Özlem er en politikker efter mit hoved

Hun er først og fremmest sig selv. Hun er ikke bange for at lytte og for at svare på det, man spørger hende om. Hun ved, hvad hun står for og holder fast på trods af opinionsmålinger og spind. Hun er engageret i, at andre mennesker skal have det godt og taler for dem, hvis stemmer sjældent høres. Hun tager udgangspunkt i, hvordan livsforhold opleves. Özlem er socialordfører og psykiatriordfører for SF i Folketinget. Jeg skrev til hende for at få at vide, hvad hun vil med psykiatrien og fik en tid, hvor jeg kunne besøge hende på Christiansborg. Özlem har et lille kontor oppe under taget på Christiansborg. Den dag, jeg var der, sad der to andre og arbejdede, mens vi sad i hendes sofagruppe og talte sammen. Artiklen her er baseret på en udskrift af vores samtale. Det er min plan at finde ud af, hvad der optager hende mest for tiden.

”Psykiatrien skal nytænkes” siger Özlem

”I dag er psykiatrien baseret på et skævt magtforhold mellem den borger, som er sindslidende, og behandlingssystemet. Tvang fylder alt for meget. Psykiatrien skal baseres på ligeværd og på, at den skal hjælpe de sindslidende til at komme sig. For mig er målet ikke, at man skal ligge i en seng og få en pille. Det har det aldrig været”, siger hun. Özlem mener, at det bliver epokegørende, den dag den politiske dagsorden tager udgangspunkt i, at vi behandler for, at de syge skal komme sig. Hvis man holder op med at betragte sindslidelser som kroniske, man i øvrigt må opgive. ”Når formålet med psykiatrien bliver, at man skal komme sig, så er man samtidig nødt til at investere i psykiatrien, så det kan lade sig gøre”.

Pludselige dødsfald i psykiatrien

Vi taler overordnet, men Özlem er tydeligt meget optaget af et spørgsmål, LAP har været med til at gøre aktuelt på det sidste. ”Jeg synes, det er vigtigt at få undersøgt de pludselige dødsfald i psykiatrien nu. Vi har skaffet 16 millioner kr. til en undersøgelse, som Sundhedsstyrelsen skal stå for”.

”Bare det at kunne diskutere, hvor vidt behandlingen er god, er et fremskridt. Det er tidligere blevet opfattet som modstand mod piller i det hele taget. Det er ikke rimeligt. Man diskuterer også, hvor vidt den ene eller anden kemoterapi er god”.

Tvang

Vi vender tilbage til et emne som tydeligvis er centralt for Özlem. Nemlig den voldsomt megen tvangsbehandling. ”Jeg anerkender, at der kan være situationer, hvor tvang kan være sidste udvej. Men tvang er en af de største forhindringer, når det gælder om at hjælpe de sindslidende medborgere til at komme sig. Hvordan kan vi bygge et system op, hvor tvang næsten ikke bliver brugt? Det er vigtigt at udvikle en psykiatri, hvor tvang er aller-allersidste udvej. Vi ved jo, at tvangssituationerne opstår, fordi der er tilspidsede situationer - fordi der ikke er hænder nok, ikke er kvadratmeter nok, ikke er (efter-) uddannelse nok. Men for at kunne skabe en anden psykiatri, kræver det, at vi først og fremmest ændrer holdninger”.

”Det er lykkedes at skaffe næsten 18 millioner kr. til tredje runde af et gennembrudsprojekt til nedbringelse af tvang. Det går ud på, at lære hvordan man kan nedbringe tvang på afdelingerne. I anden runde var der nogle afdelinger, der fik tvangen ned med 70 %. Nu har vi så i to år kæmpet for at få en tredje runde. Det er lykkedes mig at få dobbelt så mange penge til tredje runde som til projektets anden fase. Sidst var det kun almenpsykiatrien og én retspsykiatrisk afdeling, der var med. Denne gang er det almenpsykiatrien, retspsykiatrien og børne-ungdomspsykiatrien. Alle steder skal man arbejde aktivt for at nedbringe tvang. Vores målsætning i SF er, at vi vil nedbringe tvangen med 50%, når vi kommer i regering” ”Man skal udvikle metoder til at nedbringe tvang f.eks. gennem samtale, kontrakter eller konkurrence mellem afdelinger”.

