FORTSAT

Nils så op fra sin laptop. Nu havde han skrevet på stafet-historien til LAP-bladet i 4 timer.

Belinda kom snart hjem fra arbejde, og han måtte hellere sætte vand over til te, så hun kunne få noget at styrke sig på. Han trængte også selv til en kop kaffe. Han glædede sig til at høre hendes mening om det, han havde skrevet. Kopper, te , kaffe – alt var klar, nu manglede han bare at printe det, han havde skrevet, så det var klar til gennemlæsning. Han hørte nøglen i døren og skyndte sig ud for at hjælpe hende af med tøjet.

Kys og knus.

”Jeg har en kop te klar til dig, og når du har nydt den, vil jeg blive glad, hvis du har overskud til at læse det, jeg har skrevet til LAP-bladet!?”

”Lad mig nu lige komme ind ad døren.” grinede Belinda.

Nils slappede af, og han vidste jo godt, at det fungerede bedst, når hun fik tid, og han ikke pressede hende, så han slog koldt vand i blodet.

De sad en halv time og snakkede om løst og fast og om, hvad hun havde oplevet i løbet af dagen.

”Nå, hvor har du så dit skriveri?” spurgte hun med et smil. Han rakte hende de få A4-ark.

”Jeg går ind ved siden, så du kan koncentrere dig” sagde han og gav hende et kys. Senere kaldte hun på ham. Og da han kom ind i stuen, sad hun med et drillende smil om munden.

”Jeg var ikke klar over, at man skulle bruge pas, når man rejser fra Bornholm til Kastrup. Har de løsrevet sig?” Han var lige ved at blive vred, men tænkte sig så om, nu måtte han lade hende komme med sin kritik, og den var jo sædvanligvis konstruktiv.

”Lad mig høre alt, hvad du har at sige, før jeg kommenterer det.”

”OK, men jeg skal lige på nettet og tjekke et par ting. Vil du kigge med?”

”Ja!”

Belinda startede browseren og fandt google-maps. Nils fulgte interesseret med over hendes skulder.

Hun fandt hurtigt lufthavnen på kortet og indstillede det til ”Satellit”, så man så det hele fotograferet ovenfra. Den nye kileformede terminal 3 sås tydeligt.

”Nu skal jeg prøve ikke at lyde alt for docerende, men det virker som om, du slet ikke kender til lufthavnes opbygning eller, at det er meget længe siden at du har været ude at flyve indenrigs!” begyndte Belinda og fortsatte: ”Prøv at se på kortet her. Du har den nye terminal 3 her, mod øst. Hvis vi følger bygningerne til venstre, mod vest, ser vi først terminal 2, så kommer den store rundkørsel, og længere ude mod vest er der nogle lange smalle bygninger, det er indenrigsterminalen. Terminal 2 og 3 modtager internationale passagerer. Begynder det at dæmre? Københavns lufthavn er som langt de fleste - om ikke alle internationale lufthavne - delt op i en indenrigsafdeling og en international afdeling. Med andre ord en passager fra Bornholm kommer slet ikke i den internationale bagagehal!”

Nils så grundigt på kortet og kunne nu godt se, at det i virkeligheden ikke kunne lade sig gøre, at en passager fra Bornholm smed et bordingpas i en papirkurv i den internationale afdeling. Han sukkede ”Så bliver jeg jo nødt til at skrive hele historien om.”

Belinda rejste sig og gav ham et trøstende knus.

”Jeg kan nu godt se det som en fordel, for jeg er faktisk ikke færdig med mine kommentarer, og hvis du skal skrive det om, kan du få rettet det øvrige, der dog er småting i forhold til indenrigs / udenrigs. Jeg kan i øvrigt fortælle dig, at i Tokyo har de en lufthavn for international trafik og en for lokaltrafik, der både omfatter Japan og Taiwan. De ligger ikke engang i nærheden af hinanden. Vil du høre mine øvrige kommentarer?”

”Ja, ja, det er nok bedst, at jeg får det hele med, selv om jeg nu helt har mistet lysten til at skrive.”

