Hvad er det - har du mødt nogen?

Efter en spændende temadag på Risskov Universitetshospital med titlen ”Psykopati” i november sidste år, har jeg skrevet denne ikke videnskabelige – men ærlige beretning fra det virkelige liv.

Dyssocial personlighedsforstyrrelse Den ”dyssocialt personlighedsforstyrrede” er ofte veltalende, overbevisende i sin tale, og andre mennesker aner ikke uråd, før de bliver viklet ind i et finmasket net, som både klæber, kræver og til sidst truer. En sygdom der er meget svær – måske umulig - at behandle medikamentelt eller psykoanalytisk. Kun sjældent vil denne person søge psykologhjælp i angst for at blive afsløret og hvis der ydes den behandling, er det ikke så tit den kan ændre personens adfærd eller give andre positive resultater.

Man kan blive ført bag lyset af sådanne mennesker, og det opdagers først, når skaden er sket. Det kan dreje sig om økonomisk kriminalitet, svindel eller en total udnyttelse af en sagesløs person, som er blevet indfanget i nettet. Der bruges oceaner af ressourcer af den person, som forsøger at hjælpe den ”dyssocialt personlighedsforstyrrede”, fordi det hele foregår på den syges præmisser. Dette forstår man ikke før langt henne i forløbet – hvor længe det tager, inden man som hjælper forstår det, afhænger af hvor langt man går med på den syges ideer, og det kommer helt an på personen, der bliver fanget i det finmaskede net af løgne og bedrag. For løgnen bliver fortalt som den fulde sandhed – der kan veksles mellem tale som tillidsvækkende, ynkende eller truende (f.eks. kan der trues med selvmord, cutting eller lignende). Skjult bliver alt det, der ikke tåler dagens lys – det kan være diagnosen, som vedkommende selv mener, er en helt anden end den lægerne har stillet. Den syge får nærmest et ”dopamin-kick” af at straffe eller udnytte en anden person, som er intetanende om, der sker.

Der er tale om et menneske helt uden empatiske følelser for andre end sig selv; dog kan der være tilfælde, når den syge er udsat for et menneske, som har været knyttet tæt til vedkommende, måske dør; så kan empatien være stor.

Personerne her er meget vedholdende/ stædige og kan ofte i årevis forfølge samme person (såkaldt stalking) i forsøget på at skade den, der ”svigtede”. Der vil kun være én, som skal tilgodeses - det er patienten selv. Den hjælp, man måtte have ydet igennem lang tid, kan på et splitsekund vendes af den syge til at han/hun har mistet tilliden til én og så starter en hetz, hvor alle midler tages i brug. Gamle uvenner – og ikke kendte mennesker - bliver opsøgt, og der fortælles løgnehistorier til alle andre om ”hjælperen”, som de fleste vil tro på, indtil andet er bevist. Münchausen syndromet kaldes det også, når løgne bliver til virkelighed - både for den syge og dennes omgivelser.

Her kommer én af forskellene mellem psykopati/dyssocial personlighedsforstyrrelse og den ”almindelige” personlighedsforstyrrelse ind. Førstnævnte (”X”) bruger alle kræfter på at vikle løgne sammen om div. personer, som er imod patienten, for at vise andre at man selv har ret. Selvværdet kan være meget lavt hos den pågældende, som dog alligevel kan være så påholdende og stædig, at han/hun ikke helmer før alle muligheder er brugt op. Inden det er kommet så vidt, har vedkommende måske givet penge, gaver og i den grad rost og værdsat ”hjælperen” – samt over for andre vist, at man sætter stor pris på den hjælp, der ydes. Det kan være en ven, en anden psykiatribruger eller en ansat i psykiatrien, som patienten har udvalgt som ”offer”. Når ”X” så endelig er blevet afsløret af ”hjælperen” – ofte via andre, der selv har været udsat for samme behandling af ”X” – venter strafudmålingen, alt efter hvor let et offer personen var. Er man svag og uden et stærkt netværk, går det hårdt for sig; men har man en stærk karakter, vil man ikke i samme grad blive udsat for vold, trusler eller lignende, men det vil i stedet gå ud over andre i nærmiljøet, som måske har deltaget på sidelinjen. Det er fuldt forståeligt, at selv personalet på lukkede psykiatriske afdelinger kan have svært ved at tackle et menneske med disse sygelige egenskaber.

