Jeg har længe tænkt på, at der i LAP-Bladet kunne være en klumme fra den feminine kant. Så nu vil jeg forsøge at komme med nogle små noter og betragtninger om alt og intet.
Hvis ideen vækker gehør, vil jeg fortsætte i de kommende medlemsblade – På Landsmødet
til maj kan I selv komme frem i lyset, for måske kan jeg udvide mit Univers til en slags mini-brevkasse. Så ideer og forslag hertil er meget velkomne.
Det blad, du sidder og læser nu, er et medlemsblad – ikke et fagtidsskrift – og jeg mener, det er på tide, at I læsere kommer med i en dialog om stort og småt. Jeg har gennem de sidste fire år skrevet artikler hertil – og i alle andre magasiner, blade sker der jævnlig fornyelser – det er her jeg kommer ind.
Mine private oplevelser i LAP
På LAP´s landsmøde i maj sidste år fejrede vi som bekendt også 10-års jubilæum. Arran-gementet blev lidt af et tilløbsstykke, og vi har efterfølgende fået megen ros af medlem-merne. Både Michael Falchs optræden, den første uddeling af LAP-prisen og det, at vi havde valgt et dejligt sted som Hotel Svendborg. For mig skete der også noget andet; jeg opstillede som kandidat til Landsledelsen og blev valgt ind - til nogles glæde og andres fortrydelse. Selvom arbejdet er hårdt og omfattende, føler jeg, at jeg er med til at gøre en positiv forskel – min vision er nemlig, at selvom vi er psykisk sårbare eller psykiatribrugere - kald det hvad I vil – så er nuet, fremtiden og det positive, vi kan få til at ske, blevet min mærkesag. Jeg nægter at hænge fast i 10 år gamle fastlåste meninger om psykiatrien. Vi er altså på vej frem, og vi skal videre! Og det skal medlemmer mærke bl.a. i form af, at jeg vil prøve at indgive mere håb, optimisme og fremtidsvisioner til den ellers meget alvorlige sag, vi arbejder med og for. Det er ikke alle i egne rækker, som helt bifalder denne tanke, men jeg fortsætter, fordi jeg tror på, at alle mennesker har brug for lidt glæde i tilværelsen – også psykisk syge, med eller uden medicin.
Mit Univers her skulle bidrage med lidt af det, vi alle sammen også burde have – nemlig et liv med andre mennesker, samfundet og naturen. Men for at det ikke skal blive for tandløst og kun handle om, hvad jeg bedriver i min hverdag, kunne det være alle tiders, hvis I havde lyst til at bidrage med jeres oplevelser – altså helst den positive af slagsen. Så fat kuglepen eller tastatur og skriv – så vil jeg vælge de mest egnede historier ud, og alle vil få svar, uanset om vi bruger dit input.
Med DSB på farten
En aften på vej hjem fra møde i LAP-Odense, sad jeg i toget sammen med Hanne og et par andre fra LAP. Den kvindelige togkontrollør skulle selvfølgelig se min gyldige billet, men den ville hun ikke rigtig sige god for. Grunden var, at jeg på morgenens afrejse fra Høje Taastrup havde købt en billet, som jeg bemærkede var noget billigere end sædvan-ligt, og det undrede mig, men jeg glemte det senere. Nu fortale den rare dame, at billetten ikke var en returbillet! Jeg var målløs og forstod pludselig, hvorfor billetten var så billig. Hanne, som dengang stod for LAP-regnskabet, klarede dog sagen, og jeg slap for en bø-de ved at købe en ny billet. Senere skrev jeg en klage til DSB over billetdamen, som ikke havde hørt efter, da jeg bestilte en pensionist, tur/retur Odense med pladsbillet på udturen. Og jeg fik et pænt svar med undskyld tilbage. Denne lille hændelse er noget, Hanne og jeg jævnligt griner over. Det er helt sikkert, at jeg ikke havde klaret frisag, hvis Hanne ikke havde været der.
Og så til noget helt andet
I 2010 vil også førtidspensionister kunne måle på, om vi får mere at gøre godt med i kro-ner og øre – eller om det hele skal gå til grønne afgifter og andet til statskassen. Foreløbig kan jeg se, at jeg har fået et noget større rådighedsbeløb, som jeg har valgt at bruge på en ny skærm til pc-en. Den er lige blevet indkøbt i ElGiganten, men det skete ikke uden problemer. Ved første henvendelse fik sælgeren overtalt mig til at købe en demo-model i et meget fint mærke, og jeg sparede 1.000 kr. Da jeg kom hjem med skærmen, brugte jeg to dage uden held med at få den til at virke. Der fulgte heller ingen brugsanvisning eller cd-rom med, så det stod klart, at jeg måtte tage turen til Glostrup igen for at klage.
Det viste sig at skærmen var defekt, ydermere havde jeg fundet en label bagpå, hvor der stod, at den var fremstillet i 2006 – så jeg var skuffet. Jeg klagede min nød til sælgeren og bad om en dekort på købet af en ny LG-monitor – man skulle da mene, at det var det mindste butikken kunne gøre, efter at jeg selv måtte slæbe den tunge defekte skærm ned til vareudleveringen 100 meter uden for butikken for at få kvitteringen stemplet og 999,- kr. tilbage. Det lød ikke just fra ekspedienten til, at der kunne forhandles om prisen på den nye skærm, men da jeg stod ved skranken, kom han alligevel springende med LG-skærmen og en gave - nemlig et lille højtalersæt - som plaster på såret. Jeg nåede lige at råbe til ham, at jeg ikke ville klage til varehuschefen alligevel, inden han med et stort smil forsvandt. Så trods trængsler lykkedes missionen til sidst, og glad blev jeg. Hvad kan man lære af dette? Jo, hold på din ret, kæmp for det og glæd dig, når det endelig lykkes.
Inden næste medlemsblad udkommer, er det forhåbentlig blevet forår og forsommer – det er noget, jeg ser hen til med længsel. Vinteren har tæret hårdt på alle ressourcer - også de psykiske - men tanken om, at blomsterne snart vælter op af jorden, insekter og menne-sker myldrer ud af hulerne, så vi atter kan få opladet energi og få lidt glæde i livet, det tænder i mig.
Det var alt for denne gang.
Keep Smiling – du får måske en Win-Win situation!
Mange hilsner
Inger-Liss
Du kan maile til mig på: inger-liss@smoerumnet.dk