En gang imellem støder jeg på mennesker, som ikke ved, at jeg har en psykiatrisk fortid, og det hænder at vi falder i snak. Vi kan snakke om hvad som helst, men ofte falder snakken på jobcenter. ”Synes du ikke, at jobcenter er pisse irriterende?” kan et af spørgsmålene være.

Og jo, jeg ved at jobcenter kan være pisse irriterende. Man er jaget vildt, får det ene brev efter det andet om at møde op til mere eller mindre ligegyldig aktivering. Jeg husker fyren nede i Seven Eleven, som valgte at stille mig netop det spørgsmål, en dag jeg lige havde fået job gennem vivil.nu. Kender du det, man sidder og ser en fodboldkamp og forestiller sig i sit stille sind, at man er en af dem, der spiller der nede på banen? Sådan havde jeg det den dag. Nogen havde tilbudt mig en plads på holdet.

I dag hører jeg radio. En udsendelse om hvor hårdt det er at være pårørende til en psykisk syg. Jeg går ad Nørrebrogade og læser forsiden af Ekstra Bladet: ”Psykisk syg sætter ild til lejlighed”. Efter arbejde vil jeg hjem og se lidt fjernsyn. ”Psykisk syg dræber en medarbejder ved et bosted”, larmer det fra nyhederne.

Jeg spadserer hen på et værested og snakken falder, som altid, på psykiatri. Psykologen, jeg snakker med, ryster på hovedet, da hun hører min historie. Hun har hørt den mange gange før. Hører historier over rådgivningstelefonen. Fortvivlede menneskers råb om forståelse, medfølelse og empati og psykologen ryster på sit hoved. Hun ved godt, hvad der er galt.

Jeg havde engang nogle samtaler med en mandlig psykolog. Han havde været ansat i psykiatrien i mange år og kendte godt forholdene. Han havde sagt op og ville under ingen omstændigheder tilbage.

Min gamle kæreste er i dag 46 år og har kun for nylig haft kontakt med psykiatrien. Hun er kontanthjælpsmodtager og har ikke råd til anden samtalebehandling end at gå til psykiater.

”Hva’ fan’, det er jo gratis”, tænkte hun for tre måneder siden og entrerede psykiaterens veloplyste rum. Tre måneder senere får hun tre slags medicin. Antipsykotisk, antidepressiv og ”noget til at tage toppen af nerverne”. Jeg kender hende rigtigt godt og ved, at hun er en klog og fornuftig kvinde. ”Livet går nogle gange op og nogle gange ned” sagde hun, indtil for tre måneder siden.

Psykiatere er læger. Hjernens sygdomme bliver slået sammen under en hat. Psykiateren kan behandle det hele - en slags praktiserende læge udi i hjernens sygdomme. Men han henviser ikke til andre, der er specialister i netop din sygdom. Han kan behandle alle typer af sygdomme, der kan opstå i et menneskes hjerne, modsat somatikeren som godt kender sine grænser. Ortopæd kirurg, mave-tarm specialist, infektions sygdomme - somatikkens sygdomme sidder forskellige steder i kroppen og kræver derfor sin helt specielle tilgang, modsat psykiatriens sygdomme, der kun er lokaliseret i hjernen og derfor kun kræver én specialist.

Psykiateren har, som regel, ikke nogen terapeutisk uddannelse og føler vel heller ikke, at han har brug for det. Han skal jo kun kende symptomerne, for at stille diagnosen og dermed kunne ordinere den rigtige medicin. Hvornår kommer de på banen - psykologerne, så vi får et reelt valg. Hvornår vil de slå i bordet og kræve, at deres type af behandling bliver respekteret på lige fod med lægernes og bliver gratis? Hvornår vil vi blive betragtet som ligeværdige? Som mennesker, der har ret til anerkendelse og respekt? Hvornår vil de, som har uddannelserne, kender problemerne og derudover har folks tillid, råbe op i stedet for at ryste på hovedet og sige, at det er for galt?

I mellemtiden har vi recession. Nedgang i økonomien og førtidspensionerne er dyre. Måske kan det ændre noget. Når økonomien bliver anstrengt kigger man sig omkring og finder de steder, man kan spare. Så gider man. Projekter bliver sat i søen - holdningen skal ændres. Politikkerne udtaler med patos og bævende stemmer, at det er synd at sætte unge mennesker på pension!

Menneskelighed og anstændighed - hvis det kan betale sig! Hold kæft, hvor er jeg træt af det...