Personlig beretning fra oplægget om genetik og skizofreni.
NB! Læs venligst den indsatte faktaboks for at forstå mere om hvad forskningen går ud på!
Et af LAP’s landsledelsesmedlemmer havde kontaktet forskningsleder Thomas Werge fra Sct. Hans Hospital og inviteret ham til at fortælle om baggrunden for, hvorfor genetik, arv og miljø er så vigtig for fremtidens behandling af f.eks. skizofreni.
Ti LAP-medlemmer havde meldt sig til hans oplæg om genterapi, epigenetik og skizofreni. Det var en meget veloplagt Thomas Werge, der mødte op på sekretariatet i Odense for at kaste lidt mere lys over sin videnskab. Selvom man ikke er stiv i biologi, naturvidenskab og lignende, kunne selv jeg få en masse ud af foredraget, som blev holdt i en yderst behagelig atmosfære og i ord som alle kunne forstå.
Grundlaget for at få Werge ind over var affødt af den artikel, JyllandsPosten lancerede om Thomas Werges studium i genetik inden for skizofreni sidste efterår. Desværre gav artiklen anledning til en del misforståelser - også hos LAP-medlemmer - da avisen beskrev Werges videnskabelige undersøgelse nærmest som Aldous Huxley-romanen ”Fagre nye verden”. Det endte op i avisens påstand om, at man i fosterstadiet ville blive frasorteret, hvis der kunne ses den mindste mulighed for, at der måtte være arveanlæg for skizofreni. I begyndelsen af september sidste år blev et af vore medlemmer refereret i JyllandsPosten for påstande om at Werges forskning handlede om racehygiejne, genpleje, populærvidenskab af værste skuffe – og at man på dette grundlag måtte afvise den forskning fuldstændig. Det skabte efterfølgende en del uenighed i LAP-regi. Derfor var det en rigtig god ide at få Thomas Werges version og forklaring om denne nye viden.
Det er ikke til at afvise, når videnskaben bringer dokumenterede undersøgelser som denne, så de holdninger folk måtte have imod den viden, skyldes nok at man ikke kan forholde sig til at vi lever i år 2010 og ikke i 70-erne. Man kan læse nok så meget om modsatte meninger om den forskning som nutiden kan, men det tillader ikke at afvise en viden, som kan bevises. Selvfølgelig har man lov til at have sin egen mening om alt, men tvivlerne, der ikke vil forholde sig til faktuel dokumenteret viden, skal nok ikke reklamere så meget for det udokumenterede – tro og viden er stadig ikke det samme. Det forklarede Thomas også, da et par tilhørere proklamerede, at de havde læst masser af bøger og mente at vide bedre. Men det retfærdiggør ikke, at man benægter videnskab – for alle kan skrive bøger, men kun få kan dokumentere faktuel viden - og det er en væsentlig forskel. Det er bl.a. det forskerne forsøger at få os til at forstå.
Thomas forklarede forskellen på en observation (f.eks. at mange mennesker med psykisk sygdom har været udsat for overgreb tidligt i livet) og videnskab (arbejdet med at forstå baggrunden for denne observation). Skyldes den psykiske sygdom dette overgreb? Eller er det den psykiske sygdom, der allerede tidligt i livet, inviterer til overgreb (det er selvsagt ikke tilfældet, men vi kan jo principielt ikke vide det)? Eller skyldes sammenhængen mellem sygdom og overgreb samme årsag, som ikke er helt let at få øje på. Spørgsmålene er nemme at stille, men de kan kun besvares ved store og omhyggelige undersøgelser, der udelukker alle de mange faldgruber, der altid findes i sådanne tilfælde.
30 års forskning i skizofreniens opståen, symptomdæmpning, arvelighed og miljøbetingelser har endelig givet forskningen nye redskaber til at gøre noget effektivt for denne alvorlige sygdoms ofre. Der er bevilget 30 mio. kr. til forskningen der støttes af bl.a. Højteknologifonden, Region Hovedstadens Psykiatri, Lundbeck A/S og deCODE Genetics Inc. Det er ikke kun medicinalindustrien som tjener på dette; det tjener samfundet, de psykisk syge og deres pårørende at få denne nye viden bragt i anvendelse.
