Tog ud på psykiatrisk skadestue for at hente noget PN medicin, som jeg manglede derhjemme. En stor plejer blokerede døren og sagde, at der var nye regler, og jeg skulle henvende mig til den almindelige vagtlæge ovre på det alm. sygehus, som ligger lige overfor (min læge har elles sagt, at jeg skal have hjælp med det samme og jeg ikke må afvises).
Jeg gik deroverad, men kom til at tænke på at jeg havde noget PN liggende i en kasse derhjemme.
Jeg kunne godt mærke at mit mareridt med maskiner, der ligner mennesker, var på vej inde i mig. Men på nuværende tidspunkt kan jeg forkaste tanken, men ved at det er vigtigt jeg får noget PN. Mareridtet kommer fra film som terminator blandet med andet sci-fi, som jeg aldrig skulle have set. Men jeg når hjem og får mit PN og får lidt søvn, men ikke meget.
Næste morgen forsøger jeg at få så meget kontrol, at jeg vil udføre det, som jeg planlægger. Derfor starter jeg forsigtigt ud med at jeg vil gå 2 km ned til banegården og købe en Marsbar (men jeg er klar over, at der nok skal komme nogle forhindringer).
Halvvejs stopper jeg ved en pølsevogn og bestiller et par pølser med brød og sennep. Men senneppen er så stærk (underligt), at jeg er nødt til at skylle ned med en cola. Jeg er nødt til at opgive at få noget at spise og i stedet følge min plan. Jeg går ud af pølsevognen og kan vælge at gå til venstre og gå mod banegården, men jeg vælger af en eller anden grund (heldigvis) at gå lige ud, mod min læges adresse. Jeg regner med hun kan give mig et eller andet, der kan tage det sygdomsudbrud, jeg klart kan mærke presser på.
Da hun ser mig i venterummet, siger hun straks, at jeg skal have hjælp med det samme, og hun bestiller en taxa ud til psykiatrisk sygehus.
Taxaen kommer, og der er et par ældre kvinder, der også skal sættes af et sted i byen.
Først holder taxamanden stille i en halv time og forsøger at finde ud af noget, der ligner en GPS.
Men efter en halv time kører vi fra min læges parkeringsplads. Så kommer vi ellers hele byen rundt på kryds og tværs, inden den ene dame bliver sat af ved et plejehjem. Nu er mit mareridt begyndt at tage overhånd, og jeg begynder at få tanker om, hvem den taxamand er, og hvor kommer han fra, er han et menneske? Endelig finder han psykiatrisk skadestue. Da jeg ser fra taxaen, at det er den samme plejer som fra aftenen før, vælger jeg at spille død, af ren angst for at han igen vil afvise mig. Jeg kan høre, at han prøver at komme i kontakt med mig. Så siger han til taxamanden, at han skal skynde sig at køre over på den almindelige skadestue. Da vi kommer derover, ”genopstår jeg” og turen går så igen over mod psykiatrisk skadestue.
Nu kunne jeg pludselig komme ind. (det er også en aftale jeg har med min psykiater derude, at der ligger en ”seddel” helt forrest, hvor der står, jeg skal tages alvorligt og indlægges med det samme, når jeg henvender mig, da jeg har en meget hård diagnose).
Da jeg kom ind, var der 2 damer før mig. Det var efterhånden blevet mørkt. Og mit mareridt bankede virkelig på, og panikken begyndte også at kunne mærkes. Jeg har virkelig brug for hjælp nu, ellers bliver det en indlæggelse på mange måneder. Men der gik 2 timer inden de to damer kunne komme videre hjem. Så gik der ellers 2 timer, hvor jeg var alene i rummet. Jeg kunne vælge at gå til venstre ud i en verden, hvor den eneste mulighed nok var på sporet nede ved banegården, eller jeg kunne vente på, at døren til højre ville blive låst op.
Tiden føles uendelig, og mit mareridt er faktisk i fuldt udbrud. Jeg rejser i tid, ja helt tilbage til Big Bang. Maskiner er mennesker. Ja det hele vælter ind, uden jeg har nogen form for kontrol. Endelig kommer omtalte plejer ind fra højre dør, hvor mange der er med ham ved jeg ikke. Pludselig er der 6-8 plejere og 3 betjente, som står i døren, indtil hvor jeg er. Alt hvad jeg vil er, at der ikke starter en krig mellem mennesker og maskiner. Jeg forlanger, at der bliver forhandlet, og jeg er højtråbende, men jeg reagerer kun verbalt; jeg truer ikke med våben eller slår ud efter dem. Men pludselig ligger jeg i bælte. Det bliver den længste nat, jeg nu skal opleve.
Bæltet, jeg har omkring min mave, er strammet så hårdt, at jeg ikke kan tisse i en kolbe, og jeg tigger om at komme på toilet, da min blære føles, som om den er ved at sprænges. Vagten ved døren ignorerer mig totalt og giver mig kun vand, når jeg ber om det. Og det er jo egentlig bare benzin på bålet. Jeg er så tørstig, at jeg er nødt til at drikke noget. Men han sidder bare og læser i et blad. Om morgenen afløses han af en fantastisk rar fyr, og vi får en snak om vind og vejr. Min blære er gået i en form for krampe med en konstant smerte, og han får da også hurtigt arrangeret, at der kommer en læge. Jeg kommer hurtigt fri og kravler ud på toilettet, hvilket jeg kunne høre på plejerne omkring mig, vist gjorde lidt ondt i sjælen på dem.
Nu fik jeg hurtigt hjælp med medicin og samtaler og kom videre ind på lukket afdeling. Alle har her været søde og hjælpsomme. Og da jeg kender afdelingen gennem snart 16 år, ved jeg, hvor og hvorfor der er de regler, der er der. Her kalder man en spade for en spade. Og står der toilet på døren, så er der et toilet bag døren, er der røgfrit område, så skal det respekteres, og der er også en grund til at man ikke låner smøger af hinanden. Ja jeg kan da mærke en vis misundelse fra mine medpatienter, over at jeg ikke bliver irettesat (jeg kender jo reglerne og det er ikke urimelige regler).
Den plejer, der afviste/modtog mig i den psykiatriske skadestue, møder jeg jævnligt på gangen her på lukket afdeling. Jeg hilser pænt, men tænker, hvor skulle den stakkel være, hvis der ikke var en plads til ham her.
Der melder sig bare et spørgsmål i mig, måske en dum sammenligning, men her kommer det alligevel. Er der nogen, der synes vi skal pille alle de hjertestartere ned, som efterhånden er almindelige i bybilledet?
Jeg kan også dø af den diagnose, jeg har, hvis jeg ikke får hjælp i tide. Og jeg ved også, at for hver time, der går, forlænges min indlæggelse med ca. 1 uge. Og man kan da ikke byde hårdtarbejdende skatteydere, at deres penge skal spildes på den måde.
Jeg reagerer indad, men andre med min diagnose kan reagere udad. Jeg kender en, der ofte har haft problemer med politiet, netop fordi han reagerer udad. Jeg tør ikke tænke, på hvis det var ham, der mødte op den dag på psykiatrisk skadestue. Så er jeg sikker på, at han efter 2 timer var gået til venstre, og så var det ikke kun ham, der kom til skade.
Men når vi nu skal kalde en spade for en spade. Hvorfor hedder det så en skadestue? Skulle det ikke hedde langtidsventesal?
