Efter at have været syg i rigtigt mange år, er jeg kommet frem til nogle erkendelser om psykose, som jeg kunne tænke mig at dele med jer i LAP.

Når det har været værst for mig, har jeg følt, at Gud og djævelen kæmpede i mig. Jeg har været psykotisk. Men hvad er psykose egentlig?

Der er nok ikke nogen tvivl om, at der er et biologisk aspekt. Men det er nu mere den psykologiske synsmåde, som har givet mig ro.

Det er en erkendelse, som jeg selv er kommet frem til, uafhængigt af terapeuter, og som går ud på, at det ikke er Gud og fanden, der kæmper i mig, men derimod godt og ondt i mig selv. Baggrunden for dette har været et par traumatiske begivenheder, hvor jeg har rettet en voldsom vrede, ja, had mod mig selv. Vreden og hadet har været så stort, at jeg har ”været nødt til” at forsøge at fortrænge det - det er så blevet fraspaltet min personlighed - men er vendt tilbage som stemmer, syner og paranoia. At jeg ”har hørt og set Gud og djævelen kæmpe i mig” siger noget om vreden og hadets størrelse og intensitet.

Jeg tror, at hvis konflikten og kontrasten mellem godt og ondt i et menneske bliver for stor, og hvis man forsøger at fortrænge sin ondskab i stedet for at se den i øjnene, vil resultatet meget let blive psykose, psykisk sygdom.

Disse erkendelser har i hvert fald virket for mig og gjort, at jeg nu kan leve med en langt større ro i sindet end tidligere.