Vi kunne den 9. august 2010 se LAP-medlemmet og suppleant til Landsledelsen Nils Holmquist Andersen udtale sig på TV i forbindelse med at nogle retspsykiatriske patienter var stukket af. Her fortalte han om, hvor nemt det er at stikke af og henviste til, at han selv engang var blevet indlagt for simpelt tyveri. Normalvis bliver man bare ikke indlagt på retspsykiatrisk afdeling for simpelt tyveri - men det er så, hvad det er.

I efterårets medlemsblad nr. 3/2010 kunne vi så læse i Fru Christoffs Univers, at hun ligefrem i store vendinger roste Nils Holmquist Andersens fremtræden og udtalelser. Hun konkluderer endda: “Det er beundringsværdigt og burde virke afstigmatiserende”. Alt dette finder jeg ikke bare meget forkert og uheldigt, men også meget kritisabelt.

Efterfølgende gik der nærmest massehysteri i politikere, psykiatere, naboer osv., som alle forlangte, at man spærrede disse retspsykiatriske patienter bedre inde. Der er i skrivende stund da også blevet nedsat et hurtigt arbejdende udvalg, som skal kulegrave retspsykiatrien. Dvs. at de af vore medlemmer, som har en behandlingsdom, kan se frem til en langt strengere hverdag, hvilket LAP vel ikke bakker op omkring.

Det at få frataget sin frihed kan nemt blive meget uheldigt for os, da det fx kan være svært at være glad. Manglen på glæde kan i værste tilfælde ende med fx en depression. Som forfatter Tor Nørretranders udtrykker det: “Jo mere glæde, des mindre kontrol. Total kontrol, ingen glæde”.
Hvor meget foranstaltning der er brug for, for at kunne tilbageholde os i en given situation, må altid afvejes i forhold til, at vi også gerne skulle kunne blive raske under forholdene. Total kontrol fremmer ikke helbredelse, så det må vel altid være en balancegang. I det hele taget er det en problemstilling som ikke bearbejdes og forstås med 2 minutters “dumsmarte udtalelser”.

Jeg står derfor helt uforstående over for jeres fremtræden og udtalelser, og jeg kan da heller ikke se, at det på nogen måder kan være eller er LAP´s målsætning, I repræsenterer. I det sidste LAP-blad nr. 4/2010 kunne vi så også læse i Fru Christoffs Univers om psykopati, hvor hun bl.a. havde overværet Jacob Holdts foredrag om hans eget liv blandt hjemløse, forbrydere og Ku Klux Klan i USA. Men i stedet for at fremhæve alle de positive holdninger, som Jacob Holdt står for, så nedgør hun ham i stedet for med kommentaren: “han kunne næsten få en morder til at virke uskyldig”.

Jacob Holdt er jo netop en mand, som er med til at skabe tolerance, forståelse og forsoning og dermed afstigmatisering. Længere fremme fortæller hun så, at en ægte psykopat bærer en maske, og det har hun fuldstændig ret i. Det undrer mig så bare, at hun i spalten ved siden af skriver, jeg citerer: “Glem alt om Janteloven - vid at du er noget unikt i dig selv - på trods af sygdom, diagnoser og andet - du er et menneske som alle andre bag masken”. Jeg bærer ikke nogen maske, og de LAP medlemmer jeg kender, gør det heller ikke. Men jeg går ud fra, at Fru Christoff gør, ellers ville hun vel ikke skrive, som hun gør.

Med hensyn til Janteloven, så er det meget forkert og uheldigt at opfordre andre til at være ligeglad med denne. Janteloven er især misundelsens lov, som forfatter Birgitte Petersen udtrykker det: “Det objekt, som bliver nedvurderet, behøves ikke mere at blive misundt”. Og det er vigtigt, at vi siger fra over for dette.

Endvidere overser Fru Christoff også helt ydmyghedens betydning som modvægt for andres lyst til at nedgøre os. Mennesker, der ikke er ydmyge er ikke til at holde ud at være sammen med og høre på. Så Janteloven er noget, vi skal forstå og forholde os til, og ikke glemme eller negligere, som hun opfordrer til.

Alt i alt synes jeg, at det Fru Christoff skriver er meget forkert og problematisk og slet ikke i tråd med, hvad jeg oplever, LAP står for.

Til slut vil jeg opfordre alle jer med de “uværdige” diagnoser til at skrive ind for at fortælle om jeres kamp for at blive rask og om jeres problemer med stigmatisering. Det må være muligt at gøre anonymt.

Hvis vi i LAP ikke går foran og giver alle psykiatribrugere er værdig omtale og behandling i egne rækker, giver det jo ingen mening at arbejde for af-stigmatisering. Jeg må på den baggrund derfor også tage kraftigt afstand fra Fru Christoffs omtale af psykopaterne, som jeg opfatter som en fordømmelse. En psykopat har trods alt ikke selv valgt at blive psykopat.