I sidste udgave af medlemsbladet bragte I artiklen ’vi bliver hvad vi spiser’ af Steen Moestrup. Artiklen omhandlede blandt andet Juvelhusets kostomlægning og udgivelse af rapporten ’En Tur I Det Grønne – Om Kost Og Sindslidelse’ af Svend Rybner. Det er vigtigt for os at sige jer tak for omtalen og et godt blad!

Vi er glade for muligheden for at fortælle om den viden, vi har samlet i rapporten og om den opløftende virkning som er fulgt i kølvandet på kostomlægningen i Juvelhuset.  
Samtidig syntes vi det er vigtigt at gøre opmærksom på enkelte misforståelser, som kom til udtryk i artiklen ’Vi bliver hvad vi spiser’.

Således har vi på intet tidspunkt været inspireret af eller arbejdet ud fra Lene Hanssons teorier og tilgang til kost, men haft et internt undervisningsforløb med blandt andet ernæringsterapeut Lene Nørresø.

Yder mere antyder artiklen, at Juvelhusets kostomlægning ’ikke gør meget ud af de enkelte fødevarers påvirkning af vores psyke’ og at vi ikke forholder os til mælk og gluten allergi.  Denne misforståelse vil vi nødigt lade stå alene, da det netop er et af rapportens væsentligste omdrejningspunkter at kortlægge meget specifikke følger af fødevarer.

Slutteligt ønsker vi også at gøre opmærksom på, at den månedlige brugerbetaling er 2170 kr. pr. person og ikke 2541 kr. som skrevet i artiklen.

Mange tak & venlige hilsner
Tonie Rasmussen
Forstander i Juvelhuset


Pressemeddelelse om rapporten ’En Tur I Det Grønne – Om Kost Og Sindslidelse’.

Det er sund fornuft at ændre kosten når man har alvorlige psykiske problemer
På baggrund af en rapport, der for første gang samler eksisterende dokumentation om sammenhængen mellem kost og sindslidelse, har et rehabiliteringstilbud for voksne med alvorlige psykiske problemer omlagt kosten, så den tager højde for de væsentlige forhold, der har betydning for psyken: Essentielle fedtsyrer, vitaminer, mineraler og allergi over for gluten og kasein.

Juvelhuset
Juvelhuset, som hører under Herlev Kommune, er et socialpsykiatrisk botilbud. I huset bor der 16 voksne mennesker, som på hver sin måde arbejder for at genvinde magten i deres liv. For at give den enkelte mulighed for at finde sin egen vej tilbage til livet, kræver det blandt andet en bred vifte af tilbud. I Juvelhuset faldt det naturligt at arbejde med kosten, som ét af mange rehabiliteringstilbud, for mennesker med et mere end almindeligt prøvet sind. Derfor besluttede Juvelhusets beboere og medarbejdere i 2007, at omlægge kosten og afsætte egne ressourcer til at undersøge og sammenfatte den nationale samt internationale viden, der findes om samspillet mellem den mad vi putter i munden og dens betydning for psyken.

Gammel vin på nye flasker – ja tak!
Juvelhusets leder Tonie Rasmussen fortæller: Vi er godt klar over, at den forskning, som rapporten bygger på ikke er ny. Det nye består i, at Juvelhuset har samlet den eksisterende forskning. Vi ønskede, at undersøge det videnskabelige belæg for sammenhængen mellem kost og psyke og gøre denne viden overskuelig. På den måde håber vi at bane vejen for andre, der mener, at der er sund fornuft i at arbejde med kosten. Tonie Rasmussen siger videre, at rapporten har givet de mennesker, der bor og arbejder i Juvelhuset, den evidensbaserede opbakning der skal til, når der kan synes langt mellem flæskestegene.

Hvordan får man større appetit på livet?
I Juvelhuset er lysten til at bevæge sig ud i samfundet blevet større. Samtidig er angsten for forandring blevet mindre. Men eftersom det ikke er muligt at dokumentere kostomlægningens effekt, er det ikke til at sige nøjagtigt, hvad der er årsagen til et højere aktivitetsniveau og et større mod på livet. Tonie Rasmussen påpeger dog, at man i Juvelhuset med sikkerhed kan konstatere en positiv følelse af, at det er muligt at gøre noget aktivt for at passe på sig selv. Ved at omlægge kosten og tage de nødvendige hensyn ved vi samtidig, at vi gør en stor indsats for at forebygge de livsstilssygdomme, som mennesker med alvorlige psykiske problemer har øget risiko for at få.

Sammenspillet mellem kost og sindslidelse  
I rapporten fra Juvelhuset omtales evidensbaserede undersøgelser, der peger på, at de alvorlige psykiske sygdomme, som skizofreni, depression og angst, kan bedres gennem kostændringer. Undersøgelserne viser, at der er brug for kost, som tager hensyn til et tilstrækkeligt indtag af essentielle fedtsyrer, de rigtige vitaminer og mineraler og en klarlægning af eventuel allergi over for gluten og kasein:
Spiser man tilstrækkeligt med flerumættede fedtsyrer, er der mindre risiko for at udvikle skizofreni. Tilskud af omega 3 styrker opbygningen af hjernens celler og dermed dens funktion. Essentielle fedtsyrer bidrager til bedre psykisk balance, hukommelse, nærvær og indlæringsevne.
Vitaminerne B6 og B12 modvirker hallucinationer. Mangel på C vitamin øger risikoen for at udvikle skizofreni. Tilstrækkelig tilførsel og korrekt balance i niveauet af mineraler som zink, mangan og kobber har betydning for overførslen af nerveimpulser og dermed hjernens funktion, som er afgørende for psykens funktion. Mangel på D vitamin har også betydning for udviklingen af skizofreni.
Manglende evne til at udskille peptidrester fra proteinerne gluten og kasein kan føre til udvikling af skizofreni.
En dårlig prognose for skizofreni er samtidig forbundet med et højt indtag af mættet fedt og sukker.

Vi vil have mer’
I takt med at rapporten tog form, stod det klart, at forskningen på området er mangelfuld og vil drage fordel af, at det etablerede og alternative system arbejder sammen og ikke mod hinanden.
Imens vi venter på fremtidige forskningsresultater, så har beboere og medarbejdere i Juvelhuset taget en beslutning om, at de kostomlægninger, de arbejder med, er værd at bruge tid og energi på. Et sundt legeme giver styrke til psyken og mange fordele i form af bl.a. øget velbefindende, mere energi, smukkere hud, lækkert hår, bedre humør og mindre risiko for livsstilssygdomme.