I Retspsykiatrien, som er til for at behandle og pleje ”X”, må der ofte tys til bæltefiksering og medicinering for at standse patienten. Der kan også være tilknyttet et misbrug, piller eller stoffer, hos disse mennesker. Patienten kan senere efter udskrivelse fra hospitalet fortælle omgivelserne om, hvor ”slemme og onde” de ansatte var. Ofte søger ”X” erstatning for f.eks. uberettiget bæltefiksering, tvangsmedicinering o.l. – og i flere tilfælde må retten bøje sig jævnfør lovgivningen.

Psykopati – en diagnose psykiatere ikke længere anvender

”Psykopaten” lyver ikke – eller snarere - han ved ikke, han lyver – selvværdet er meget højt og personen ofte intelligent, hvilket gør, at han/hun kan skjule sin sande identitet meget længe og for rigtig mange mennesker. Nogle grelle eksempler har været vist i medierne de seneste år, bl.a. mordere og økonomisk kriminelle. Personen har ingen empati - måske lige undtaget sin helt nære familie, som bliver draget ind i ”psykopatens” ofte meget alvorlige kriminelle handlinger. Der findes ikke effektiv medicin, som kan ændre på denne person. For den karakterafvigelse er ikke en sindslidelse, f.eks. optræder der ingen psykoser, tvangstanker o.l. som ved skizofreni. Principielt findes der færre psykopater end folk med andre typer af personlighedsforstyrrelser. Dog har mange ledere på topplan psykopatiske træk. Undersøgelser har vist, at de som bliver psykopater både har mindre defekter i hjernen, som de har fået under moderens graviditet – og så er de blevet omsorgsvigtede, mener psykologen Niels Peter Rygård (undersøgelsen stammer fra et jysk behandlingshjem for tidligt skadede børn).

Egne oplevelser

Hvorfor jeg har valgt, at sætte disse lidelser op imod hinanden skyldes, at jeg igennem mit liv har oplevet begge persontyper på nært hold. Helt konkret drejer det sig om to med typen ”dyssocial personlighedsforstyrrelse” (flere mænd end kvinder tilhører denne gruppe) samt én med ”almindelig personlighedsforstyrrelse”, fordelt på de to køn. Tidsrammen har været gennem de sidste 15 år af mit liv. Fælles for de tre personer er, at alle modtog psykofarmaka under og uden for indlæggelser på psykiatrisk afdeling. Ingen af dem har fået fængselsdomme, men har været dels under retspsykiatrien eller indlagt på psykiatrisk afdeling. Patienten kan ofte dække sig ind under, at vedkommende bruger psykofarmaka og derfor har en psykisk lidelse. Det hænder at personen selv over for omgivelserne uden for hospitalsvæsenet stiller en diagnose, der måske lyder finere eller mere oppe i tiden, som f.eks. ADHD eller bi-polær lidelse.

Andre psykiske lidelser har ikke tilnærmelsesvis haft så stor indflydelse på min hverdag – det er som om jeg bedre forstår helheden ved ADHD, Bipolær lidelse, PTSD, Skizofreni og OCD – for at nævne nogle diagnoser, jeg de senere år er blevet bekendt med. Så ja, jeg har mødt sådanne personer og jeg er blevet meget klogere på, hvornår jeg skal sige fra og til. Hvornår man ikke skal gå ind med hjælp, ved jeg noget om i dag. Har man ikke en meget stærk karakter og et godt netværk skal man ikke (det er mit råd) gå ind og agere som behandler eller hjælper - for ovenstående mennesker kan ikke hjælpes uden man har en professionel lægefaglig uddannelse og/eller erfaring inden for psykiatri og/eller psykologi.

Jeg gjorde det - og det var nogle barske mentale, dyre lærepenge, jeg betalte. Som lægmand er det ikke muligt at gå mere i dybden i det sygdomsvidenskabelige perspektiv i en artikel som denne – jeg har brugt min erfaring og egne oplevelser samt en del research. Mange af os kender formodentlig et menneske med denne lidelse, eller én med psykopatiske træk, fra omgangskredsen, arbejdspladsen, familien, et kæresteforhold eller et ægteskab.

Afslutningsvis vil jeg slå fast, at artiklen her er baseret på personlige oplevelser, med undtagelse af det faktuelle i diagnoser og behandling, som er hentet fra fagfolk som læger, psykologer og ansatte i psykiatrien.

Nogle kriterier for diagnosticering:

(Privathospitalet, Lisegården)
Særlige kendetegn: Let ved at lyve, bortforklare og bedrage. Manipulerende. Magtsyg. Ingen skyldfølelse og anger. Hensynsløs. Udpræget evne til at påvirke sine omgivelser. Mangler realitetssans. Evig trang til spænding. Svagt og overfladisk følelsesliv. Ofte flere skilsmisser og mislykkede forhold. Kontrolfreak. Vedkommende kan have en kolossal ødelæggende betydning for sine omgivelser. Paranoid kultur omkring sig og er overbevist om, at nogen forsøger at få vedkommende ned med nakken. Man bliver skiftevis trukket ind i varmen og sparket ud i kulden - og aner ikke hvorfor.

