LAP’s bisidderservice er et tilbud til nuværende og tidligere psykiatribrugere, der har brug for at have en person med som bisidder ved mødet med sagsbehandler, læge, hospital mv.

Som bisidder kan man være med til at mindske usikkerhed og utryghed hos den enkelte og skabe et bedre grundlag, for at denne kan træffe de rigtige beslutninger. Hjælpen fra en bisidder kan strække sig - lige fra blot at være til stede ved et møde - og så til et dyberegående forberedende arbejde og deltagelse i møder og efterbehandling af det oplevede på møderne.

LAP’s bisidderkorps oplever en stigende efterspørgsel, og der er brug for at udvide korpset. Vi mangler især bisiddere i Jylland og på Fyn.

Derfor afholdes der:
Kursus for nye bisiddere fredag den 3. maj til lørdag den 4. maj 2013, på Vejle Center Hotel.

Deltagelse i kurset er gratis. Underviser på kurset er Verner Christiansen fra Foreningen Bisiddernet, der tidligere har undervist på bisidderkurser i LAP. Desuden vil medlemmer af LAP’s bisidder arbejdsgruppe være medinstruktører på kurset.

På kurset vil der bl.a. blive arbejdet med:
• relevant lovgivning
• bisidderens rolle og funktion
• kommunikation og kropssprog, lytte- og spørgeteknik
• håndtering af tavshedspligt, etiske og moralske overvejelser
• brug af Psykiatrisk Testamente
• praktiske øvelser og situationsspil

Deltagere, der gennemfører kurset, har mulighed for at blive en del af LAP’s bisidderkorps. Senere på året mødes hele korpset til fælles seminarer og til et opfølgende kursus i efteråret 2013.

Hvis kurset har din interesse opfordres du til hurtigst muligt at rekvirere nærmere kursusprogram og ansøgningsskema via LAP’s sekretariat på tlf. 6619 4511 eller pr. mail til lap@ lap.dk. Ansøgningsfrist: Mandag den 8. april 2013

Med venlig hilsen

LAP’s bisidderkorps v. bisidderne: Therese Kindberg, Jan Stig Andersen og udviklingskonsulent Karl Bach Jensen