”Jeg har også et par ideer og nogle kommentarer til reglerne for det, du kalder vandrehistorie. Tænk på, at når du har fået rettet historien til, så har du sandsynligvis en bedre historie, og jeg kender mange, som ikke gider læse historien færdig, hvis den ikke hænger sammen med den virkelighed, som forfatteren lader den foregå i. Ved at rette den, får du en mere sammenhængende historie. Så op med humøret.”

”Jeg ta’r lige de andre kommentarer hurtigt. Alt det med printer og papir er noget bøvl. Hvis man ved noget om papir, skrifttyper og printere, er det ikke så enkelt, som du beskriver det, og det er stort set umuligt at lave noget, der ikke let kan afsløres. Det næste er jeg ikke 100 % sikker på, men det kan undersøges nærmere, hvis det stadig er aktuelt. Jeg mener ikke, at der findes en pølsevogn i bagagehallen. Desuden tror jeg ikke, at sikkerhedsvagten ville lade Gabriel komme ind igen, og hvis han gjorde, er jeg ret sikker på, at han ville undersøge tasken, da Gabriel jo havde været ude af bagagehallen. Hvis jeg skal koge det hele ned, må jeg desværre sige, at du ikke har lavet din research godt nok, hvis du overhovedet har lavet nogen.”

Nils så endnu mere modfalden ud. ”Lad os nu gå over til det positive. Hvad nu hvis vi glemmer, at Søren Hansen kommer fra Rønne, og lader Gabriel komme fra Oslo, Hamburg eller Stockholm. Nu kommer jeg til at sige vi, fordi jeg bliver så optaget af historien, selv om det selvfølgelig er din. Hvis Gabriel kommer fra Oslo, forsvinder forfalskning af bordingpas, bøvl med udveksling og bøvl med sikkerhedsvagt. Til gengæld får vi et problem med sikkerhedscheck af kufferten, hvor han nu må gemme sin flaske, for han kan jo ikke have den i håndbagagen. Nu ved jeg jo ikke, hvad du har tænkt, der skal være i flasken, men det er jo også op til den næste forfatter i rækken.”

Mens Belinda talte, lyste Nils lidt op. Han kunne godt se, at historien blev mindre kompliceret, og den krævede heller ikke så meget research. Han begyndte at lege med igen. Hun var nu en fantastisk pige, hans elskede Belinda!

”Jeg tror, jeg vælger Oslo. Og sandsynligheden for at en flaske Cola bliver undersøgt nærmere, tror jeg er minimal, men det kan jeg jo finde ud af. Jeg vil prøve at få et møde med nogle sikkerhedsfolk, der ved noget om det her. Jeg vil lige sove på alt det, du har sagt, så er jeg klar til at gå i krig igen i morgen. Hvad var det, du ville sige om vandrehistorier?”

”Hvis du slår op i et leksikon eller på wikipedia vil du se, at en vandrehistorie er en historie, der går for at være sand, men i virkeligheden blot er en historie eller en myte. Jeg ved ikke om det fænomen, du er ude efter har et officielt navn, men jeg har mest set det refereret som en stafetroman. Du ved stafetten fra stafetløb gives videre fra løber til løber.”

”Det har du sikkert ret i, jeg syntes bare det lød rigtigt”

”Skidt med det. Med hensyn til reglerne synes jeg, de er for restriktive. De stafet-romaner, jeg har læst, er jo netop sjove og overraskende, fordi forfatterne har frit spil, bortset fra at man selvfølgelig skal holde kontinuiteten, så det bliver en sammenhængende historie.

Det er ligegyldigt, om den næste skribent ved hvilken plan, man har med en biperson. Det er jo netop udfordringen, som gør det morsomt at deltage. Med de ting vi lige har diskuteret, synes jeg det er lidt morsomt, at du siger, man skal holde sig til plottet, når dit eget plot ikke hang sammen, men selvfølgelig er jeg principielt enig.”

Belinda smilede til Nils og sagde ”Nu går jeg ud og laver mad, og så ser det hele mere optimistisk ud i morgen, som du selv var inde på.”