Hvem stigmatiserer hvem?
Hvad er stigma?
Hvor er de egentligt stigmatiserede?
For nu at starte bagfra, hvor er/var de egentligt stigmatiserede (i alt fald dem der betegnes som målgruppen).
Hvor var de under indledende tiltag omkring en meget stor, meget dyr, og nærmest umulig kampagne. Jeg synes, at der ligger en art, måske ubevidst, måske habituel stigmatisering i at diverse store organismer som Danske Regioner div. fonde, faggrupper etc. totalt kan overse de egentlige aktører i dette.
Nemlig brugerne af den sociale og psykiske side af sundhedssektoren. Men som man aner hist og her i krogene under det for nyligt afholdte ideseminar, så er der måske en gruppe mennesker, der føler sig mere stigmatiserede. Nemlig personale gruppen en blok. Og ja, den gruppe er nok også stigmatiseret, og den stigmatisering rammer desværre også brugeren indirekte. Erhverv, der stigmatiseres, har svært ved at tiltrække mennesker.
Hvis du ligesom føler dig ”nedstirret”, hvis du arbejder med mennesker der slås med psykiske ubalancer, kan jeg godt forstå du evt. vælger andre retninger inden for sundhedssektoren. Men lad os nu ikke brænde krudtet af på en konkurrence om, hvem der er mest stigmatiseret.
Derimod skulle vi bruge rigtig meget tid på en analyse af begrebet.Hvornår er stigma også stigma? Og hvornår ligger der i højere grad en diskrimination i handlingen?
Kan man da skelne mellem de to ting? Ja det mener jeg, man kan. Når du stigmatiserer, udstøder du af samfundet (jævnfør græsk ”brændemærke”); når du diskriminerer, så afholder du nogen fra en bestemt tilstand/handling, men ikke fra andre tilstedeværelser i samfundet. Derfor er det svært helt at se ideen i antistigmatiseringskampagnen, og ikke samtidigt få øje på de stigmatiserende aspekter i den. Vi risikerer at stigmatisere sproget, menneskene, livet. Jagten på det stigmatiserende kan give sproget spændetrøje på (som politisk korrekthed gjorde/gør); vi kan indsnævre livsrummets rummelighed. Og gøre livet til en skematisk matematisk ligning med fastsatte bekendte. Men kan vi, brugerne, slet ikke bruge denne kampagne til noget, bare få lidt ud af de mange millioner, der postes ind i den.
Jo, men det kræver først og fremmest, at vi kommer med, om end forsinket, i de øverste styrende organer, og det kræver, at man meget seriøst ser på nogle basale ting i oplæggene. Nogle udtrykte ved seminaret, at det måtte være de betalende, der bestemte, hvad indholdet skulle være; på en måde et relevant argument, bare ikke i denne sammenhæng. Kampagnen må og skal ikke udvikle sig til en afladshandel.
Først må de toneangivende organisationer på brugersiden ind i styrende organer på en direkte måde. Og én person er ikke en fyldestgørende tilstedeværelse. Det er dem, der oplever sig som stigmatiserede, der har skoen på - ikke dem, der føler dårlig samvittighed over vist nok at have kommet til at stigmatisere (og stadigt: er det det, de har gjort, eller er det diskriminering, de har praktiseret?)
Når du f. eks. forhindres i en bestemt ydelse i samfundet, er det diskriminering, du er udsat for. Ikke stigmatisering. Når du ikke får et job et sted, kan der være flere årsager til det, en af dem kan være diskriminering, en anden kan være, at arbejdsgiver ikke ser dig som kvalificeret efter vedkommendes ønsker, (og disse har ikke altid noget med evner og uddannelsesniveau at gøre). Her er der heller ikke tale om stigmatisering.
Til gengæld kan man tale om det i social forbindelse. Mennesker, derunder familie, der ikke ønsker at være i stue med mennesker med psykosociale handikap, de stigmatiserer i udpræget grad. Mennesker, der ser dig som socialt eller fagligt mindreværdig, enten fordi du har det omtalte handikap, eller fordi du arbejder med denne gruppe mennesker, de stigmatiserer. Sproget stigmatiserer, ja den påstand høres ofte. Om det så er rigtigt eller ikke kommer meget an på oplevelses- niveau. Det, den ene hører som sårende, rører ikke den anden; så er udtrykket stigmatiserende?
Meget står og falder med tonefald, der bruges. Men meget står og falder også med et valg. Faktisk er det modtageren af en bemærkning, der vælger, hvordan den høres. Er det overraskende?
Jeg tror, at det er for mange. Men faktisk har vi alle valget mellem tre muligheder. Overhøre (dermed bliver udtalelsen vendt mod den, der siger den). Neutral (det vil sige ikke følelsesmæssigt reagere på den, hverken positivt eller negativt). Anvende den (bruge den til en afklaring af hvilket forhold, du ønsker at have til den udtalende person).
På en måde er jeg ved at ende med spørgsmålet. Findes stigmatisering egentlig ret mange steder, ud over i dem der føler sig stigmatiseredes følelser? Det kan være slemt nok – men er en antikampagne det rette middel til at hjælpe dem?
Jeg er ikke sikker, og slet ikke efter hvad jeg til nu har set om denne kampagne.
