For tiden kører der en kampagne, der har mottoet ”En af os”. Meningen med det hele er, at sindslidende skal få gavn af den!
Det som kampagne siger, er at sindslidende bliver diskrimineret, de bliver holdt uden for arbejdsmarkedet, uddannelse og boligmarkedet.
Så meningen er, at de skal få flere af de goder, som raske har. Raske skal holde op med at diskriminere dem. Men sindslidende bliver IKKE diskrimineret. Der er en rigtig god grund til, de ikke har uddannelse osv. Grunden er, at de ikke kan leve op til de krav, der stilles for fx. at læse til præst eller folkeskolelærer eller de krav, der stilles for at man kan passe et arbejde. Så som at møde til tiden, være engageret, have energi. Grunden til at en del ikke kan købe en lejlighed til 1 million er, at de ikke har pengene. Så der er en rigtig god begrundelse. Der er ikke tale om diskrimination, altså at det er begrundet i hudfarve, alder, eller seksuel observans. De begrundelser er usaglige.
Tilmed marginaliserer sindslidende sig selv ved at have egne skoler, løb hvor det kun er sindslidende, der kan vinde præmier (de raske må løbe med, men selv om de bliver no.1 tæller det ikke). Arbejdspladser kun for sindslidende, ”det er en form for diskrimination” har en leder af et sådant sted udtalt. Foreninger kun for sindslidende; en rask måtte ikke en gang tage på et kursus, som en sindslidende forening arrangerede, for at uddanne sig som bisidder (altså en der skulle støtte de sindslidende, når de skulle have møde med en fra det offentlige fx). Jeg fik X forening overtalt til, at han godt måtte komme med alligevel. Tilmed elsker sindslidende at nedgøre raske, se enormt kritisk på dem. I artikler bliver raske betegnet som kedelige. Raske, der en ansat i Z psykiatribruger forening, siger, at de er blevet overrasket over, at det er de sindslidende, der nedgør de raske. De har jo før hørt det modsatte.
I stedet for at lægge fokus på de raske, at de skal ændre holdning, burde man lægge fokus på de sindslidende, psykisk sårbare eller som det nyeste hedder, folk med et psykosocialt handicap. Målgruppen har et for negativt billede af sig selv. Tilmed skal man slå på, at målgruppen igen selv skal blande sig med raske, holde op med at sætte sig selv i bås ved kun at være sammen med ligesindede og ved hele tiden at tale om sygdom og diagnoser. Folk siger hele tiden, hvilken diagnose, de har. Det virker totalt malplaceret. Grunden er, at den og sygdommen fylder så meget i deres hoveder. Dem, de er sammen med, taler også om det hele tiden, på den baggrund er det åbenbart umuligt ikke at tale om det, når man er sammen med raske. Man definerer sig selv ud fra en sygdom. Det gør de selv, omgivelserne gør det ikke.
”En af os” sætningen hentyder til, at sindslidende er en af os raske. Men jeg havde nær sagt, at for at forstå det så hjælper det meget at tilhøre målgruppen. Grundet at sindslidende selv ikke betragter sig som en del at samfundet/de raske. Sådan tænker raske overhovedet ikke. De tænker på dem som medmennesker, de er da ligeglade med diagnoser og sygdomsbilleder, de er for øvrigt også ligeglade med kampagnen, den siger dem ingenting.
Så mit gode råd er at flytte fokus fra de raske til de syge. Altså begynd at opfør dig ”raskt”, kontakt raske mennesker, tal om raske emner, til sidst begynder man at få en rask tankegang, ens eget selvbillede bliver ændret, så man ikke ser sig selv som syg. Man bliver fastholdt i en sygdoms rolle, når man hele tiden er sammen med folk, der selv er syge.
