Alle gode gange 10! 10 år på toppen?
LAP – Landsforeningen af Nuværende og tidligere Psykiatribrugere, har i år 2009 efter Kristi fødsel, officielt eksisteret i 10 år. Det vil med andre ord sige, at LAP har overstået fødslen, dåben, barndommen, lømmelalderen, 7-årskrisen og nu er på vej mod kobberbrylluppet…
Endnu en glædelig begivenhed i år, er at LAP er sikret økonomisk de næste 4 år. Det skete som et led i vedtagelsen af Finansloven. Penge er dog ikke alt. Eller rettere er det en gammel sandhed, at penge ødelægger det meste og manglen på penge resten…
Jeg håber at denne grundlæggende økonomiske sikkerhed, også vil give os det overskud, som gør at vi nu kan og vil nå langt længere ud. Grundlæggende er jeg optimist Jeg er helt enig med den tyske filosof Karl Popper, uanset hvor svært og måske ulogisk det kan se ud, når han siger: ”Man har en forpligtelse til at være optimist”! Fordi ting er svære er de ikke nødvendigvis umulige. Eller med en anden forfatters ord, Charles Baudelaire: ”Hvis du vil mere, kan du mere”…
Det var således indgangsbønnen…
LAP fejrer og fremtidssikrer sig i år også ved at søge ny sekretariatsleder. Det er nok mere en tidsmæssig tilfældighed. Stillingen som sekretariatsleder kan i skrivende stund stadig søges. Lige nu er der så vidt jeg er vidende 4 drømmejob i omløb. I øvrigt samtidig med at flere og flere blot må drømme om et job…
De andre ledige stillinger er vist en generalsekretærpost i Nato, chefredaktørjobbet på Se og Hør og i den nærmest modsatte ende, at blive biskop over København, men der er ansøgningsfristen lige overskredet. Selv overvejer jeg stadig om jeg skal søge – og i givet fald hvilke…
LAP blev stiftet i Svendborg og 10-årsjubilæet bliver også fejret i Svendborg! Det sker på det kommende landsmøde den 21 , 22 og 23 maj. Så husk at blive meldt til endnu en af demokratiets muligheder – med sædvanligvis god mad. Det bliver dog ikke samme sted i Svendborg. Den officielle stiftelse foregik på konferencecentret Christiansminde, hvor nogle af os – os der stadig er romantikere – sendte lange, lidt længselsfulde og melankolske blikke over mod Tåsinge, hvor den danske linedanserinde Elvira Madigan og den svenske soldat Sixten Sparre fandt deres lykke, men ulykkeligvis også endte deres dage. Det var en tragedie. Således var der dengang også indvandring og grænseløs kærlighed Men ingen 24-års regel…
Når vi mødes igen til landsmøde, bliver det mere i centrum af Svendborg, nærmere betegnet på Centrumpladsen på Hotel Svendborg. LAP er siden sidste landsmøde flyttet fra Klingenberg 15 til Store Glasvej 49. Under alle omstændigheder bliver vi på Fyn – i midten af Mor Danmark. Lokalerne er klart større og bedre, men jeg føler det alligevel lidt ekstra vemodigt at forlade det gamle sekretariat på Klingenberg, fordi det lå ved siden af H C Andersens barndomshjem. Jeg nynnede tit når jeg hastede ind ad porten, ”hist hvor vejen slår en bugt, ligger der et hus så smukt, væggene lidt skæve stå, ruderne er ganske små ”.
Så er det unægteligt mere prosaisk med Store Glasvej, selvom det måske lyder mere moderne og af fremtid og fremskridt. Det er et lidt forsonende træk, at det nye sekretariat ligger ganske tæt på Kvægtorvet, hvor TV2´s hovedsæde ligger. Måske er det et tegn på, at vi bliver bedre til at nå medierne?
LAP forbliver på eventyrdigteren H.C. Andersen og komponisten Carl Nielsens ø. Mathilde synger vist stadig at Fyn er fin. Fyn er også kendetegnende ved, foruden af have født nævnte genier, også at være beboet og belønnet med de fynske pi´er. De fynske pi´er er som bekendt i besiddelse af flere attraktive egenskaber, hvoraf et af de mere kendte er at ”natten er deres egen…”.
Apropos metaforen Mor Danmark, så sang den store komiker med det store mellemrum mellem fortænderne, Dirch Passer i sin tid også om Moder Sol. Oven over alting stråler Moder Sol. Han sang det i bedste skønsang med slet skjult fynsk accent. Han kunne tale flydende fynsk, men på scenen talte han kun ”teaterfynsk”. Ellers mente han nemlig ikke at andre end fynboerne ville forstå ham!
