløbet fandt min psykiater Holger Stockmar en medi-cin, der modsat de andre indgivne psykofarmaka kunne holde den voldsomme mani i ave. Det var elepsipræparatet Oxcarbazepin (Apydan). Ikke så ofte brugt, da alle bivirkninger ikke er helt kendt. Men i forhold til at have så voldsom en mani, hvor det er vigtigt, at jeg er lukket inde på en psykia-trisk afdeling og verden er lukket ude, så er det en fantastisk følelse af frihed at kunne indtage en så høj dosis (1500 mg) medicin, der nu i 6 år har holdt mig anfaldsfri. Jo, der er bivirkning ved medicinen, men jeg tager det gerne med. Jeg har let forhøjet levertal og må tage højde for det i min dagligdag og indtagelse af spiritus, desuden sætter medicinen fedt-depoter på maven, som jeg modarbejder ved at gå i fitness center 3 x om ugen á 2 timer. Mine nyrer? De er nu nede på 27% funktionsevne, og jeg står over for nyretransplantation eller nyredialy-se (her er også et område, hvor der burde være mere fokus på, ingen gider tage stilling til organ-donation). Lithium er stadig hjørnestenen i behandling af maniodepressiv (bipolar affektiv) sindslidelse, forsker-ne siger, at kun 1 ud af 100 rammes af nævnte bivirkning, som dog kan afhjælpes på Nyremedi-cinsk på bl.a. Skejby Sygehus, Århus, hvis man bliver "fanget" i tide. Det blev jeg ikke, bad luck!

Jeg er også aktiv i LAP via FAP Århus og det nyoprettede RAP Midtjylland www.rapmidtjylland.dk som hhv. bestyrelsesmedlem og kasserer, hvor jeg forsøger at gøre en forskel ved bl.a. at være medlem af Psykiatriledelsesgruppen og dér gøre en forskel for dem, der ikke har eller kan hæve deres stemme. Til forskel fra dig, har jeg aldrig følt mig magtesløs eller aldrig manglet handlekraft.

Vel er hjernen et levende organ, som har et stort potentiale til selvregenerering, hvorfor så ikke ud-nytte denne egenskab, som du så rigtigt skriver. Men hjernen er vel også vores mest komplicerede organ og hjernens psykiske funktioner er ekstra indviklede. Måske rådes der i dag slet ikke over de metoder, der skal til for at løse sygdomsgåderne. Der spares dog heller ikke på forskningsindsats og interessen rundt omkring i verden er stor. Lad os huske på, at SUNDHED GIR' TRIVSEL, lad os slå dette fast med syvtommersøm. Men man kan også råbe så højt, at man taler for døve øren. Gør jeg det med dette indlæg?

Med venlig hilsen

Anatole France har sagt:

Jeg ønsker for alle dem, jeg elsker, at de må have en lille smule galskab i sig - det gør hjertet glad!