Jeg har mere end 25 års erfaring med behandlingspsykiatrien eller mangel på troværdig behandling Har været med da kommunerne startede med socialpsykiatrien, både som samarbejdspartner, idémand og bruger af denne Har igennem årene været bisidder for en del, som gerne ville have et troværdigt og fornuftigt samspil.
Vil blot starte med at konstatere, at det er svært at få et egentligt fornuftigt samspil mellem en kommunal hjemmestrikket socialpsykiatri og en lægefagligt funderet behandlingspsykiatri til at fungere optimalt. Vi skal huske, at socialpsykiatrien i en grad som er næsten uhyggelig, er bygget op på den kommunale selvbestemmelsesret, således at det faktisk ikke er muligt at hente nogle særlige konkrete retningslinjer ud af betænkninger eller gældende love. Hvorimod behandlingspsykiatrien er gennemsyret af systematiske naturfaglige termer, som nærmest udelukker den enkeltes personlige oplevelser af symptomer og årsagssammenhænge.
Vi har altså med to offentlige systemer at gøre, hvor der skal foregå samspil og samarbejde på tværs for at behandlingen skal lykkes. To systemer der i den grad er bygget på meget forskellige faglige grundlag. Hertil skal så lægges, at disse ikke umiddelbart har interessefællesskab Den ene er en kommunal finansieret størrelse og den anden en regionsfinansieret del.
Talrige forsøg er gjort på at samkøre og samordne indsatsen, så man opnår at sætte borgeren i centrum. For blot at nævne to: Fælles sprog og fællesværdier er to store projekter, som er kørt til ende og vist nærmest endt på en støvet hylde. Uden at det har medført synlige forbedringer.
Hertil skal så lægges, at der også skal ske et samspil med borgerens egne støttebehov fra andre dele af den kommunale sektor og den regionale sundhedsfaglige indsats. Det er borgeren, som enten tabes mellem stolene, eller som selv må få systemerne til at arbejde sammen. Der findes ingen myndighed eller person i det offentlige, som kan gøres ansvarlig for den manglende sammenhæng Oprindelig var støtte- og kontaktpersonen eller ”bostøtten” den person, der skulle være tovholder, men det fungerer desværre meget sjældent.
Et ansvar, der på den måde er fordelt på mange skuldre, fører ofte til ansvarsforflygtigelse. Der er ingen steder, hvor borgeren kan henvende sig og sige, ”dette er dit ansvar” Og det er den største hurdle for borgeren.Når så mange af vores medlemmer alligevel er meget positive overfor socialpsykiatrien, så er det fordi, de der ofte møder folk med et engagement, og de tit i en længere periode møder den samme person igen og igen. Herved opnås et personligt kendskab, der i højere grad gør, at hjælpen får den personlige og individuelle karakter, som burde være en selvfølge i hele systemet.
Vi har i LAP to mottoer: ”intet om os, uden os” og ”først skal man fredes, så skal man fristes”. Det er netop, hvad vi i den grad har brug for, for at komme os og blive de hele mennesker vi egentlig er skabt til at være. Det handler om at skabe ro og harmoni i vores sind og vores tilværelse. Det opnår man meget sjældent fra dag et, og derfor bliver det ofte nogle langvarige forløb, som sjældent har et rigtig godt og værdigt gennemløb for borgeren. Tit opstår der misforståelser, fordi der tales og handles bag ryggen på os Et klogt menneske har engang sagt til mig: ”sig kun det du tør sige direkte til folk Lad folk vise deres følelser og tag dem alvorligt ”.
Tre succeskriterier kunne være:
1. Ligeværdig menneskelig dialog. Oplevelsen af at være et selvstændigt individ, og et fuldgyldigt medlem af samfundet. At være menneske frem for at blive set som patient/klient.
2. Økonomisk uafhængig. Den offentlige sektors hovedmålsætning bør være, at hjælpe til at genskabe et værdigt og fuldgyldigt liv for personer, der i kortere eller længere tid har været ramt af psykosocialt handikap. Dette gælder også for borgerens økonomiske muligheder.
3. At rehabiliteringsprocessen af borgeren opleves som værende baseret på borgerens anlæg og muligheder - i højere grad end på at rette borgeren ind på fastlåste normforventninger fra behandler/myndighedsside.
Husk altid at udvise en passende ydmyghed. Det tjener sagen og derfor takker jeg jer for, at I lyttede i dag.