For 20 år siden oplevede jeg en stor kærestesorg. Endnu tidligere havde jeg oplevet et traume, som havde forfulgt mig i mange år. Disse to begivenheder vakte i mig nogle meget stærke, men "besværlige" følelser - vrede, had, sorg. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tackle disse stærke og stærkt pinagtige følelser, så jeg prøvede at fortrænge dem.

Ikke nogen god idé. Jeg tror, at det er det, der har gjort mig syg. Jeg kan næsten mærke disse følelser rent fysisk som ubehagelige strømninger i hjernen - som om der er et sår, der bliver ved med at bløde - stadig nu, så mange år efter.

Nu har jeg besluttet, at jeg vil se på disse tanker og følelser. I årevis har jeg forsøgt at skubbe dem væk - næsten "fysisk" med tankerne. Med en forfærdelig splittelse i mit sind til følge. Jeg kan allerede mærke en lettelse. Disse tanker og følelser er forbundet med angst - men det letter at lade det strømme - under kontrol - det der er, det er. Og det skal ses i øjnene.

Bare se på det. Det er som en spand med mudret vand, som jeg langsomt tømmer. Det er ikke helt tosset, når helten i eventyrene skal se trolden i øjnene for at vinde over det onde og få prinsessen og det halve kongerige. Nå ja, mindre kan vel også gøre det. For eksempel lidt sindsro, lidt sjælefred. Dét jeg har længtes så usigeligt efter i alle disse år. Og som nu pludselig ikke virker så umuligt mere. Se trolden i øjnene. Ja, lige præcis!