Debatindlæg af LAP’s udviklingskonsulent Karl Bach Jensen, bragt den 10. marts 2012 i Dagbladet Politiken

Som psykiatrisk patient kan man i forbindelse med ufrivillig hospitalsindlæggelse risikere at blive tvangsbehandlet med psykofarmaka eller elektrochok. Tvangslignende forhold gør sig i stigende grad også gældende i den måde flere af landets kommuner forvalter gældende lovgivning. Ankestyrelsen har netop godkendt, at en kommune kan standse udbetaling af sygedagpenge eller undlade at bevilge førtidspension, hvis en borger nægter at følge en lægelig anbefaling om at indtage antidepressiv medicin. I Silkeborg Kommune er man gået så vidt at forlange, at en sygemeldt borger skal lade sig behandle med elektrochok som forudsætning for at få tildelt et fleksjob.

Der er de senere år sket en mangedobling i brugen af psykofarmaka. Alligevel bliver flere og flere plaget af psykiske lidelser. Psykofarmaka og elektrochok helbreder ikke, men kan for nogle psykiatribrugere være med til at lette tilværelsen. For andre medfører behandlingen meget ubehagelige og i nogle tilfælde invaliderende eller livstruende bivirkninger og har desuden i mange tilfælde slet ikke den tilsigtede virkning. Det er en menneskeret at nyde respekt for sin personlige og fysiske integritet. Denne ret er bl.a. nedfældet i FN’s handicapkonvention.

Samme konvention giver personer med handicap ret til ikke at blive diskrimineret imod og til at blive tilgodeset med rimelig tilpasning på uddannelsessted og arbejdsplads. Har man på grund af en psykisk lidelse svært ved at klare sig på arbejde eller i uddannelse er der tale om en form for psykosocialt handicap. I stedet for at trække bestemte ofte nytteløse og til tider direkte skadelige former for behandling ned over hovedet på borgeren, bør der arbejdes med at tilgodese dennes behov for hjælp, støtte og rimelig tilpasning. Al erfaring viser, at det ofte er medmenneskelighed og gode relationer frem for bestemte former for behandling, der hjælper den enkelte med at komme til kræfter, få det bedre eller helt komme sig af sine vanskeligheder.

I regeringens aktuelle reformudspil om førtidspension lægges der op til, at man som udgangspunkt ikke skal kunne tildeles førtidspension, når man er under 40. I stedet skal man tilbydes et eller flere ressourceforløb, hvor et rehabiliteringsteam tager stilling til, hvad der er den rette indsats over for den enkelte. Ressourceforløb kan blive et godt og tiltrængt element i den sociale og beskæftigelsesmæssige indsats, men der bør i reformen nedfældes et ufravigeligt princip om, at man ikke som betingelse for at bevilge ressourceforløb og dertil hørende forsørgelse skal kunne stille krav til den enkelte om ufrivilligt at modtage bestemte former for behandling. Desuden bør alle i ressourceforløb modtage en ydelse på dagpengeniveau.

Det bør være en menneskeret selv at kunne vælge psykiatrisk behandling til eller fra. Ministre og lovgivere bør gribe ind og standse den uheldige udvikling, hvor lægelige afgørelser vejer tungere end den enkelte borgers grundlæggende menneskerettigheder. Tvang til psykiatrisk behandling bør bringes til ophør, uanset om den foregår med magtanvendelse på en lukket afdeling eller med trusler om at blive frataget sociale eller økonomiske ydelser. Det er på høje tid, vi her i landet stopper op og tager grundlæggende stilling til, hvordan vi som samfund vil fremme borgernes trivsel og velbefindende. Ønsker vi en udvikling, hvor flere og flere presses ud af fællesskabet og frivilligt eller ufrivilligt psykiatriseres, diagnosticeres og medicineres. Eller vil vi et samfund, hvor individet oplever at blive tilgodeset med den rette hjælp, støtte og tilpasning af de omgivelser, vi alle skal fungere i?