Psykiatrimessen var arrangeret af Høje- Taastrup kommune med økonomisk støtte fra Socialministeriet. Alle psykiatrirelaterede foreninger var inviteret til at have en stand. Arrangementet fandt sted i Taastrups Idrætshaller i Taastrup.
Messen åbnedes af borgmester Michael Ziegler – hvad han sagde, ved jeg af gode grunde ikke – da jeg havde glemt at jeg skulle skrive lidt til bladet. Jette, min sekretær i ”Rod-Nettet”, og jeg ankom ved middagstid – på det tidspunkt var der allerede godt besøgt.
Messeprogram var som følger:
9.00 Åbnedes dørene.
Kl. 9.30: Bød arrangørgruppen velkommen.
9.45: Velkomst af borgmesteren.
10.00: Spillede rapperen Per Vers med band og
14.30: Var det Rockværkstedet fra KAS Nordvang i Glostrup som spillede.
Messen sluttede kl. 18.00.
Stanley-café
Cafémiljø, hvor der kunne udveksles erfaringer, viden og udvide netværk. Stande med information og viden om:
- Psykiske lidelser
- Foreninger med tilknytning til psykiatrien
- Bruger- og pårørendeforeninger.
Man fik udleveret en info brochure som udfyldt med svar på ens mening om udstillingen kunne afleveres efter besøget.
Formålet med messen var at formidle information, skabe åbenhed, nedbryde fordomme samt at give et nuanceret billede af psykiske lidelser. Alle borgere i lokalmiljøet og i Region Hovedstaden, der har interesse for eller har psykiske lidelser tæt inde på livet. Elever fra 9. 10. klasser og andre uddannelsessøgende. Mennesker med sindslidelser og deres pårørende, professionelle indenfor området, praktiserende læger mm.
Vores personlige oplevelse af messen, i de tre timer vi deltog var, at det var et flot arrangement, hvor alle i standene havde lavet deres særlige opstillinger med plakater, pjecer og folk til at betjene ”kunderne”. Der var et par musikbands, som ind i mellem tog opstilling på en lille scene i midten af hallen og gav den fuld skrue. Jette og jeg faldt ret hurtigt ind i LAP-standen som lå bagerst i lokalet og vi fik prøvet at passe denne et stykke tid. Jeg fik vist nok ”shanghai’et” et ungt potentielt medlem, Jens, som meldte sig ind på stedet efter kort overvejelse. Min bemærkning om at jeg kunne bruge ham til makeover- model til et kommende nummer af LAP-bladet, gjorde ham ekstra ivrig. Så nu må vi se om han dukker op på landsmødet til maj! Jette, min sekretær, fik både lyst til at melde sig ind i LAP og i Sind lige på stedet – så fremover kan hun komme med mig til landsmøde.
Lise Jul fra Landsledelsen var også mødt op med sin særlige stand i form af videoshowet som LAP udgav sidste år på DVD sammen med pjecen og forinden holdt hun en kort introduktion om hvad det gik ud på. Der var et hav af balloner i flere farver som svævede over dette område. Der var en del mennesker som satte sig ned på bænkene for at se og lytte med.
Sind og Bedre Psykiatri og PsykiatriFonden var der selvfølgelig også samt andre ikke helt relaterende til sindslidelser; ”en dame solgte små yndige ting og en gine med en flot rød festkjole stod foran hendes bord.” Jeg nåede aldrig at se hvad forbindelsen til psykiatrien var, men man skal også have lov at være almindelig menig som besøgende, selvom man er omgivet af frivillige psykiatri-folk.
LAP-rejsekonsulent Ulf Olsen var som sædvanlig på pletten ved LAP-boden og Erik Olsen fra LAP-Kbh. sad i stolen og solgte sine budskaber – man kunne også være heldig at få et LAP-emblem eller rettere en badge – det var nyt! Og ja, de kendte LAP-kuglepenne var selvfølgelig lagt frem på bordet. Reklame må der til – det var til at ane på samtlige stande. Kreativiteten var stor, for det gjaldt om at have blikfang for at få fat i nye medlemmer til foreningerne.
Det var ret hyggeligt at træffe gamle kolleger samt kendisser fra de andre foreninger, hvor man kunne udveksle ord og meninger.
Alt i alt en god oplevelse, hvor vi blot kan håbe, at messen udløser en hel del nytegnede medlemskaber til LAP og at vi bliver mere set i målgruppen af mennesker, som ikke er opdateret om psykisk syge.