Jeg havde stress. Jeg var træt. Og så skal man overhovedet ikke begynde at male. Troede endelig fanden havde fundet mig..! Historien, der lå bag mit angstinspirerede hysteri, røg mig bare ud af munden i det mennesketomme roderum, mens jeg var i gang med at klæde mig af for at forsøge at sove. Sove det skide billede ihjel. Min åbenlyse psykiske kamp med de billeder, jeg gennem flere år havde malet. Jeg er bare ikke helt sikker på, at nogen alligevel forstod det hele til bunds. Men for mig, og mange andre kunstnere, var det en kendt psykisk barriere, som kunne klares ved en lang og god nats søvn eller to en halv måned i Sydfrankrig uden skyggen af en pensel. Begge dele var lige umulige. Jeg skulle tilmed forsøge at sove klods op ad staffeliet.

Dermed kunne dette kryptiske forløb lige så godt stoppe her..! Men sådan skulle det ikke gå. Nogle trofaste venner kontaktede mig og nærmest forlangte en lidt mere nuanceret forklaring. En større Ph.d. afhandling blev det selvsagt ikke. Men hvem siger, at sådan en forklaring overhovedet fandtes. På lige fod med en smuk hvid fredsdue der krydser en regnbue? Der findes jo mange ting her i livet, man ikke behøver at forstå for at komme videre med sit projekt. Eller måske var det hele bare en angstneurose om vedvarende energi..? Hvilket ikke indeholdt min personlige tilstand på gerningstidspunktet. Og var det egentlig ikke en privat sag, der momentant havde bragt mig op i det røde felt med en uspecificeret ligegyldighed? Det kunne være hentet fra de små underfundige ord fra indersiden af en Gajol æske. Eller fra en lille seddel på en opslagstavle i den lokale Netto. Sammen med tilbud om billig vinduespudsning. Med pensionist-rabat.

Styringen af angsten for angsten er umulig. Og derfor også uden for viljens kontrol.

Hvad var det så for et billede, der var tale om? Det billede jeg var kommet op at slås med. En situation i det hele taget, som faktisk fik vidtrækkende konsekvenser. Jeg er psykisk sårbar. Med en manio-depression, dement og en galopperende sygelig angst, som den var beskrevet i den officielle diagnose i psykiaterens journal. En tilstand der gav mig adgang til den forjættede førtidspension helt tilbage i 1994. I dag betragter jeg mig selv som funktionelt sindssyg. Det har jeg det, som oftest, godt med. Jeg har mine nedture, specielt angsten har jeg det rigtig dårligt med. Altså den sygelige nedgroede, iboende udgave. Og ikke mindst angsten for angsten til “at fylde huller ud med...”.

Der er skrevet masser af fremragende bøger og artikler om fænomenet angst. Lige fra den mest latterlige tørskoede samling floskler til større speciallæge manualer på forskerniveau. Nu skriver jeg så også. Kan der dog være mere at tilføje om disse stakler...? Ja, det kan der. Fordi det vi har hørt indtil nu har været fra behandlere, behandlingssystemet, som jo åbenlyst ikke har en skid forstand på det, når det kommer til stykket. Hvor skulle de vide det fra? Jeg skriver om emnet, fordi jeg har stået i “mesterlære”. Forsøgt at leve med det, grædt over det, tabt masser af venner på gulvet, ude af stand til at samle dem op igen, eller skabe helt nye konstellationer af venligtsindede sympatisører.

Benzodiazepiner i pilleform kunne have givet mig et anstændigt liv her på jorden. Dem bruger behandlersystemet bare ikke. Eller i hvert fald kun i meget svære tilfælde og så kun i meget kort tid, i meget svage doser..! Du kan få gratis Metadon og værktøj, hvis du har et superdårligt misbrugerliv. Specialbyggede fixesteder, så det ikke trækker ind om vinteren. Jeg måtte åbenbart bare ikke få et anstændigt liv..! Jeg lærer sgu aldrig at forstå de magtfulde mennesker, der har afgivet højtideligt lægeløfte. Og det er jo helt åbenlyst, at de heller ikke kender mig. Ingen, absolut ingen, kan beskrive en invaliderende angst med forståelige ord.

