Det havde været under opsejling længe. Stemmer sagde, at jeg var et ondt egoistisk menneske der ikke havde ret til at leve. Og jeg lyttede. En nat var særlig slem og i min pyjamas med kimono over gik jeg ned til banegården – med intentionen om at springe ud foran et godstog. Men der kom intet tog og stærkt deprimeret gik jeg rundt et par timer og jeg blev gennemkold, da det var efterår. Da jeg gik hjem igen var det med beslutningen om, at jeg ikke længere ville tage min medicin, da jeg så ville blive svært psykotisk og den pinagtige tilstand ville give mig mod til at tage mit eget liv.
Næste dag nægtede jeg at tage min medicin og jeg sagde ligeud hvorfor. På bostedet blev man bekymret og jeg fik at vide, at hvis jeg ikke tog medicinen, så ville jeg blive indlagt. Jeg var hamrende ligeglad og hen på eftermiddagen fandt jeg mig selv på Viborg psykiatriske hospital. Her forsøgte en kvindelig læge at udfritte mig, men det blev min kontaktperson, der måtte berette min aktuelle situation, mens jeg sad og stirrede anspændt ned i et bord. På et tidspunkt spurgte psykiateren om jeg kunne finde på at skade mig selv. Jeg for da op og råbte, at det havde de bare at blande sig udenom. Om jeg ville leve eller dø var op til mig. Min kontaktperson virkede overrasket, da jeg ellers aldrig viste vrede.
Da jeg ikke ville love, at jeg ikke var selvskadende fik jeg et værelse for enden af gangen og der kom fast vagt på.
Jeg svingede voldsomt psykisk. Jeg kunne hygge snakke med vagten, hvorefter jeg høfligt sagde, at nu ville jeg ikke blive der længere. Og så forsøgte jeg at bryde forbi vagten. Dette lykkedes tre gange, hvor jeg under voldsomme protester blev ført ned på min stue. De havde godt fat i mig og den ene gang bar de mig ned på værelset. Jeg var rasende og i tre dage kogte det i mit hoved, så meget at jeg ingen søvn fik om natten. I løbet af få dage blev jeg tvangsmedicineret 5 gange med injektion Zeldox. Jeg fandt det ikke overvældende grænseoverskridende, da jeg kørte på en bølge, hvori jeg var alene i mit gale hoved. Det var først senere, at jeg følte mig mærket deraf. En enkelt gang lavede jeg så meget ballade, at der var fire sygeplejersker om at fastholde mig på min seng. De havde meget besvær med at holde mig, og det var sikkert hårdt arbejde, for det tog lægen en halv time om at komme, da han var optaget et andet sted i huset. Jeg var grebet af en slags galskab. På et tidspunkt lo jeg af sygeplejerskerne, grinede af dem, da de svedte og pustede. Jeg sagde, at jeg var stærkere end dem. Da lægen kom fik jeg at vide, at enten tog jeg imod en beroligende injektion og slappede af, ellers ville jeg blive lagt i bælte. Igen var jeg ligeglad, jeg mente, at hvis jeg gjorde mig tilstrækkelig umulig, så ville de blive trætte af mig, så jeg kunne blive udskrevet. Med megen besvær fik de mig lagt i bælte, også med fodremme. Men jeg kæmpede stadigvæk. De duppede min svedige pande. Men da de også ville give mig en injektion, da følte jeg mig for første gang nedværdiget. Der blev sat en vagt på og senere da jeg var faldet ned, da talte vi sammen om det som havde ført til, at jeg blev indlagt. Og hun spurgte om, jeg slet ikke havde tænkt på den togchauffør. Jeg kunne have ødelagt hans liv, hvis jeg havde gjort alvor af mit foretagende. Hun spurgte om jeg stadigvæk havde disse tanker, hvilket jeg bekræftede. Men nu havde jeg fundet visheden om, at jeg var ond og derfor burde dø. Jeg havde nemlig slet ikke tænkt tanken videre end fra at hoppe ud foran toget.
Nogle timer senere kom den ene af mine kontaktpersoner på bostedet. Jeg lå stadigvæk i bæltet og påstod overfor ham, at jeg skam havde det godt. Og det troede jeg på. Nå, men psykosen brændte kun nogle få dage. Og bagefter gjorde det et vist indtryk, at jeg det meste af tiden havde været tvangsindlagt. Og jeg kunne se hvorfor. Ja, selv den patientrådgiver der kom ud til mig samme dag som jeg blev tvangstilbageholdt, han sagde, at jeg ikke havde nogen sag, da de måtte beskytte mig mod at gøre noget drastisk og dumt.
Det meste af tiden var jeg omgivet af et sympatisk personale, dette var med få undtagelser. Og jeg så i den korte periode jeg var indlagt, en læge mindst en gang om dagen til en samtale. Det var en udenlandsk læge, som jeg kendte fra tidligere indlæggelser, der fik mig til at tænke bedre om mig selv. Hun var en af mange som viste empati og indlevelse i mit rodede hoved. Hun fortalte også, at tvang er hårdt for personalet. De overskrider også nogle grænser, men gør det i bedste mening.
Jeg oplevede megen tvang under mit ophold på den lukkede, men jeg forstår hvorfor. Jeg havde tænkt mig bare at blive mere og mere psykotisk, så jeg kunne blive af med mig selv. Det ønsker jeg som regel ikke mere. Jeg vil overleve !
Jeg havde gule og blå mærker på kroppen da jeg kom hjem og det overraskede mig. Jeg havde slet ikke været opmærksom på, hvor meget jeg havde kæmpet og mødt modstand. Et par bukser gik i stykker og en bluse kom der et hul i. Men jeg er taknemmelig. Tvang kan være nødvendig og jeg føler en vis ro ved, at hvis jeg får det sådan igen, så vil der være kompetente mennesker der tager vare på det gode i mig og bærer over med alle de ting der kan blive sagt fysisk som psykisk under en psykose.