Jeg er en rimeligt hårdt prøvet sjæl, derfor er jeg ikke helt klar over, hvorfor jeg i en periode af mit liv, hvor det syntes som skulle alt synke i grus, endte op på en lukket afdeling - jeg var ikke selvmordstruet, trods omstændighederne.
Min elskede gennem mere end 10 år var ved at forlade mig, vi havde kvajet os gevaldigt - havde giftet os og var flyttet sammen, på trods af at vi vidste, at vi ville miste næsten den ene pension. Vi er begge under den gamle ordning’ og der ville ikke længere være et sted at søge tilflugt, når vi trængte mere til ro end til hinanden.
Det var fuldstændig vanvittigt, men hvad værre var endte vi op hos en bolighaj, og han ødelagde meget. Hans lejlighed viste sig at være inficeret med skimmelsvamp, noget jeg reagerer meget kraftigt på, da jeg er blevet allergiker overfor denne påvirkning og i årevis har lidt af astma. Han skal betale indskud og for meget betalt husleje tilbage, jeg har hevet ham i retten, nu må vi se, hvornår, han kommer til lommerne.
Ikke desto mindre gik jeg rundt og græd nærmest uophørligt, stille løb tårerne ned ad mine kinder.
Jeg var ikke i humør til at samtale med andre medpatienter, bemærkede dem faktisk ikke - opslugt som jeg var af min sorg - personalet var fraværende.
Jeg havde ingen restriktioner fået om, hvor jeg måtte opholde mig. Men ét er sikkert, jeg havde været bedre tjent med at blive hjemme, hvor kaoset huserede.
Jeg havde ingen forudsætninger for at få en god behandling på et fremmed hospital, hvor jeg ikke kendte personalet - eller rettere, hvor de ikke kendte mig. Men det havde jeg ikke overvejet. Pludselig kom der en personale og spurgte til mig, I har jo intet at tilbyde ud over et bælte, svarede jeg hende. Men det var åbenbart netop det, hun ville tilbyde. Hun lovede mig, at jeg ville få en fast vagt, der ville støtte mig, hvis jeg lagde mig i det omtalte bælte. Jeg, der har været alle ydmygelser igennem, bad om garanti for, at jeg måtte komme ud, hvis det ikke var til at holde ud. Jeg forlangte, at jeg kunne få lov selv at gå på toilettet, da det er meget krænkende at skulle besørge i andres påsyn, når man er fuldstændig normalt fungerende på det latrinære område. Hun gav alle garantier, vi gav hånd og jeg var meget alvorlig, da jeg slog håndslag og kiggede hende direkte i øjnene. Da jeg kom ind på min stue, var bæltet allerede monteret + fikseringsremme til hænder og fødder.
Jeg gik ind og lagde mig på bæltet. Så lå jeg der stille og roligt og talte med en vagt.
Hun gik og jeg var ikke alarmeret.
Men pludselig overvældede trangen til at komme på toilettet mig. Jeg er god til at holde mig. Skulle engang ligge bomstille grundet en leverbiopsi, og jeg fyldte hele bækkenet op, og kunne så nøjes med at tisse den ene gang i alle de mange timer, der var nødvendige - for ikke at få indvendige blødninger.
Nu kunne jeg blot ikke holde mig længere, og jeg mødte ingen velvilje, aftalen var glemt, nu skulle jeg bare ikke være besværlig. Jeg ålede min lidt vel slanke krop ud af bæltet opover - for at komme på toilettet, men nu blev de pludselig meget opmærksomme på min eksistens. Et større antal af begge køn ilede til, og lille jeg ålede mig forgæves rundt, mens tissetrangen var blevet nærmest uudholdelig. Så skete det for første gang i mit liv, at jeg fik en fodrem på - uagtet at jeg de fleste gange, jeg har ligget i bælte, har kunnet kravle ud, men det har man måttet leve med, da jeg ikke er udadreagerende på nogen måde. Nu var jeg for alvor vred, jeg blev overhovedet ikke hørt og ligegyldigt hvor omsonst det kunne synes, ålede jeg mig nu ud den anden vej, og personalet var for alvor trætte af min stædighed for at lette mig. De stod ligeså talstærkt, som da jeg var kommet helt fri, og jeg endte på gulvet med venstre fod i remmen, mens de moslede med mit lille legeme. Så kom også håndremmen på højre hånd.
De forlod mig, og jeg tissede afmægtig i sengen, der lå jeg og sejlede i min egen urin - som hurtigt blev kold. Gummimadrassen suger jo ikke, så jeg prøvede forgæves at lægge vægt med min frie hånd, så jeg ikke skulle ligge der i den kolde sø.
Hvad og hvorfor ved jeg ikke, men man løsnede mig senere, så det blev til 4 1/2 times fiksering. Jeg ville have haft bedst af at være indlagt, men ikke under sådanne omstændigheder, så om mandagen, da overlægen kom og mine bukser var blevet gået tørre, måtte jeg hjem til hele rodebutikken, og min hundehvalp som havde været passet, var mit ansvar oveni.
Jeg fik 1000 kr. i erstatning for 4 1/2 times tortur - en hård kamp!
Overlægen mente, at jeg ville have bedst af at blive lidt endnu, og deri kan jeg kun give ham ret, det endte i et mega-krak.
Jeg måtte rive 4 måneder ud af kalenderen, hele eftersommeren og indtil jul var jeg indlagt. Samme sted og denne gang 1½ måned i bælte med hånd- og fodremme, havde aldrig forestillet mig, at man ville torturere mig således. Jeg kan ikke sove på ryggen, føler mig utryg og bæltefikseret - på hænder og fødder. Jeg fik en uoprettelig skulderskade af at forsøge at ligge bare lidt på siden, hvilket resulterede i, at jeg vågnede, trods medicinforgiftning, med en sovende skulder, hver gang jeg lige var faldet i søvn.
Nu håber jeg, at jeg igen får medhold i patientklagenævnet, da jeg ikke ser nogen grund til at fiksere et menneske, der affinder sig med, at det er tvangsbehandling, man tilbyder, og hver morgen "frivilligt" returnerer til fikseringssengen (torturinstrumentet) efter badet - for at undgå de voldsomme overmandinger, og som indtager tvangsmedicinering oralt for at undgå yderligere grove overgreb, uagtet jeg end ikke kunne tale forståeligt af overmedicinering. Det kostede det mig, at forsøge at få hjælp før skuden sank, men jeg sank helt ind i et mørke, jeg aldrig skal glemme, hvor det eneste lys var min elskede, der kom og besøgte mig, så hellere selvmedicinere med alt jeg har lært, ALDRIG igen på lukket afdeling - ALDRIG igen offer for en nedprioriteret psykiatri, hvor det, at man er urolig, er at sidestille med, at man SKAL fikseres.
