LAP-medlemmer må undre sig, når de sammenligner min artikel ”Retten til tvang” i sidste nummer af Medlemsbladet med Marian B. Goldsteins ”kommentar” til den.
Først omfanget: Min artikel er på tre spalter, ”kommentaren” tildeles hele fem. Dernæst indholdet: Min artikel melder klart fra overfor al urimelig tvang, men giver så et konkret eksempel på et vanskeligt tilfælde, hvor en ven havde bedt om eventuelt at blive taget i behandling med tvang. Han begik selvmord, efter at det ikke skete efter aftalen. Tilfældet falder klart ind under principprogrammets bestemmelse, ”At tvang begrænses til absolut og påviseligt livstruende situationer”.
Alligevel beder redaktionen Marian Goldstein, der ”går ind for afskaffelse af al tvang”, kommentere indlægget. Marian må mene, hvad hun vil og hun skriver godt om unødvendig tvang og (manglende) alternativer; men i en redaktionel kommentar til et særligt indlæg om undtagelsen, havde det været på sin plads med en klokkeren afklaring af LAP’s principprogram.
Desuden har bladet allerede i temaindstikket om tvang dækket hendes side af problemet over 32 spalter, og det har intet at gøre med min artikel. Det værste er dog Marians groft fordrejede gengivelser af ”mine” holdninger: Det, hun vil argumentere imod, skriver hun og klatter mit navn på, selv om jeg ikke har skrevet det: ” … mener Frands. På grundlag af denne konklusion, foreslår han en revideret særlovgivning (…) som Frands også gør indirekte, at FN må være langt ude (…). Frands, og med ham samfundet som sådant, mener at vide med sikkerhed, hvordan denne hjælp til mennesker med psykosocialt handicap bør se ud, nemlig som den behandling, psykiatrien i Danmark tilbyder. (…) Endvidere går Frands tilsyneladende og ganske ligesom psykiatrien ud fra, at mennesker i krise nærmest per automatik befinder sig uden for mellemmenneskelig kommunikation. (…) i Frands’ bidrag (…) Hvis … var blevet tvangsindlagt, ville han være i live i dag (…) der gør konklusionen (ikke direkte udtalt) ”Tvang redder liv” ukorrekt. (…) I stedet for at indføre nye særlove og lade diskrimineringen fortsætte (…)”. Disse fordomme med mere tillægges mig, skønt de ikke står i min artikel. Jeg har været i LAP siden 2004 og enhver der kender mig, ved at jeg har helt anderledes visioner for psykiatrien, f. eks. om helt uafhængige refugier og meget anderledes organisationer. Jeg vil ikke diskutere med Marians generaliserende fordomme. En enkelt fortjener dog et par modspørgsmål:
Marian beskylder mig for at mene ”… at disse mennesker heller ikke kan vide, hvad der er godt for dem, at de ikke er kompetente til at træffe deres egne valg.” Mener hun at psykiatribrugerne kan træffe deres egne valg, bare ikke, hvis deres eget valg er at sikre sig med en aftale om eventuel tvangsbehandling? Eller mener Marian, at det var min vens selvmord der viste, at han vidste, hvad der var bedst for ham? Hvad mener Marian egentlig om de to valg – sådan rent ”eksistensielt”?