”Det er klare metoder, man skal bruge. Man kan f.eks. lave kontrakter med patienten. Metoden kan gå ud på, at patienten fortæller, hvordan han eller hun gerne vil hjælpes, når han eller hun kører op. Patienten kan sige: ”Når jeg kører op, så skal du lade mig være”. Man laver en aftale og skriver den ned. Og så overholder man den. Det at tale om det kan ændre meget. Både det at tale med patienterne og at tale om det i personalegruppen. Jeg så gerne, at man lavede en konkurrence blandt afdelingerne om, hvem der bruger mindst tvang - kårer den afdeling, som kan bruge mindst tvang. I forrige runde kunne man se, at der blev en ære i at være en af de afdelinger, der virkelig opfyldte kravene. Og det, synes jeg, er en meget positiv tilgang til psykiatrien. Man kan opnå meget bare med dialogen”.
”Vi mangler en sundhedsminister, som er i stand til at tænke ud over lappeløsninger. For nylig var der nogle patienter, der flygtede fra en retspsykiatrisk afdeling på Risskov. Reaktionen var: ”Lås patienterne inde om natten”. I stedet burde man se på, hvorfor vi har så mange retspsykiatriske patienter. Er det rimeligt, at man skal dømmes til behandling i fem år, fordi man har skubbet til nogen? Hvis jeg gjorde det samme, ville det normalt udløse en påtale eller en bøde. En af årsagerne til, at folk flygter, er jo, at de overhovedet ikke har noget at lave. Jeg kan godt forstå, at de flygter”.

Engagement

”Når jeg er så optaget af forholdene i psykiatrien, er der flere grunde. Jeg har selv arbejdet i psykiatrien. Det er en ekstremt fantastisk patientgruppe, som jeg i den grad savner herinde. Det er mennesker, der bare er ligeud. De har ikke alle mulige skjulte dagsordner og er ofte mennesker, der faktisk kan komme rigtig langt, hvis der er nogen, der rækker dem hånden. Det er det ene. En af dem, jeg holder meget af, har været psykiatrisk patient, så jeg ved også som pårørende, hvor mange barrierer og begrænsninger, der er i systemet. Jeg synes, det er ekstremt vigtigt at være stemme for dem, som ingen stemme har. Mange tror ikke, at sindslidende har en stemme. Derfor tænker man: “Det er jo ligegyldigt.” Tværtimod er det virkelig en ære at få lov til at være deres stemme her på Christiansborg, andre vil ikke snakke om dem. Jeg vil gerne snakke med dem, så vi sammen kan løfte nogle sager. Det er en af de grupper, som i den grad bliver stigmatiseret, stemplet og isoleret. Et tydeligt eksempel, der rystede mig for nylig var, da vi snakkede om de patienter, der var flygtet fra Risskov. Jeg gik på direkte TV mod Bent Hansen, der sagde: “Vi snakker om voldtægtsforbrydere og voldspsykopater”. Jeg synes simpelthen, det er noget af det værste, man kan sige. At stå og for åben skærm stemple en hel gruppe retspsykiatriske patienter som voldtægtsforbrydere!”

Skriv til Özlem

”Jeg er på Facebook. Dér er direkte dialog og mulighed for diskussion. Jeg har også en hjemmeside. LAP’s medlemmer må endelig skrive til mig om deres situation, og hvad de har oplevet, hvis der er nogle sager, som de synes, er vigtige at rejse. Jeg vil også gerne lade offentligheden komme de her fortællinger til gode. Jeg overvejer, hvordan vi på en eller anden måde kan løfte det her i fællesskab. Min mailadresse er: ozlem.cekic@ft.dk.

Lige nu arbejder jeg med, hvordan en formålsparagraf for psykiatrien kan skrives ind i et nyt regeringsgrundlag. Det centrale er, at sindslidende borgere skal komme sig”.