Ja, ja, ja, nu kommer jeg…!

Vel er dette ikke Sommer i Tyrol, og jeg ikke overtjener Leopold, men som en anden forårsbebuder iler jeg for at slå fast, at vi går mod lysere og varmere tider - endnu engang. I al fald vil foråret ifølge kalenderen endelig komme, men om foråret også bringer mere varme og lysere tider i samfundet og for samfundets såkaldt ”svage” er dog en ganske anden sag. Man må sige, at den nuværende regering elsker sine kernevælgere – især efter det danske mundheld ”den man elsker tugter man”. Og derfor er der ikke mange, som er glade for at føle sig elsket i den forbindelse. Men nu hvor jungleloven begynder at blive stærkere, kræver naturen også sin ret i det små. Det begynder at pible frem i haver, skove og buskadser. Selv bagsiden af medaljen bliver pudset. Selv bagsiden af dette (figen)blad bliver fyldt igen. Den har ellers stået mere eller mindre tom det sidste halve år. I al fald for mange af mine ord. Jeg er taknemmelig for at mange har ment, at mine ord har været savnede. Jeg har personlig ligget noget underdrejet. Jeg var ung i en tid, hvor det hed sig, at man ikke skulle være bange for at løbe panden mod en mur. For hvem sagde, at det var muren som holdt? Lad mig sige det straks! Det er ikke et forsøg værd. I mit tilfælde var det muren eller rettere gulvet som holdt, endda uden en skramme, men jeg fik i stedet en pæn hjernerystelse. Hjernerystelsen tvang mig til at indstille skrivningen et stykke tid. Jeg gik fra at være skrivende og talende til af ren og skær nød mest at være et tænkende menneske. Jeg har nu altid været meget tænkende og oven i købet haft det som problem at tænke for meget. Men tanke uden handling eller i det mindste konsekvens, er – selvom jeg ikke er jyde, vil jeg alligevel sige det så stærkt, som jeg overhovedet kan - træls. Endda temmelig træls…

Jeg fik blandt andet tid til at tænke tilbage

Blandt andet tilbage til de ”ligeglade tressere hvor blomster var symboler på det samme som bomber er i dag”. Med mesteren C. V. Jørgensens ord. Dog var de bomber, han tænkte på dengang i et S-tog, nogle som en ung mand plantede ved telefonbokse i 70´erne. Nu er telefonboksene afskaffet til fordel for mobiltelefoner, men bomber er der stadig. Man – eller i al fald – jeg, bliver en Jeronimus, som mener, at det danske sprog er i forfald, som tænker, at næsten alt var bedre i gamle dage, og at nutidens unge ikke er hvad de har været. Man bliver med en anden nationalskjald, Kim Larsens ord, en degn. Og degne ved vi blandt andet fra eventyret om ’Store Claus og lille Claus’ ikke er særlig festlige. De er også trælse og skal dunkes på maven… Jeg er således på mere end én måde i Kim Larsens dårlige selskab. Jeg så rockmusicalen Hair, i de nævnte 70´ere, i den runde Cirkusbygning i København. Forleden genså jeg den i den runde Gasværksbygning på Østerbro. Der hvor Lune Larsen i sin tid sang, om at vi levede i en kold tid, hvor alle går rundt og fryser. Hair-hippierne synger i musicalen om, at dette er begyndelsen til en ny tid – med blomster, flowerpower, make love not war og kærlighed i alle psykiske og fysiske aspekter. Det er Vandmandens tid…

Første gang Hair blev opført varede ’den nye tid’ et stykke tid endnu, men blev så afløst af endnu en ny tid 80´erne – fattigfirserne, nå-generationen, punkperioden og samtidig Yuppietiden. Man kan læse om hippietidens storhed og fald i Peter Øvig-Knudsens store, nye to-bindsværk. Først om de gode sider og senere nedturen med de dårlige sider med stoffer, som afløste idealismen med kynismen. Jeg var selv en del af begge perioder og tidsånde, men alligevel udenfor.

Jeg var for ung til at være hippie og for gammel til at være punker…

Alligevel lykkedes det mig at blive redaktørkollega med datidens store forgrundsfigur digteren Michael Strunge. Han lavede Sidegaden og jeg lavede Staccato. Hans magasin var i et lille oplag, mens jeg ikke ville være elitær og redigerede et noget større oplag. Vi gik begge på daglig basis på ’dødsruten’ i det indre København. Jeg kunne nu bedst lide at være på Café Sommersko. Her kom Dan Turéll, og kritikerikonet Poul Borum tegnede ansigter på æggene i kurven på zinkdisken. Indtil 1983, hvor jeg havde trukket mig tilbage, og han begik selvmord. Som så mange andre…