Angst kan ellers også være en rigtig positiv og frelsende følelse. Den kan, for eksempel, hindre mig i at gå ud over kanten af Møns Klint. Som supplement har jeg også den sygelige angst. Altså en invaliderende iboende angst, som typisk viser sig ved at krop og hjerne pludselig slår til i ugennemsigtige illusioner, når der absolut ikke i nærheden er noget at være angst over for..! Det er svært at dæmme op for denne imaginære angst, som jeg ikke selv har kontrol over. Jeg tror simpelthen, der er en angstfare. Det kan være svært for en ledsager at forstå, at jeg pludselig ikke tør gå over på den anden side af gaden. Eller ind i en gul bus. Hver syvende dansker får en behandlingskrævende angstlidelse i løbet af sit liv. Det kan også sagtens være arveligt. Som jeg er sikker på, at min angst er. Både min far og mor havde de såkaldte “dårlige nerver”, som sygekasselægen behandlede med benzodiazepiner i en uendelighed. Ad libitum (valium, stesolid, fenemal osv.). Ikke mange speciallæger i psykiatri kunne i dag finde på at anvende disse præparater over længere tid. Bortset fra en god periode, jeg oplevede fra jeg var tyve femogtyve, har jeg efterhånden en plads til gode i Guiness Book of Records. Jeg har været kronisk angst og deprimeret i to og tres år..! Første angstdæmpende medicin fik jeg da jeg var tre år. (Uddrag af min mors angertale sidst i hendes kræftperiode.) Tre mirakuløse og utroligt smertefulde år. Stående hæsgrædende op i tremmesengen i timevis. Jeg kender angsten. Og angsten kender mig.!

I virkelighedens verden findes der masser af typer angst. Nogen er meget bekvemt samlet under betegnelsen generaliseret angst. Det vil populært sige, lidt af hvert i tide og utide. Præstationsangst, for eksempel, som er langt mere udbredt end man skulle tro. Vi oplever bare ikke at se tilfældene særlig tydeligt. Men ordet dækker meget bredt. Skuespillere med sceneskræk. Mange af vores mest kendte og elskede kunstnere lider med angsten. Dirch Passer skulle før hver forestilling i Cirkusrevyen på Bakken, have en “sminkestang”. En hel flaske Johnny Walker..! Vi kender flere, Jacob Haugaard. Den fremragende sangskriver Michael Falch og så videre. Den fremragende forfatter Ib Michael for eksempel, lider af angst, men hans angst forsvinder, når han tidligt på morgenen sætter sig til computeren for at skrive. Disciplin kan være en angsthæmmer. For nogle år tilbage måtte en meget dygtig, ung og dyb digter og tænker, Michael Strunge begå selvmord for at få fred for indre krav og dæmoner. Leve op til sit eget uformulerede krav om dybde og originalitet. Han overså fuldstændig, at han var utroligt populær og velskrivende på det tidspunkt. Det var bare ikke nok for ham. Han levede helhjertet i det hver dag. Lånt tid. Og døde af det. Noget helt andet foregår nede under den rolige forstadsdyne. Her sluger manden sin Viagra for at være i stand til at kunne tilfredsstille naboens kone. Præstationsangst forklædt som husspektakler.

Jeg tror, at mange mennesker føler, at de arbejder med ting som ikke bidrager til et meningsfuldt liv.

Jeg skriver om angsten, for den er meget tæt inde på livet af mig hver dag. At beskæftige mig så meget med angsten er blandt andet også for bedre at kunne forstå mig selv. Billedkunsten for mig måtte dengang for to år siden stoppe øjeblikkeligt..! Ellers var jeg endt som Michael Strunge. Hånd i hånd med min angst begyndte en hel serie “bivirkninger”. Jeg var meget hård ved mig selv. Jeg vidste pludselig ikke, hvem jeg egentlig var. Selvtilliden var væk, og sammenholdt med disse eksistentielle metaforer var jeg nu også hundrede procent sikker på, at det var det værste lort jeg gik og brugte tid, energi og penge på..! Jeg er på mange måder lidt anderledes på de fleste distancer af livet. Jeg nærer en meget stor og dybfølt kærlighed til det abstrakte i enhver situation. Det skylder jeg livet. Men jeg kender stadig en helt overdreven dødsangst. Smerten af angsten kan nu også blive til en fast tro på, at det hele hænger sammen med noget somatisk... At nu er livet definitivt slut. De kunne ikke udholde at leve, men de er også bange for at dø. Verden vil bedrages...! Jeg har selvfølgelig også selv en dødsangst, men den er igen lidt anderledes. Jeg er bange for ikke at dø alt for sent..!

