Jeg blev præsenteret for psykiatrien for 21 3/4 år siden. Jeg skulle blot have lidt hjælp til at komme på højkant. Men det blev en rejse i gennem et mareridts agtigt, umenneskeligt samt nedbrydende både fysisk og psykisk system.

Inden jeg fik diagnosen Skizofren med manio-depressive træk, måtte jeg gennem flere pinefulde indlæggelser. Personalet på de psykiatriske afd. opholdt sig primært på kontoret. Her sad de nærmest oven på hinanden og spildte både deres og vores tid. Skete der noget på den endeløse gang af højlydt karakter sprang personalet ud af kontoret og mange misforståelser opstod i kølvandet, da personalet intet kendskab havde til opstarten af en evt. konfliktsituation.

Var man ophavsmand til en tilspidset situation og den så kammede over og modparten gav igen af samme skuffe - observerede personalet jo kun lidt og skylden tilfaldt den person som måske var uskyldig - vedkommende blev fastholdt og fixeret og i nogle tilfælde tvangsbæltefixeret og derefter tvangsmedicineret.

At blive overfaldet af fire - fem personer og slæbt ind i fixeringsrummet, er at sammenligne med torturlignende foranstaltninger og er en meget traumatiserende oplevelse. Amnesty International gav den besked at jeg blot kunne rette henvendelse til SIND, da jeg fortalte hvilket overgreb en tvangsfixering gav af ar på sjælen.

Jeg stiller gerne min ekspertise til rådighed, har på egen krop mærket adskillige overgreb af værste skuffe. Er uddannet Psykiatribrugerlærer og kender en del aktive indenfor psykiatriens verden.