Det var på så mange måder en sort tid. Sort tøj, sort tankegang, sort håb, Sort Sol. Et af tidens slogans var: Du har ikke en chance – tag den! Det var også i begyndelsen af perioden, at fri kærlighed blev afløst af Aids. Kærlighed var ikke længere fri, men forbundet med død. Men før verden gik i sort var Hair. Efter at have set forestillingen igen, må jeg indrømme at de unge skuespillere er dygtige - og endda dygtigere, end første gang forestillingen gik. Alligevel føles det som tilskuer mere som historie end en virkelig og reel tro på nye og bedre tider. Andet end det på kort sigt, som nævnt, vejrmæssige. Jeg er blevet bedt om at skrive noget også om LAP´s fremtid her i bladet. Et af mine mottoer er lånt fra Oscar Wilde: “We all live in the gutter but some of us look at the stars.” “Vi lever alle I rendestenen, men nogen af os ser mod stjernerne…” Med det mener jeg – også – at vi både som mennesker og i LAP skal forsøge at hæve os over os selv og vores synsfelt. LAP er – som det meste af verden – i krise og må genfinde sig selv. LAP/vi/jeg må genfinde gnisten og kampgejsten. Som nævnt af Fru Christoph andetsteds, talte jeg på Nytårskuren, om at LAP er en forening og derfor skal samle sig om, hvad der forener os. Ikke hvad der skiller os. Vi skal lytte mere til hinanden end os selv. Jeg bliver af og til beskyldt – og jeg mener beskyldt – for at være diplomatisk. Også om hvad jeg skriver her på bagsiden.

Men min livs- og arbejdsfilosofi er at være idealist og sigte efter stjernerne, så målet bliver så højt som muligt. Men også pragmatiker - altså praktiker, for i praksis altid at nå så langt som muligt. Det er sagt før, at en mand med begge ben på jorden hænger ikke på træerne. Derfor kan man godt føle sig ensom i arbejdet. Jeg mener, at al for megen energi bliver spildt på at kæmpe indbyrdes i stedet for at bruge kræfterne på den fælles kamp. Man skal vælge sine kampe og bruge sine kræfter med omhu. Ikke kun tænke på egne idéer, meninger og ambitioner, men også give plads til andres idéer og meninger. Vi skal lytte mere til hinanden end til os selv. Give mere plads og støtte til andre og deres idéer. Så tror og håber jeg, at vi som samfund - og i LAP kan genvinde gejsten og gnisten og mere blive et fællesskab – og dermed stærkere. Mindre ”jeg” og mere ”vi”…

Jeg har før forgæves forsøgt, at LAP skulle have en konkret og konsekvent presse- og mediestrategi. En nylig undersøgelse har vist, at mediernes behandling af psykiatriområdet er 10-dobblet de seneste år. I en flygtig verden med nyheder 24 timer i døgnet er kravet, at synlighed er eksistens. Det er en kendt sag, at vores kollegaer i den danske psykiatriverden som Psykiatrifonden, SIND og Bedre Psykiatri er betydeligt mere synlige end LAP. Det er synd for LAP, men mest for psykiatribrugerne i Danmark. Det nytter ikke noget mest at se indad og være så meget græsrod, at man ikke kan se skoven for bare græs. Vi må også her hæve os op – og gå ind i kampen om medierne. For det er en kamp, fordi medierne tager mere og mere og så stor del af folks tid og opmærksomhed, men til gengæld danner grobund for politikernes og borgernes meninger. Vi kan ikke være fornærmede over dette faktum og tænke, at ’det er mediernes skyld’. Vi må i stedet være så interessante og effektive, at LAP´s synspunkter ikke kan undgå at blive hørt. Der er blandt journalister en tankegang, om at det er dem med de gode historier som vinder. Den sag, den nyhed, det synspunkt, det parti, den politiker der har den bedste ’historie’ – eller de bedste ’historier’ - vinder dagsordenen, meningsdannelsen, sagen, fordi de har gennemslagskraft og derfor bliver husket. LAP er – eller burde være – tættest på psykiatribrugerne, konsekvenseksperterne, så vi burde være mindst et hestehoved foran.

Derfor må vi have en koordination, som fuldt ud kender journalistikkens og mediernes præmisser, hvordan de arbejder og hvad de søger. Så må vi have et arkiv med alle i LAP, som har erfaringer, viden og synspunkter og som vil udtale sig om de aktuelle emner. Der skal flere spillere på banen – ikke kun for at nå hele vejen rundt, men også for at få fornyelse. Hver dag skal aviser, TV og radio således overvåges og mennesker fra LAP kontaktes og sættes i forbindelse med journalister, redaktører, nyheder, debat og alt, der er aktuelt Det skal gøres konsekvent og løbende. Så ville LAP være betydeligt mere synlig og dermed have betydelig mere indflydelse. Jeg vil slutte med at ønske alle et godt forår – og forsøm det nu ikke… Og et sidste tankespind: Man siger, at ingenting er umuligt. Alligevel er der mange som laver ingenting… Kys det nu, det satans liv, grib det, fang det før det er forbi…

Hav det nu godt og pas rigtigt godt på jer selv!
Kærligst Michael