Solen kunne vi godt trænge noget mere til i denne kolde tid. Foran min rude sner det lige nu. Dirch længtes i sangen også efter foråret og solen, men kom desværre i tanke om, at han skyldte tandlægen og Karl Ejner en hel del penge. Penge han ikke havde, men havde lovet blev betalt til foråret Dirch stod det store i dilemma mellem at håbe på foråret og samtidig forbande det langt væk. Konklusionen blev: ”hvem si´r vi overho´det får noget forår? Vint´ren kan jo bliv´ ved læng´ endnu…”
Heldigvis har jeg lige betalt min tandlæge i dyre domme og jeg kender heller ikke i øjeblikket nogen ved navn Karl Ejner. Så jeg håber og længes, trænger til og drømmer om foråret Ihukommende Popper er titlen på en af mine yndlingssange: ”You must believe in Spring ”. Du må tro på, hvad du drømmer om…
Apropos foråret, kom jeg engang til at omtale en daværende socialminister, som ”ministeren med det forsømte forhår”. For ikke at såre nogen af de noget hyppigere – og yppigere - kvindelige ministre og for at de ikke skal være i tvivl, kan jeg i dette sluttede selskab røbe, at det var socialdemokraten Henrik Dam Kristensen. Som også har en fortid som landpostbud i Vorbasse En meget stor del af dette blads læsere, læser ikke til eksamen eller skal op til andre afgørende prøver… Dette er hverken ment beklagende eller skrevet i glæde, men som en kendsgerning, uden at jeg kan dokumentere det videnskabeligt. Derfor vil jeg på det oprigtigste og inderligste opfordre alle til at nyde foråret! Lad ikke dette forår blive et forsømt forår…
Johannes Møllehave har lige udgivet en bog med titlen: ”Det ender godt” Nogen gange kan man tænke; det er godt det ender Jeg håber ikke at det gælder denne klumme, men inden enden kan jeg lige nå at demontere nogle af overskrifterne om de 10 år Rent faktisk er det 11 år!
Jeg er ked af at bryde illusionen før den officielle fejring, men ret skal være ret Godt et år inden det stiftende landsmøde og den officielle stiftelse af LAP, dannede jeg og andre en initiativgruppe. Udgangspunktet var en konference på LO-Skolen i Helsingør Konferencen er endda dokumenteret i en VHS-video. Dengang kendte vi hverken til ordene LAP eller DVD. Det var en spændende, men også ganske hård og forvirret tid. Møderne blev holdt på forskellige vandrehjem og spejderhytter rundt omkring i landet. Jeg husker især en spejderlejr, vistnok i Fredericia. Her besøgte vi også - for adspredelsens skyld - en tysk underjordisk bunker, hvor besættelsesmagten i de 5 forbandede år ledte og styrede den overordnede militære strategi for Danmark.
Jeg var noget mærket af situationen og min viden om anden verdenskrig. Jeg blev ikke mindre pikeret af, at en medinitiativtager benyttede den passende lejlighed til at spørge om jeg var jødisk. Situationsfornemmelse er ikke altid den mest presserende dyd og fornemmelse i dette miljø –Her tænker jeg på psykiatrimiljøet Jeg måtte og må beklage og benægte, trods min nærværende næse.
Jeg er ikke jøde, men højst jyde med rødder i Støvring, Helsingør, Sorø og Gudhjem. Fordomme, tabuer, overtro og overskrifter skal man være på vagt overfor. Jeg har i nogen tid svigtet min gamle kærlighed for film og man skal ikke svigte gamle kærligheder. Det vil jeg råde bod på og har genindmeldt mig i Cinemateket – en statsstøttet biograf med ”kvalitetsfilm” og andet der er værd at se. Dette nye selvbevidste træk kendte en veninde ikke til, men ringede uagtet til mig. Hun spurgte ikke desto mindre om jeg havde meldt mig ind, fordi hun lige havde set en henvisning til I byen´s netavis med overskriften: Verdens mest sexede mand i Cinemateket. Enten er det, det uigenkaldelige dementi på at kvinder ikke har humor – eller også var det måske et slet skjult kompliment.
Vi kan se tilbage på 11 år i LAP´s - og i al fald tilstræbt - sandhedens tjeneste. Også gerne også i sundhedens tjeneste – mest den mentale sundhed. Jeg har i mindre optimistiske og mere personlige stunder overvejet om det er arbejdet, tiden og al sliddet værd. Det opleves – føles – bestemt ikke altid sådan… Men her før deadline overhørte jeg en terapeuts stemme fra et fjernt fjernsyn. Han talte varmt og inderligt om, hvor vigtigt det er for en mand og hans maskulinitet, at han har en sag – en vision - en mission. At han kæmpede for noget… Jeg kom i tanke om dengang, jeg var barn. Når jeg var bange eller ked af det, fremsagde jeg for mig selv ordene fra en sang, som var central i modstandskampen: ”Kæmp for alt hvad du har kært. Dø om så det gælder. Da er livet ej så svært. Døden ikke heller. ” Så jeg kom tilbage på sporet igen, takket være Go´ morgen Danmark.
