Hvordan får vi så megen sundhed ind i vores liv, at vi kan sige, at vi har magt over vores eget liv?
Medicin kan til tider gavne. Samtaler hos psykolog og psykiater kan til tider gavne. Dog må den overordnede kurs være at udvikle støttende og anerkendende fællesskaber, når mennesker har brug for forståelse, accept og støtte og holde op med at sygeliggøre livsproblemer.
Hver dag, kunne man starte med at spørge sig selv: ”Hvad har jeg gang i? Er det virkelig, det, jeg vil? Hvad ville støtte i den situation jeg/vi befinder os i nu? Hvordan kan jeg/vi sammen finde tryghed og finde trøst? Hvordan udvikler jeg/vi hjertevarme?” At være menneske drejer sig blandt andet om at kunne støtte hinanden og forstå hinanden. At føle - at man hører til - er elsket og ønsket.
Hvad kan vi gøre for at udvikle støttendende og anerkendende fælleskaber, når vi har brug for forståelse og accept? Hvordan kan vi oprette trygge baser, hvor mennesker kan henvende sig, med fokus på, hvilke behov, der søges opfyldt?
Målet må ikke være at lave små lukkede selvtilstrækkelige enheder eller samfundsreservater uden kontakt med det omgivende samfund i form af væresteder. Støttende og anerkendende fællesskaber må bygge på en grundlægende forståelse af almene menneskelige behov og ikke udelukkende være sygdomsorienteret. Det gælder også om at finde frem til, hvad mennesker er gode til, og hvordan de kan indgå i gensidige relationer. Hvordan kan vi skabe steder, der handler om at opbygge og ”booste” det enkelte menneske? (Selvværd er en stærk kraft i menneskets eksistens). Hvordan kan vi opleve betydning, følelse af eksistens igennem at skabe, gavne, samarbejde og gøre en forskel sammen med andre?
Sundhed handler ofte om at være i stand til at kunne handle, passe på sig selv og indgå i meningsfulde, støttende fælleskaber, hvor man har betydning og bliver holdt af. Fordi man er menneske, kan man have brug for støtte, for at være med i et fællesskab og udveksle erfaringer. Man har langt større chance for at klare sig igennem svære perioder, hvis man føler sig forstået, accepteret og får opbakning, bliver i stand til at kunne bede om det, man har brug for og til at sætte sunde grænser.
Vi er først og fremmest mennesker, der har et grundlæggende behov; blandt andet følelsen af at være accepteret og høre hjemme og være værdsat for de evner, vi besidder, mulighed for at finde ind til vores livsformål. Vi har brug for et fællesskab, hvor vi indgår i en gensidighed i forhold til den person, vi er. Udgangspunktet må være, at vi stiler efter et fællesskab, der viser anerkendelse af det enkelte menneske og omvendt; at man finder de ubrugte muligheder, hvor mennesket hverken kan defineres som patient eller helt gennemsnitlig ”normal”; at man ikke sygeliggør almindelige livsproblemer: ”Det er på tide, at der bliver gjort op med opfattelsen af, at en psykiatrisk diagnose betyder at man er ”syg i hovedet”, ”skingrende skør” osv. I de fleste tilfælde er der jo tale om sjæleog kropssmerter, som man deler med en meget stor del af befolkningen. At have ondt i livet er ikke nogen skam.” (citat fra bogen: ”Ondt i livet” skrevet af Lise Ehlers). . . . Hvad mener vi egentlig med begrebet sygdom?
Symptomer kan nogle gange ses, som en sund reaktion på at ”alting” går for stærkt, eller at det enkelte menneske ikke får en mulighed for at ændre de ting, som reelt var grunden til symptomerne. At have magt over eget liv indebærer blandt andet muligheder for at kunne handle sig fri af ufrugtbare livsvilkår.
En af de store udfordringer bliver også at hjælpe hjernen og kroppen, ja hele mennesket og mennesker indbyrdes, til at danne mønstre, der gør, at vi som art også kan finde ro, fred, glæde og en dybere mening, hver især og sammen. Tænke i at vi er sammensatte størrelser, der kommunikerer ud fra sammensatte mønstre og kommunikationssystemer i de sammenhænge vi indgår i. Intet menneske er bare hoved. Intet menneske er bare krop. Intet menneske lever som en øde ø. Vi kan ikke undlade at forholde os til kernen i at være menneske – at vi kan støtte hinanden - være nysgerrige på hinanden, forsøge at forstå hinandens væsen, følelser og individuelle behov og handle ud fra medfølelse og indsigt. Det er i al fald ikke en sygdom at have basale behov.
Sørg for at vi ikke bliver patienter, fordi vi hverken kan finde fællesskaber, glæde eller mening i vores liv.