En personlig beretning

En sen november aften blev der banket på min dør, og udenfor stod to uniformerede betjente. De meddelte mig at jeg skulle indlægges nu. Jeg fik ingen begrundelse, og det hele var særdeles skræmmende, fordi jeg aldrig har haft noget med politiet at gøre, og de to betjente udviste ikke nogen empati. De bragte mig til Risskov Hospital i Århus på en af de Retspsykiatriske afdelinger, hvor jeg tilbragte nogle dage. Jeg fik ikke nogen begrundelse for, hvorfor jeg skulle indlægges. Men årsagen til, at jeg blev indlagt på en retspsykiatrisk afdeling, var, at jeg har en behandlingsdom, som jeg fik for nogle år siden efter at have sat mig til modværge overfor overgreb i.f.m. fiksering m.m. Og så ender man med at blive kriminaliseret af det psykiatriske system, som vor udviklingskonsulent Karl Bach Jensen også var ved at blive, hvilket man kan læse om i forrige blad.

Efter fire dage kom den ledende overlæge T.A. pludselig og fortalte, at jeg skulle overføres til Viborg Retspsykiatriske afdeling. Jeg protesterede, da jeg så ikke ville kunne få besøg så ofte af mine pårørende, som er bosiddende i Århus, ligesom jeg bad om at blive udskrevet. T.A. var imidlertid totalt ligeglad med dette. Igen blev jeg afhentet af to uniformerede betjente, hvorefter jeg blev overflyttet til Viborg.

På Viborg Retspsykiatriske afdeling mødte der mig et chok. Jeg var helt stille, men alligevel blev jeg gennet ind på et værelse, som jeg ikke måtte forlade, og hvor jeg skulle skærmes. Officielt fordi personalet så kunne observere, hvordan jeg havde det. Selvom jeg hverken gjorde mig selv eller andre fortræd, blev jeg kort efter fikseret. Ifølge afdelingen var dette fast procedure ved nyindlagte patienter. Først efter et døgns tid blev jeg løsnet. I dette døgn måtte jeg tisse i sengen, og blive liggende i dette, da man ikke gad skifte sengetøjet. Jeg blev heller ikke tilset det antal gange, man skal af en læge, når man ligger fikseret. Da jeg endelig blev løsnet, måtte jeg stadig ikke forlade min stue, hvilket stod på i nogle uger.

Derudover blev jeg straks ved ankomsten frataget min mobil og måtte under hele indlæggelsen ikke få den tilbage og ej heller komme på internet. Det betød at mine pårørende havde ekstremt svært ved at komme i kontakt med mig, hvilket også gjaldt min bistandsværge/patientrådgiver.

Mine pårørende var meget oprørte over den behandling, jeg fik, og udbad sig derfor en pårørendesamtale, hvor de selvfølgelig gik ud fra, at jeg også skulle deltage. Men det måtte jeg ikke. Den ledende overlæge I.M.M. og oversygeplejerske D.R. forklarede mine pårørende, at de jo skulle lære at forstå, at det var med psykiatriske patienter som med hunde, at når man kaster en kæp, så skal hunden lære at hente den. På samme måde med psykiatriske patienter, skulle man også bare lære dem forskellige færdigheder. Mine pårørende, som selv arbejder indenfor psykiatrien, var selvfølgelig dybt uenige i ledelsens udsagn. Oversygeplejersken reagerede herefter med at sige, at det ikke var godt for mig, at mine pårørende ikke var enige i min behandling, da psykiatriske patienter ikke kan klare uenighed. D.R. fortsatte samtalen med at sammenligne psykiatriske patienter med børn, som efter hendes mening heller ikke kunne klare, hvis mor og far var uenige. Hele samtalen med mine pårørende foregik i et meget nedværdigende tonefald, og da de ikke kunne se, at man overhovedet kunne tale fornuftigt med ledelsen på Viborg Psykiatriske sygehus, valgte mine pårørende at afbryde denne kontakt.

LAP forsøgte også at hjælpe mig, men blev afvist med, at man maksimalt måtte have en pårørende, selvom jeg havde givet fuldmagt til, at LAP måtte få alle relevante oplysninger og også handle på mine vegne.

Også den lægefaglige behandling på afdelingen må siges at være af særdeles suspekt karakter. Der er ingen fastansatte læger, kun to læger i vikariater. Den ene var en reservelæge T.T., som for nogle år siden blev fyret fra psykiatrisk afdeling i Hillerød, fordi han var og er af den opfattelse, at psykisk syge måske i højere grad er besat af dæmoner. T.T. har også offentligt givet udtryk for, at han i dag bedre kan arbejde med Retspsykiatriske patienter, da som han siger ”Dommedag er blevet min trøst”. Dette skal fortolkes således, at så vil patienterne brænde op i helvede. Den anden vikarierende læge var en ældre overlæge, som ikke altid kunne huske mit navn, selvom jeg var den eneste kvinde på en afdeling med 10 patienter.

