En personlig beretning
VISO er en forkortelse for ”Den nationale Videns-og specialrådgivningsorganisation”; kort
fortalt betyder det, at organisationen har viden om alle handicaps, både fysiske og psykiske. Det sidste er en vigtig pointe, fordi man normalt taler om handicappede og straks tænker på fysiske handicaps. Alle kan få rådgivning hos dem - ikke kun ansatte i det offentlige.
VISO har afholdt en rigtig god konference på Fyn, nærmere bestemt på Nyborg Strand, hvor man fik et indblik i den viden der findes om forskellige handicaps. Der var både foredrag, musik samt workshops, som det hedder på nudansk.
Der var hele 23 workshops, f.eks. kan nævnes indadvendte unge med angst og OCD (tvangs handlinger), og udviklingshæmmede seksualforbrydere - men ikke dumme.(jeg kan ikke lade være med, at trække på smilebåndet af den formulering). Langt de fleste workshops relaterede sig til mentale handicaps. Her var der fagfolk, der fortalte om deres specialviden på området. Efterfølgende skulle vi debattere relevante spørgsmål til emnet i grupperne. I selve salen, der var godt fyldt op, havde man hyret to hovedforedragsholdere; overlæge i psykiatri, Henrik Rindum, samt formand for Børnerådet, Lisbeth Zorning Andersen.
Lisbeth Zorning Andersener er kendt for at være ”bølgebryder”, hvilket vil sige, at hun på trods af en meget problematisk barndom har kunnet bryde med den negative start på livet. Det har hendes brødre ikke kunnet. I foredraget fortalte hun netop om dette. Vi så billeder af hendes bror, der både havde Aids i udbrud, samt var blind på det ene øje og virkelig så meget syg ud. Han blev dog ikke ”hængt ud”, som man måske kunne tro. Det faldt naturligt ind i foredraget, hvis røde tråd var, at man skal kæmpe, selv om man har alle ods imod sig - det har hun virkelig gjort. Man skal sige ledelsen imod på det sted, man er anbragt, hvilket Lisbeth Zorning også har gjort. Hun og hendes søskende skulle have været fjernet meget før dette skete, da der var masser af indikationer på det f.eks. i skolen.
Den anden røde tråd var, at man skal gribe ind meget før - altså at børn skal fjernes fra mor og far tidligere. Vi skal alle være mere opmærksomme på, når der måske er svigt. Flere fjernelser samt at kæmpe mod den negative ramme man har, var overskriften på hendes foredrag, som blev holdt i en munter tone, selv om emnet var tungt og meget personligt.
Overlæge Henrik Rindom skulle fortælle om misbrug blandt unge. Han kom ind på mange af de misbrugsformer, der findes: alkohol, hash, samt at sniffe lattergas. Man kan sige, at det er et tungt emne, især da han fortalte om hvordan unge kan dø, når de tager lattergas, (man bliver kvalt, kort fortalt).
Men det tunge blev totalt opløst af hans utroligt sjove og muntre taleform. En sand ”Stand Up» komiker ligger der vist gemt i ham, eller sagt med andre ord, han har «funny bones», som man siger
i de kredse.
Rindom gav blandt andet et eksempel, der beviser, at når vi mennesker føler sult, er det ikke begrundet i, at vi mangler mad (kalorier). Han skulle holde et foredrag et sted, hvor alle deltagerne havde fået morgenmad - alt hvad de kunne spise – og samtidig vidste de jo, at kl. 12.00 var der det store kolde middagsbord. Bevidst talte han over tiden, for han ville tjekke, hvornår folk følte «sulten». Kvart over tolv begyndte folk at kikke på uret, endnu senere sagde én: «Det er spændende, det du siger, men vi vil gerne have vores middagsmad nu». Konklusionen var, at de netop ikke var sultne rent fysisk, men «åndeligt » var hjernen programmeret til at få en positiv oplevelse, som den savnede. Han fortalte endvidere, at alkohol er rigtig godt til at slappe af på, det er lige så beroligende som medicin. Det er det at ryge også, så da han havde et ungt nervøst menneske til samtale, tog han en cigaret frem og spurgte den unge om han ville ryge? Det blev påtalt efterfølgende, da man jo ikke må ryge indendøre mere.
Ud over humoren samt indblik i ”stoffernes” virkning, var den røde tråd her, at nogle unge tager ”stoffer”, fordi deres tilværelse er meget stresset, og de har behov for et «frirum», noget beroligende, som ”stofferne” giver dem. Problemet er desværre, at de misbruger det. Vi skal ikke stresse eller presse de unge, var Rindoms råd.
Flere informationer kan fås på www. servicestyrelsen.dk/viso. Klik ind på den, og bliv klogere på udsatte grupper i samfundet.