BogJeg har to gange tidligere anmeldt bøger af forfatteren Knud Kappelgard her i LAP bladet. Bøgerne siger meget om, hvor bredt Knud Kappelgaards forfatterskab spænder, idet der har været tale om faglitteratur, skønlitteratur og så denne gang et stort værk indeholdende en salme til hver dag i året. Forfatteren har skrevet mange bøger, digtsamlinger og prosa, hvoraf en stor del tager deres udspring i hans egne erfaringer indenfor psykiatrien, og han er meget kritisk overfor det etablerede psykiatriske system.

I dette salmeværk, Knud har skrevet, viser han klart, hvilket forhold han har til Kristus og til den kristne tro. Her er ikke tale om fortabelse og synd. Derimod er nåden og kærligheden et gennemgående træk.

Mit eget forhold til kristendommen er ikke specielt nært og rækker til, at jeg kan bede en lille bøn, når det virkeligt brænder på. Jeg er ikke medlem af folkekirken og ikke knyttet til nogen retning. Men i forbindelse med at jeg var langt nede i en periode her i efteråret, slog jeg op på dagens salme og fandt en fred og trøst i at læse den. Trods, eller måske netop på grund af, vores samfunds krav om rationel adfærd og tænkning, kan vi alle få brug for en mere åndelig dimension af livet. Og den kan man få gennem kristendommen, når den bliver beskrevet som i denne bog, fuld af varme og kærlighed.

Da jeg i julen var ude for en stor personlig sorg, læste jeg salmen som står ved datoen den 5 juli i Knuds salmeværk. Han skrev den i forbindelse med sin fars bortgang, og jeg vil gerne gengive den her, da jeg fandt trøst i at læse den, og så synes jeg, den er repræsentativ for de øvrige salmer og meget smuk.


Takkesang

tak for mørkets komme,
lyset er brugt op
som en lygte i min lomme
venter dagens krop.

tak, min elskede for lyset
solens fine stråleflig,
tak for vind og himmelgyset
allersaligst lykkelig.

tak, for jeg fik smør på brødet
samt lidt mere til,
fordi bondens mark blev gødet,
jeg vil synge, ja jeg vil.

tak for alle gode gaver
trøstens ord imellem os,
når vi sindigt går og traver
for at byde fjender trods.

tak for nattens himmeldrømme,
dagen bliver så tæt og god
midt i verdens vrimmelstrømme,
hvor vi gik, og hvor vi stod.



Bogen ” Salmer til hver dag i året” er udkommet på forlaget Queenswood.