Under hele opholdet forholdt man sig slet ikke til, at jeg var deprimeret og bar rundt
på en stor sorg efter tabet af min bedste ven, der var afgået ved døden. Jeg ville have haft brug for samtale, et antidepressivt middel og omsorg, men det var ikke noget man gjorde på stedet, fik jeg at vide. Så det eneste, ”behandlingen” bestod af for mig, var ren og skær opbevaring.

Personalet i Viborg er gennemsyret af, at de mener, der også skal indgå et straffende element, hvilket må siges at være en total misforståelse. Da man netop er blevet fundet straffri på grund af sin psykiske tilstand og i stedet dømt til psykiatrisk behandling, burde det primært indeholde en seriøs behandling inkluderende pleje og omsorg.

Afdelingssygeplejersken P.M, som bestemt ikke var vellidt af patienterne, sørgede hver dag for, at afdelingen blev kørt stramt efter deres helt egne systemer, hvor det bærende element i behandlingen er straf, som personalet iværksætter efter forgodtbefindende. Straf kunne fx være, at man får stuearrest, fordi man ikke har været såkaldt efterrettelig, som personalet kalder det. Jeg oplevede denne straf, da jeg to gange havde spurgt til, om jeg ikke snart kunne få den ordinerede medicin, hvilket personalet fandt upassende, fordi nu holdt de altså pause.

På et tidspunkt – lige inden jul - fandt man på at gennemføre en kollektiv afstraffelse, som indeholdt:

Ingen besøg patienterne imellem på stuerne overhovedet
Ingen besøg af pårørende
Ingen ledsaget udgang
Ingen hjemmebesøg
Ingen aktivitet i ergoterapien
Ingen kioskbesøg
Ingen haveture

Det betød bl.a., at selvom mine pårørende kom kørende med julegaver til mig, måtte jeg hverken se dem - herunder få et knus - eller tale med dem - hvilket gjorde utrolig ondt.

Selv når de ovenfor nævnte kollektive straffesanktioner ikke var gældende, gjorde ledelsen og personalet, som princip, heller ikke meget for at sørge for at få patienterne ud i samfundet, da man i Viborg ikke tillægger dette nogen vægt. Så er det, at man må spørge sig selv, hvordan patienterne nogensinde skal kunne vende tilbage til et almindeligt liv udenfor, hvilket absolut må være en meget vigtig del af intentionen bag en behandlingsdom.

Endvidere skulle besøgende bestille tid senest dagen i forvejen, og patienten måtte maksimalt få besøg en time, uanset om man, som jeg, fik besøg helt fra København. Dertil kom, at man først måtte få besøg efter kl. 16.00, da personalet ikke ønskede, at lukke nogen ind i det særlige besøgsrum, som ikke lå inde på selve afdelingen. Officielt fordi personalet ikke havde tid til at åbne for pårørende. Personalet havde dog alligevel altid god tid til at ryge, snakke om private ting eller spille på computer. Generelt måtte ingen, hverken pårørende, patientrådgiver eller advokat komme ind på selve afdelingen. Konsekvensen er at personalet så bedre kan komme igennem med disse uhyrligheder, når ingen ”kan se dem over skulderen”.

Under hele indlæggelsen savnede jeg bare et trøstende ord, en hånd eller på anden måde noget menneskeligt fra personalet, men det var de ikke indstillet på, for det hørte sig ikke til på en psykiatrisk afdeling.

Da det endelig lykkedes mig at blive udskrevet, var jeg endnu mere deprimeret, end da jeg blev indlagt, og kun ved hjælp af gode venner, kom jeg igen på fode.

Men, hvad med de patienter som lige nu sidder tilbage i dette ”helvede” uden mulighed for professionel og empatisk hjælp?

Mit opråb er derfor, at vi i LAP må have sat større fokus på de helt urimelige betingelser og vilkår, man byder patienter indenfor retspsykiatrien, hvor Retspsykiatrisk Afdeling, Viborg virkelig er en skamplet, der må holdes ekstra øje med. Vi må gøre en indsats for at standse denne udvikling og få stoppet de ansvarlige, som skaber disse umenneskelige vilkår. Uanset om man er almen patient eller har en behandlingsdom, har vi alle krav på at få en god behandling båret af respekt, omsorg og pleje – og ikke straf og vilkårlighed.

I skrivende stund har LAP modtaget besked om, at Ulla efter 1½ måneds udskrivning nu igen er blevet afhentet af politi i uniform, den 26. februar 2010.

Efter en kort telefonsamtale med hende fortalte hun mig, at hun skulle overføres til Viborg Retspsykiatriske Afd. igen.

Jeg spørger mig selv: ”Hvad er det, der foregår inden for murene?”

LAP starter nu en opklarende undersøgelse af sagen - vi har sendt et brev til hospitalsdirektøren på Århus Universitetshospital Risskov, og fået det svar, at man ikke kan udtale sig om sagen.

U.A.’ s behandling er nu gået videre til Ombudsmanden, hvorfra vi afventer svar.

(Inger-Liss (Red.) 6. marts 2010)