Vil man læse mere om denne spændende videnskab, kan Thomas Werge Googles på nettet og der vil dukke masser af artikelmateriale op, som den interesserede kan gå i dybden med. Ugeskrift for læger har også bragt flere artikler om emnet, ligesom udenlandske lægevidenskabelige tidsskrifter byder på meget læseværdigt.
På denne snekolde februardag, fik tilhørerne et yderst spændende og velholdt oplæg om noget, vi en dag i nærmere fremtid bliver klogere på og som lægerne kan bruge forebyggende – ja, måske ligefrem helbredende.
Nogle stikord fra biokemiker Thomas Werges oplæg: Genetik = startpunkt. Når tomatplanten befinder sig i sit rette miljø med generne i orden giver den sunde tomater – og hvis tomatplanten bliver anbragt i forkert miljø eks. i et ørkenlandskab, bliver det tomatens endeligt. Molekyler til helbredelse er undervejs. Immunforsvaret, fire genetiske varianter, kromosomfejl, fænotyper.
Mange tak til dig Thomas fordi du ville dele din viden med os i LAP. Jeg vil fremover følge med i forskningen på den gren.
FaktaboksKildeangivelse: Psykiatri Fonden Af Thomas Werge, Forskningschef, cand.scient ved Sct. Hans Hospitals Forskningsinstitut. Forskere har opdaget, at mutationer i arvemassen giver forøget risiko for udvikling af skizofreni. En opdagelse, der har afgørende indflydelse på sygdomsforståelse, diagnostik og behandling – og ikke mindst på stigmatiseringen af mennesker med skizofreni. Skizofreni blev første gang beskrevet for mere end 100 år siden. Man bemærkede tidligt, at sygdommen både kunne forekomme som isolerede tilfælde i familier, der ikke tidligere havde haft psykiske sygdomme, og i familier, der var meget hårdt ramt af skizofreni eller andre psykiske sygdomme. Arv eller miljø I antipsykiatriens storhedstid op gennem 1970’erne argumenterede markante personligheder, f.eks. psykiateren Ronald D. Laing for, at særligt opvækstbetingelserne havde afgørende betydning for udviklingen af skizofreni. Sygdommen blev på mange måder set som en naturlig eller normal reaktion på et sygt samfund. Det har betydet, at pårørende og psykisk syge har følt den kolossale skyld og stigmatisering, der fulgte i kølvandet på den antipsykiatriske bølge. Skizofreni skyldes ikke så meget opvækstbetingelserne (repræsenteret ved adoptivforældrene) som den genetiske arv, som adoptivbørnene har med sig fra deres biologiske forældre. Disse studier burde have afgjort debatten om arv over for miljø og ikke mindst befriet pårørende og psykisk syge for skyld. Og svære psykiske sygdomme som skizofreni burde ved samme lejlighed have fået samme status som andre komplekse sygdomme som forhøjet blodtryk eller sukkersyge. Skizofreniens arvelighed Op gennem 1980’erne og 1990’erne lykkedes det forskerne at finde forandringer i arvemassen, som medfører en række arvelige sygdomme, f.eks. nogle former for demens, cystisk fibrose m.fl. Men det skulle fortsat vise sig svært at finde de specifikke ændringer, der fører til skizofreni og til andre psykiske sygdomme. Det var i øvrigt også tilfældet for sygdomme som forhøjet blodtryk og sukkersyge. Sygdomsforståelse Skizofreni er ikke én men snarere flere forskellige sygdomme. Dermed bliver det rimeligt at forvente, at de forskellige former for skizofreni skal behandles forskelligt. Skizofreni viser sig på flere måder, hvilket på sigt lægger op til en mere individuel tilpasset behandling. De nye opdagelser kan betyde, at også det eksisterende diagnosesystem ICD 10 skal tilpasses, så én type skizofreni både diagnosticeres og behandles forskelligt fra andre former. Ny og specifik behandling Medicinsk behandling af skizofreni er i vid udstrækning symptomdæmpende og udviklet uden kendskab til de underliggende årsager til sygdommen. Med de nye opdagelser bliver det muligt at introducere de skizofreni-fremkaldende kromosomforandringer i forsøgsdyr (f.eks. mus) eller i celler, der kan dyrkes i en petriskål. Derigennem kan vi få viden om, hvilke processer i hjernen der under sygdom rammes af kromosomændringerne, og vi kan for første gang søge at udvikle lægemidler, som enten kan forhindre eller standse de specifikke skader, der opstår i hjernen som følge af sygdommen. |
Kildeangivelse: Psykiatri Fonden
Af Thomas Werge, Forskningschef, cand.scient ved Sct. Hans Hospitals Forskningsinstitut.