FAKTA: Sådan stilles diagnosen dyssocial personlighedsforstyrrelse:

For at opfylde kriterierne for at have en dyssocial personlighedsforstyrrelse skal man for det første opfylde kriterierne for overhovedet at have en personlighedsforstyrrelse (nr. F60 i WHO’s diagnosesystem: ICD 10), de generelle kriterier:

• Man har et vedvarende og karakteristisk mønster for sin adfærd og måde at opleve og fortolke tilværelsen på som er anderledes end det der accepteres i den kultur, man tilhører. Det skal gælde for mindst to af følgende områder:
• Ens erkendelser eller holdninger
• Ens følelser
• Ens kontrol over egne behov og impulser
• Ens forhold til andre mennesker

Desuden skal man opfylde følgende fem kriterier:
• Man skal have en adfærd som er gennemgribende unuanceret, utilpasset og uhensigtsmæssig
• Den uhensigtsmæssige adfærd skal gå ud over én selv eller andre
• Den uhensigtsmæssige adfærd er startet i ens ungdom eller barndom
• Den uhensigtsmæssige adfærd skyldes ikke at man har en anden psykisk sygdom
• Den uhensigtsmæssige adfærd skyldes ikke misbrug eller en fysisk sygdom, f.eks. en hjerneskade.

F60.2 Dyssocial personlighedsstruktur

Karakteriseres af manglende hensyntagen til sociale forpligtelser, manglende følelse for andre eller afstumpet ligegyldighed. Der er udtalt afvigelse mellem adfærden og fremherskende sociale normer. Adfærden er ikke påvirkelig af erfaring, herunder straf. Der er lav frustrationstolerance og lav tærskel for aggressive udladninger med voldelig optræden. Der er tilbøjelighed til at kaste skylden på andre eller til at komme med bortrationaliserende forklaringer for adfærd, som bringer individet i konflikt med samfundet.

Udover de generelle kriterier for F60 skal mindst 3 af følgende kriterier være opfyldt:

1. Grov ligegyldighed over for andres følelser
2. Manglende ansvarsfølelse og respekt for sociale normer eller forpligtigelser.
3. Manglende evne til at fastholde forbindelser med andre.
4. Lav frustrationstolerance og aggressionstærskel.
5. Manglende evne til at føle skyld eller lade sig påvirke af erfaringer, inklusive straf.
6. Bortforklarings- og udad projektionstendens.

Mulig behandling

Psykoterapi: Psykoterapi mod en dyssocial personlighedsforstyrrelse kan være rettet mod konkrete uhensigtsmæssige måder at handle på. Metoden kan f.eks. være kognitiv terapi eller adfærdsterapi. Uanset hvilken terapi det drejer sig om, er det nødvendigt at den har faste rammer, hvor man lægger vægt på at de aftaler, man laver, bliver overholdt.

Nogle har gavn af gruppeterapi, fordi det er lettere at se sine egne fejl hos andre med den samme personlighedsforstyrrelse. Og det er lettere at lære af det man får at vide af en som er “i samme båd”, end af det, terapeuten siger. Hvis man samtidig har et misbrug, er det nødvendigt at få behandling for misbruget, før man får psykoterapi for sin personlighedsforstyrrelse.

Medicin: Tegretol og andre lægemidler mod epilepsi kan af og til virke mod en adfærd præget af lav frustrationstærskel og tendens til aggression. Der er også mulighed for at litium, som bruges til at forebygge mani eller depression, kan virke. Men begge behandlinger kræver at man tager medicinen fuldstændig som planlagt, og at man regelmæssigt får taget en blodprøve som bl.a. viser indholdet af medicin i blodet. Ellers får man enten for meget medicin, og så får man en forgiftning, eller også får man for lidt, og så virker det ikke. Behandlingen er derfor vanskelig at gennemføre hvis man ikke selv prioriterer den meget højt.

Nogle enkelte har glæde af at få behandling med vanedannende nervemedicin, benzodiazepiner, men på grund af at man har den lave tolerance for frustration, har man stor risiko for at komme ud i et misbrug.

eferencer: Professor Raben Rosenberg, Lisegården (læge Lise Seidelin), Netdoktor og PsykiatriFonden