Da jeg har gjort et stort stykke arbejde for at blive hørt, bl.a. gennem referat fra møde i sommerlejrgruppen, hvor jeg deltog, men ikke blev refereret, vil jeg gerne have denne artikel i bladet. Først bliver jeg smidt ud på grund af en bold til 150 kr., som sommerlejrgruppen mente jeg godt kunne have sparet. Det skal ses i lyset af et formøde som gruppen holdt inden sommerlejren, hvor jeg ikke deltog, fordi jeg syntes det var for dyrt. Der blev brugt 31.927 kr. til forberedelse og møder i sommerlejrgruppen, også derfor virker det helt ude i hampen, at jeg skal stå skoleret for en bold til 150,- kr.

Igennem ni år har jeg lavet sommerlejr, arbejdet sammen med skiftende medlemmer og aldrig haft problemer med at arbejde sammen med dem, som har siddet i arbejdsgruppen. Jeg ville utroligt gerne have deltaget i den 10. sommerlejr. Men på grund af G.H. og hendes trussel om, ikke at ville lave sommerlejr mere, hvis jeg deltog, støttet af to andre, valgte de på en meget dårlig måde, at smide mig ud af arbejdsgruppen. Gennem årene har jeg lavet sommerlejr for over 400 medlemmer og aldrig fået andet end anerkendelse for min indsats. Derfor skylder jeg at fortælle sommerlejrdeltagerne, hvorfor jeg ikke på 10. år kunne gøre det samme. Jeg fik lov til at lave et tillæg til referatet, som ikke kom med ud på hjemmesiden. Men hvor der blot stod, at jeg ikke var indstillet på at arbejde sammen med gruppen.
Efter et møde d. 23.08. 2012, hvor G.H. ikke ønskede at samarbejde med mig, og man derpå stemte om det - blev jeg stemt ud af gruppen.

Derefter skrev jeg en mail til landsledelsen (LL) en uge før deres møde d. 08. 09.2012., hvor jeg fortalte om mig selv og noget af mit arbejde i sommerlejrgruppen gennem ni år. Ligeså beskrev jeg mit syn på samarbejdsvanskelighederne med G.H. To dage før LL- mødet skrev G.H. også en mail til landsledelsen. Her skriver hun stort set kun om sine egne samarbejdsvanskeligheder med mig. Blandt andet skriver hun, at hun udbetalte 800 kr. til mig i 2011, lige inden vi skulle rejse hjem. Dette beløb skulle dække over nogle ting, som jeg havde købt til sommerlejren. G.H. beskylder mig for at have taget disse ting med hjem, og ikke taget dem med igen til sommerlejr 2012.

Jeg var meget uforstående, og derfor blev LAP’s sekretariat bedt om at finde disse kvitteringer i regnskabet. De fandt nogle kvitteringer fra 2010. På kvitteringerne står der: Indkøb til festaftenen, servietter, lysestager, balloner, blomster m.m. På en anden kvittering var der nogle solcellelamper. Jeg tog disse lamper med hjem efter 2010 og medbragte dem på Sommerlejr 2011.

Disse solcellelamper blev efterfølgende fjernet af nogle mænd. Hvor de så er havnet derefter, er der åbenbart ikke ingen, der ved. For øvrigt var der flere ting og sager, der ikke kom med på Sommerlejr 2012; noget stod i Elses sommerhus, andet var kommet over i kælderen på LAP’s sekretariat. Jeg har bedt G.H. om en undskyldning, fordi der - efter min opfattelse - ingen hold er i hendes beskyldninger. Denne ubegrundede beskyldning, synes jeg tydeligt viser hendes mobning imod mig.


Orientering for læserne:


Sommerlejrgruppen indstillede efter to møder i denne og efter behandling i landsledelsen, at der blev dannet en sommerlejrgruppe uden Inger Ladegård. Landsledelsen vedtog så efter en uformel samtale med Gunver Hansen, at Inger Ladegård og Gunver Hansen ikke skulle deltage i sommerlejrgruppen. Grunden til, at sommerlejrgruppen ikke ønskede at Inger Ladegård skulle deltage i denne, var, at samarbejdet ikke fungerede, og det var Inger Ladegård fuldt ud enig i.

Når Inger ingen kommentarer kunne få på referatet på hjemmesiden, var det fordi, det var et beslutningsreferat, og ingen af Ingers kommentarer til dette matchede referatet. Landsledelsen udbad sig et debat-referat til behandling af sagen og kun til brug for landsledelsen og fik dette med de kommentarer, som Inger havde. Det skal bemærkes, at ingen blev refereret for noget i det referat, som ligger på hjemmesiden under dette punkt.

Vi vil gerne takke både Gunver Hansen og Inger Ladegård for deres indsats gennem årene for sommerlejren.

Sommerlejrgruppen

 

Kommentar fra Gunver:

Det er almindeligt kendt, at der er ytringsfrihed – frihed under ansvar - for alle i Danmark.

Jeg er ikke i tvivl om, at Inger har gjort en god indsats i de tidligere sommerlejre – jeg var først med i 2010.

Jeg har erfaret, at der er visse mennesketyper, jeg har det svært ved at være i rum sammen med og endnu vanskeligere ved at samarbejde med – sådan er der vel en hel del mennesker, der har det – psykisk sårbar eller ej – og for mit personlige vedkommende er Inger en af disse personer – det var derfor, jeg ved evalueringsmødet for LAPSommerlejr 2012 meldte ud, at jeg trak mig fra sommerlejr-gruppen – de øvrige i gruppen ønskede, at jeg fortsatte, men det var ikke så ligetil – og for at give Sommerlejr 2013-gruppen mest mulig arbejdsro og bedst mulige vilkår, mente jeg, at det var bedst, at hverken Inger eller jeg var med i gruppen, som var suppleret med nye medlemmer, så der var nok uden Inger og mig.

For nylig fik vi tilsendt materiale om Sommerlejren 2013, og der vil snart være ventelister – og de, som er heldige at komme med, vil få en spændende oplevelse, så vidt jeg kan se - glæd jer.

De bedste hilsner.
Gunver Hansen