Det har været en god dag, hvor man har talt om, hvordan mennesker med en sindslidelse kan komme i job igen. Hvilke tiltag kan stederne tage? Det var der fokusset lå Så som, at der skal være mentorer, altså støttepersoner, støttepersoner i uddannelsen, der forsøger at hjælpe personen til at være så ”rask” som muligt. Men, som man siger, ingen roser uden torne, og hvilke torne, de er så store, at man ikke må videregive dem næste gang, man besøger zoologisk have, og besøger næsehornet, ja man skal tænke på dyrene. Der er jo en underliggende tone af, at arbejde er det eneste saliggørende. Som beskuer kan man nemt tro, at i og med man ikke har et arbejde, så er man ikke ok, så kan man ikke blive lykkelig. Det er der helt klart en undertone af, ikke blot i dag, men jo overalt i samfundet. Så i stedet for at fokusere på arbejdet, som en glædesoase, så skulle der tales om glædesoaser generelt, deriblandt arbejde.
Der blev sagt mange smukke og rigtige ord, der er politisk korrekte, men hvem siger, at virksomhederne fører dem ud i livet? Hvem siger, at det er godt, at man får støtte i hoved og …, når man tager en uddannelse? Når man så er færdig med den, så holder støtten jo op Det er noget helt andet at arbejde, end at uddanne sig. Så møder man den barske realitet, at man ikke kan få job. Så er løsningen jo, at man skal have en støtteperson på arbejdspladsen, ja ja, men punkt et, det er jo op til den enkelte chef at sige ja eller nej til det. Jeg tror meget få vil sige ja til det, jeg begrunder det med, at jeg har spurgt 3 chefer i Århus, som netop har sindslidende ansat, de vil IKKE have støttepersoner
Men hvis der alligevel er nogle, der vil sige ja til det, så forudsætter det alligevel, at personen har et vist overskud, kan bestille noget. De 3 chefer, jeg har spurgt, siger da også, at de ikke har syge mennesker ansat, de har folk med overskud, som tidligere har været syge, men raske nu. Jeg savnede især, at fokusset blev lagt på den sindslidende selv, altså hvad man selv kan gøre. Det gjorde Birgitte Vistoft trods alt, hun sagde netop, at hun var begyndt at arbejde frivilligt inden for LAP, det gik bedre og bedre, så nu er hun ansat der. Disse gode historier skal vi have flere af, altså med nogle tips og tricks, man selv kan gøre. Det kan inspirere folk til at gøre noget her og nu, i stedet for at vente på, at andre gør noget.
Der vil altid være begrundelser for, at man får nej til et job. Men cheferne er da ikke så dumme, at de siger, det er fordi du er sindslidende. Folk får da heller ikke at vide, at de ikke kan få jobbet, fordi de har mørk hudfarve, eller fordi de er for gamle. I stedet for, får man at vide, at man er ”overkvalificeret”, den reelle årsag var at han var for gammel, den historie er fra den virkelige verden.
Så ændret lovgivning vil ikke ændre på folks adfærd. Folks syn på rygning blev ændret før lovgivningen Der har ikke været en forening, der forsøgte at gøre stort set alle steder røgfri. Der er netop kommet en sundhedsbølge af den anden verden ind over landet.
Hvor mange sindslidende kan klare et job? Ud af 100, der søger ind på MB uddannelsen (medarbejdere med brugerbaggrund) får 75 nej, 25 starter på den, 5 falder fra, af de resterende får halvdelen job, det vil sige 1 ud af 10 sindslidende er klar til et job. Det tal vil stå til troende, lige meget hvad lovgivningen siger. Sagt med andre ord, de 9 kan bruge tiden på noget bedre.