Erkendelsesteori er en ægte del af alle mennesker. Men har følelsesteori krav på samme status..?

Skal man være psykisk sårbar for at virke interessant. Og for at arbejde kreativt..? Kan der undervises i angst..? I nogle tilfælde tror jeg faktisk, at det forholder sig sådan..! Jeg ville gerne deltage. Men det er nok langtfra noget der forskes i inden i de hvide kitlers syndrom. For mig måtte de famøse, menneskeædende billeder langt væk fra min synsradius. Den beslutning lå meget fast. Jeg er sikker på, at jeg ville få frigjort noget af den energi, smerte og de skiftende følelser, jeg gennem årene havde investeret i den kunstneriske proces. Oftest ren behagelig hygge, velvære, stolthed. Kulørt drivkraft og indre styrke. Til andre tider intens ulokaliseret smerte og en stærk følelse af uduelighed og nedsat selvværd. Søvnløs. Åndeligt impotent.

Jeg fandt så, i al stilhed, en perfekt tom byggegrund på Mariendalsvej i Frederiksberg, til min nye destruktionsvilje. Jeg kontaktede Teknisk Forvaltning hos Kommunen, som kunne fortælle mig, hvem der ejede grunden. En meget skråsikker jyde, som bestemt ikke skulle være med i nogen happening omme i København. Jeg havde nagelfast besluttet, at jeg ville brænde alle billederne af. Alle stablet op som et Sankt Hans bål. Det ville give mig en meget stor lykkefølelse. Bare tanken..! Men jeg fandt aldrig stedet, der var så velegnet. Og jeg blev mere og mere ligeglad med de billeder. Det endte med, at jeg donerede dem alle sammen til Outsideren - et kritisk tidsskrift om psykiatri, lavet udelukkende med frivillig hjælp. Et meget professionelt blad som jeg selv, flere gange, har skrevet i. Der var måske også en chance for at de kunne få lidt mønt i den evigt skrantende pengekasse ud af de billeder. Jeg var tilfreds med løsningen. Jeg fik ikke suset fra afbrændingen. Men jeg fik en masse andet sat ind på livskontoen. De solgte tre billeder i første weekend..!

Jeg har det klart bedst, når ting konstant er i bevægelse. En endeløs pantomime. Der skal ændre form, sted, tid og figur i evigheden. At en Hotdog pludselig opleves længere, på trods af et meget stramt EU cirkulære på området. At der rokkes ved Einsteins relativitetsteori fordi en partikelaccelerator har vist sig 7,5 nanosekunder hurtigere end lyset. På vej mod tidsmaskinen..? Tænk hvis Gud havde eksisteret. Hvilket jeg i hvert fald ikke tror, han gør. Så ville der vel ikke være alle disse store og små konflikter rundt i globaliseringens navn.

Et nyt sekund i min indre paranormale bæltefiktion har allerede meldt sin ankomst...


Sharma Tai Kunsang er født i Tølløse i 1949. Bor nu på Frederiksberg Art Director og slutteligt kreativ direktør. I 1992 lød der et indre brag og jeg brød fuldstændigt ned. Jeg blev indlagt. Fik min behandling der, med elektrochok og en masse antidepressiv medicin. Rigtigt mange år hos privatpraktiserende psykiater. Psykolog, for at ende der hvor jeg er nu. Distriktspsykiatrisk Afdeling. Jeg har det godt som det fungerer nu. Jeg bruger min tid på at skrive, både artikler og bøger.