Forskere har opdaget, at mutationer i arvemassen giver forøget risiko for udvikling af skizofreni. En opdagelse, der har afgørende indflydelse på sygdomsforståelse, diagnostik og behandling – og ikke mindst på stigmatiseringen af mennesker med skizofreni.
Skizofreni blev første gang beskrevet for mere end 100 år siden. Man bemærkede tidligt, at sygdommen både kunne forekomme som isolerede tilfælde i familier, der ikke tidligere havde haft psykiske sygdomme, og i familier, der var meget hårdt ramt af skizofreni eller andre psykiske sygdomme.
Arv eller miljø
I antipsykiatriens storhedstid op gennem 1970’erne argumenterede markante personligheder, f.eks. psykiateren Ronald D. Laing for, at særligt opvækstbetingelserne havde afgørende betydning for udviklingen af skizofreni. Sygdommen blev på mange måder set som en naturlig eller normal reaktion på et sygt samfund. Det har betydet, at pårørende og psykisk syge har følt den kolossale skyld og stigmatisering, der fulgte i kølvandet på den antipsykiatriske bølge.
Skizofreni skyldes ikke så meget opvækstbetingelserne (repræsenteret ved adoptivforældrene) som den genetiske arv, som adoptivbørnene har med sig fra deres biologiske forældre. Disse studier burde have afgjort debatten om arv over for miljø og ikke mindst befriet pårørende og psykisk syge for skyld. Og svære psykiske sygdomme som skizofreni burde ved samme lejlighed have fået samme status som andre komplekse sygdomme som forhøjet blodtryk eller sukkersyge.
Skizofreniens arvelighed
Op gennem 1980’erne og 1990’erne lykkedes det forskerne at finde forandringer i arvemassen, som medfører en række arvelige sygdomme, f.eks. nogle former for demens, cystisk fibrose m.fl. Men det skulle fortsat vise sig svært at finde de specifikke ændringer, der fører til skizofreni og til andre psykiske sygdomme. Det var i øvrigt også tilfældet for sygdomme som forhøjet blodtryk og sukkersyge.
Sygdomsforståelse
Skizofreni er ikke én men snarere flere forskellige sygdomme. Dermed bliver det rimeligt at forvente, at de forskellige former for skizofreni skal behandles forskelligt. Skizofreni viser sig på flere måder, hvilket på sigt lægger op til en mere individuel tilpasset behandling. De nye opdagelser kan betyde, at også det eksisterende diagnosesystem ICD 10 skal tilpasses, så én type skizofreni både diagnosticeres og behandles forskelligt fra andre former.
Ny og specifik behandling
Medicinsk behandling af skizofreni er i vid udstrækning symptomdæmpende og udviklet uden kendskab til de underliggende årsager til sygdommen. Med de nye opdagelser bliver det muligt at introducere de skizofreni-fremkaldende kromosomforandringer i forsøgsdyr (f.eks. mus) eller i celler, der kan dyrkes i en petriskål. Derigennem kan vi få viden om, hvilke processer i hjernen der under sygdom rammes af kromosomændringerne, og vi kan for første gang søge at udvikle lægemidler, som enten kan forhindre eller standse de specifikke skader, der opstår i hjernen som følge af sygdommen.